Rigtig øv med øv på.

Jeg er sur. Jeg er trist. Jeg er oprindelig ked af det.

På det sidste har jeg kørt mig selv ret hårdt for at nå det hele, jul, julefrokost og nytår.
Men det er som at alt går i ged for mig. Lysten til det hele er væk, og jeg har lyst til bare at drikke mig selv under og droppe alt. Bare glemme.

Tingene vil ikke som jeg forsøger at gøre dem. Misforståelser og sure miner. Jeg er så inderligt træt.
Jeg ønskede bare en god jul, og det er mange år siden at den er kokset så meget for mig som den gør i år. Jeg kan ikke engang tillade mig at melde fra til noget, for så kommer der drama og konsekvenser. Og det magter jeg heller ikke.

Mine stemmer. De er tilbage. For fuld skrue. Det er hårdt konstant at høre på hvor elendigt og udueligt et menneske man er. At man er en som folk ikke vil værdige et svar, en man ikke ønsker at se eller glæde.
Jeg er træt af at græde, jeg er træt af den knugende sorg og tristhed. Jeg forsøger hele tiden at smile og virke som om at jeg nyder julen, men det fungerer ikke helt for mig.

Og hele tiden sætter jeg en god mine op. Smiler til folk og laver jokes. Sågar flirter. Men jeg er tyndslidt.

Jeg kunne godt bruge en spand penge, og så drage en tur væk. Måske et par overnatninger et sted bare for mig selv. Helst noget a la nu.
Men det er ikke muligt, så jeg prøver at få det bedste ud af situationen. Men hvor er nogle dage på sofaen fristende lige nu. Imorgen, Onsdag, Torsdag og Fredag.

Og slukke telefonen og ikke svare nogen steder.
Se om jeg overhovedet er en man ville savne i denne tid.


Øv for en lort.

Noget om døden

Denne blog skulle komme på et tidspunkt. Jeg har bare haft brug for at finde ordene.

Fredag d. 7. November vågner Betina, Charlie og jeg op, og vi hygger - ganske som vi plejer.
Betina tager hjem, og jeg gør klar til at tage en lur på sofaen med Charlie.
Jeg flytter ham lidt for at gøre plads til mig, og fra det øjeblik ændredes alt.
Charlies udtryk i ansigtet ændrede sig, og jeg kunne med det samme ane at noget var galt.
Men jeg lægger mig ind bag ham og prøver at putte med ham.
Han giver et klynkende vræl fra sig og går.
Jeg bliver paf. Men jeg slår det hen med at han nok var utilfreds med at blive vækket og håber det var det.
Men jeg kendte min Charlie.
Og jeg lagde mærke til at hans hale hang slap ned og en smule til venstre.

Resten af dagen blev værre. Han fortrak ind under sengen i soveværelset og lå med hovedet sænket ind mod væggen. Og jeg kunne ikke lokke ham ud.
Til sidst, med tårerne løbende ned af kinderne, ringer jeg efter min gode ven og får en akuttid ved en dyrlæge i Rødkærsbro. Ved midnat kører vi derud.

Dyrlægen mente at det handlede om et slag mod halen. Der skulle noget hævelsesdæmpende og smertelindrende til. Så det fik vi med.
Jeg sørgede for at få pillerne i ham Lørdag, men Søndag så det træls ud igen. Jeg var ved at skulle fodre ham med lidt god mad, for han spiste ikke særlig meget og han gik ikke på kattebakken. Jeg puttede pillen deri og da jeg skulle til at give ham det, strakte han sig - som han plejede - op af køkkenlågen. Men denne gang blev han helt panikslagen i ansigtet og skreg. Han skreg det meste skringre og øredøvende smertesskrig jeg nogensinde har hørt.
Jeg tabte pillen og stirrede skræmt på ham. Han sad på gulvet med ørerne tilbage og vidtopspærrede øjne. Han så ud som at han kunne springe på mig hvert øjeblik.
Jeg satte mig på hug og rakte hånden frem, men han kom ikke.
Jeg stillede maden og han slugte lidt - med pille - og gik under sengen igen.

Søndag aften vidste jeg at vi skulle afsted igen. Han var holdt med at spise, gik stadig ikke på toilet  og han lå stadig under sengen.
Så mandag morgen kørte min kammerat os ud til dyrlægen igen.
Denne gang blev Charlie røngtenfotograferet og billedet viste en grålig masse omkring bækkenet og haleroden. Det var vel på størrelse med en lille clementin og to af hans rygled sad sammen. Sådan så det ud.
Dyrlægen mente det var betændelse, så udover de første piller, så skulle Charlie også have antibiotika. Så med det svar tog vi hjem og så skulle Charlie nok blive god igen.
Derhjemme kom Charlie sig ovenpå narkosen. Han væltede rundt, og jeg lagde mærke til at hans venstre bagben trak lidt efter ham. Men jeg slog det hen som narkosen.
Soveværelset var lukket af og jeg havde foret en flyttekasse med tæpper inde i stuen, så jeg kunne holde øje med ham og han kunne høre at jeg var der. Fra tid til anden gik jeg hen til ham og jeg nussede ham lidt. Men han rejste sig ikke.

Tirsdag blev slem. Den dag satte hans venstre bagben ud, og blev lidt slatten ind under hans krop. Halen krængede en del mere til venstre og nu rørte han sig selv ikke. Han spiste stadig ikke mere end 3 bider vådkost og han var holdt med at drikke. Jeg ringede til dyrlægen, og vi aftalte at se om det blev bedre den nat.

Jeg sov ikke den nat. Jeg græd og rystede og rugede over ham.

Onsdag morgen. Charlie var helt afkræftet og svækket. Han orkede ikke engang at blive snakket med mere, og tog jeg ham ud af kassen, så lagde han sige bare hvor han blev sat, oven på venstre bagben, som var helt slap nu.
Jeg ringede til dyrlægen, og fik den besked at det var aggressiv kræft, og der var ikke mere at gøre, Jeg bestilte en tid til aflivning kl 15:30 Onsdag d 12. November.
Jeg græd. Jeg græd og rystede og hulkede og snottet løb ud af mit ansigt. Min veninde skrev om hun tilfældigt måtte kigge forbi, og jeg advarede hende om min tilstand. Hun kom, og da hun også havde noget på hjertet der skulle snakkes igennem, så fik snakket frem og tilbage.
Da hun tog afsted skete der noget. Noget inde i mig rev sig løs.
Jeg havde lovet mig selv i de 7 år jeg har haft ham, at jeg ikke ville begå selvmord. Hver gang trang og tanke trængte sig på, har jeg skubbet det væk på grund af min kærlighed til Charlie. Ham ville jeg aldrig forlade. Aldrig ville jeg byde ham at miste mig.

Men nu. Nu vidste jeg at skulle miste ham, og jeg mistede al gnist. Den sidste rest af at ønske at kæmpe videre forsvandt. Jeg har helt og aldeles afklaret med, at når jeg kom hjem, og var alene, så ville jeg tage mit eget liv. Der var slet ikke nogen tvivl.

Tingene ville det anderledes.

Jeg fik min far til at køre mig derud denne gang, Betina var i Bjerringbro, som er på vejen, så hun skulle samles op og med derud. Det var hende jeg fik Charlie af i September 2007, som fødselsdagsgave.
Jeg græd hele vejen derud. Ventetiden på at dyrlægen havde tid var tortur. Tænkt engang at vente knust på, at skulle sige farvel til sit eget barn. For altid.
Jeg tror dog ikke helt jeg forstod dér at det rent faktisk var slut.

Jeg kom ind, min far bar Charlie da jeg ikke måtte løfte ham pga en operation jeg havde fået foretaget. Charlie kom op på stålbordet, der i modsætning til de andre gange vi var der, nu havde et blødt tæppe på.
Charlie blev taget forsigtig ud af boksen og lagt på tæppet. Min far stod i baggrunden, tæt trykket op mod døren. Jeg sagde han gerne måtte gå ud, da jeg kunne mærke at han ikke ønskede at overvære det, der skulle ske.

Jeg tog Charlies pote i den ene hånd. Hans hoved i den anden. Han lå stille og sagde intet. Han fik første sprøjten så han faldt i søvn. Jeg mærkede tyngden fra hans hoved i min hånd og hans pote var slap. Jeg kyssede ham oven på hovedet og hviskede "farvel skat".

Og så gik jeg.

Jeg kom ud. Lukkede døren efter mig og gik direkte hen til min far og faldt ind i hans favn og hulkede. Jeg kunne slet ikke kontrollere mig selv. Alt var tabt.
Vi gik alle tre ud i bilen med den toppe transportkasse. Og der gik det så op for mig, at nu er han ikke mere.
Det slog mig i maven og jeg kunne ikke få vejret.
Sådan har jeg det stadig når jeg tænker over det. Jeg føler jeg kvæles når jeg bliver mindet om at Charlie ikke er hos mig mere.

Betina tog med mig hjem og sov.

Det reddede mit liv.

Jeg græd, jeg hulkede, jeg brød sammen gang på gang. Jeg gik i stykker, samledes, og gik i stykker igen.




Hverdagene var tomme bagefter. Jeg kunne ikke holde ud at være i lejligheden alene så jeg flyttede hen til min mor i en periode. Jeg blev overvældet af hvor mange der kondolerede. Jeg kunne mærke at folk godt vidste hvor vigtig han var for mig, og hvor hårdt et tab det var.

Jeg kom til sidst hjem i lejligheden. Jeg forventede at jeg skulle passe på når jeg åbnede døren ind til lejligheden, for han plejede at komme mig i møde. Men det gjorde han ikke.

I køkkenet, på vej ind til soveværelset, gik jeg udenom mad- og vandskål som jeg plejede. Men det var omsonst, for de stod der ikke.

Jeg forventede grus på gulvet ved kattebakken foran døren til badeværelset. men der var hverken grus eller bakke.


Der. Var. Så. Tomt.


Flere gange siden er jeg brudt sammen. Nogle gange kun lidt, men andre gange slås jeg omkuld af sorg. Også selvom jeg er velsignet med en ny dejlig dreng, Marley. Han er en helt anden kat end Charlie, men alligevel er der også fællestræk. Det er helt sikkert det jeg er faldet for ved dem begge.
Puttesyge. Sover med mig. Snaksalige. Sjove. Udtryksfulde øjne.


Det er stadig enormt svært. Sorgen er dyb og tung og jeg kæmper rigtig meget med ikke at belaste omverden med min indre krise.
Tingene gik som de gjorde, men .... hvorfor nu?
Det spørger jeg tit mig selv om.

Kampen mod stoltheden

Der er sikkert mange, som tænker at når man uddyber mindre positive ting, så søger man medlidenhed. Jeg kan ikke svare på om jeg har sådan et behov. Men jeg foretrækker at uddybe ting, som går mig på.  Jeg uddyber også de positive ting.

Jeg blev - som nogen ved - opereret i maven i Fredags. En sterilisation. Da jeg sad på opvågningen senere tænkte jeg over at jeg ville skrive en dyb blog om det, at fravælge børn.
Det behov har jeg ikke længere.
I stedet vil jeg ridse noget om, om min stolthed.

Jeg har aldrig krævet min ret ift kommunerne jeg har boet i. Jeg har altid syntes at det var nedværdigende at være på offentlig støtte, og jeg har skammet mig over at fortælle folk "hvad jeg laver til hverdag". Hvor svaret er 'ingenting'.
Jeg plejer dog i det store og hele at kunne få mine hverdage til at hænge sammen, som en af de få ting jeg har selv, som jeg rent faktisk kan.
Jeg får hjælp og støtte af psykiatrien og jeg har bostøtte 1-2 gange om ugen.
Mine forældre hjælper mig også meget.

Og nu er jeg så blevet opereret. Den første uge må jeg ingenting. Jeg må (og det gælder så i 6 uger) ikke løfte 2 kilo eller derover. Jeg må ikke strække mig helt ud. Jeg må ikke ligge på maven (det har jeg dog gjort 1 gang i søvne). Der er flere ting.
jeg prøver at passe godt på, men jeg synes det er rigtig (for at bruge et godt jysk udtryk) træls at være så afhængig af andres hjælp.

I dag er ingen undtagelse. Jeg skulle have haft noget hjælp, men det blevet aflyst her for lidt siden. Og nu er jeg så lidt tvunget til at spørge andre. Jeg har en på sidelinien til at træde til. Og det er jeg taknemmelig for.
Men jeg er ikke glad ved at skulle spørge. Eller at være så afhængig. Jeg vil så gerne bare selv, eller i det mindste hjælpe til.
Og jeg får hurtigt (har den allerede) følelsen af at folk finder mig doven. Lasket. At jeg spiller på min nuværende tilstand.
I dag har jeg grædt over det, og jeg tror det bliver nogle lange 6 uger.
Jeg fik ting med hjem i går af min mor, da jeg skulle hjem og være i min egen lejlighed.
Men her i dag kom jeg til at se at jeg manglede nogle ting, mere end 2 kilo i indkøb. Og jeg kan ikke bare selv hente de ting.

ARGH!

Så min stolthed er en forfærdelig størrelse. Jeg ville ønske at jeg kunne parkere den udenfor døren eller bare bide den i mig.
Men jeg må nok ned fra min 'jeg-kan-selv' hest og bede om den hjælp jeg har brug for.

This is painful.

Beder om ro og mere held.

Okay, nu må jeg nok snart indrømme mit nederlag.
Jeg har rigtig rigtig svært ved at holde hovedet oven vande lige nu. I forvejen har jeg haft kampe med voldsomme hallucinationer og psykoselignende symptomer. Jeg har trukket mig meget væk socialt, fordi jeg ikke føler jeg rigtig forstår mennesker pt. Eller ønsker det.
Og imens jeg isolerer mig sker der selvfølgelig det, at jeg mister min harddisk. Og jeg er dermed nødt til at søge udad blandt andre mennesker for hjælp. Og jeg er glad og voldsomt taknemlig for al den hjælp jeg får. Og støtte. Men jeg havde ikke lige kalkuleret med at jeg skulle igennem det her, når jeg i forvejen balancerer på et knivsæg.

Jeg vil så gerne tage ansvar og gøre noget konstruktivt, men jeg har brugt de sidste 2-3 uger på at ligge på min sofa og glo film. Med Charlie.
Få gange har jeg forsøgt at få fat i mennesker, men jeg kan ikke rigtig fuldføre det. Jeg tager ét nej som et tegn på at jeg dermed ikke skal udenfor.

Og så burer jeg mig inde.

Jeg magter heller ikke denne kamp med at finde kompatibel harddisk og ekstern harddisk til min PC. Det er en jungle og det er efterhånden vokset mig gevaldigt over hovedet. Jeg kan snart ikke holde mig oprejst i det her cirkus mere. Jeg vil bare gerne have det løst og derfor klør jeg på.

Jeg trænger virkelig til omsorg. Det er bare svært at præcisere hvilken form. Måske lidt pleje og at få frataget at skulle træffe så mange valg lige nu. Jeg kan ikke engang overskue at finde noget mad, så jeg spiser knækbrød og grovboller.

Ja, jeg har sgu ondt af mig selv.
Og det føler jeg også gerne at jeg må.
Nu er der sket nok frustrerende og forvirrende ting i mit liv. Internettet der røg og skulle i orden. Og så begyndte telefonen at drille (det gør den stadig). Og nu min harddisk, hvor jeg troede at det "bare" var grafikkortet.


I need a break.

Tomhed og dårlig samvittighed.

Så er der gået lidt tid igen.

I dag har jeg bare været helt tom. Jeg er lidt bange for hvorfor det lige er sådan, men det er jeg hver gang jeg ryger ned på den måde.
Eller "ned" er så meget sagt, for jeg er egentlig ikke ked af det. Bare tom.

Min mund kan slet ikke forme sig i et smil. Og jeg er træt. Mine øjne hænger og jeg føler slet ikke at jeg kan tale. Så tager pt ikke telefonen (der er heller ikke rigtig nogen der ringer, så det er heldigt nok).

Jeg ville så gerne være mere glad for alt det gode der sker omkring mig.
Min efterhånden store føring i Bjørn Wiinblad konkurrence (jeg er pisse taknemlig, jeg er bare ikke oppe at køre over tanken om at vinde pt). Faktisk er jeg bange for at vinde noget, for jeg kan ikke overskue det der ophold man kan vinde. Det er jo på Sjælland. Gys.
Jeg har også haft en helt igennem fantastisk Lørdag aften med et vennepar, og de gav mig så meget - både varme og venskab, men også mad med hjem.
Søndag fik jeg også besøg af en kammerat fra fortiden. Han forsøgte at fikse mit grafikkort med et nyt, men det passede så ikke i min pc. Men han har tilbud mig en anden computer i nær fremtid.

Så jeg er møgforkælet og utrolig taknemlig for det.
Men i dag er jeg bare helt og aldeles tom for følelser - med undtagelse af dårlig samvittighed.
For jeg får ikke vasket op. Jeg vasker kun det op jeg lige skal bruge.
Jeg får ikke støvsuget eller tørret lidt støv af, som jeg burde.
Jeg sover på sofaen, så min seng står helt tom. Det er ikke så smart, for jeg får ikke sammenhængende søvn på min sofa, grundet pladsmangel.
Og så bruger jeg det meste af min tid på denne computer og på Netflix og noget tv. Jeg kan ikke engang overskue at gå hen til min mor.

Så ja, flade dage.

Jeg har ingen aftaler før på Fredag, hvor min bostøtte kommer igen. Og så er næste uge godt fyldt op med ting og aftaler. F.eks skal jeg steriliseres på Fredag i næste uge. Det er jeg blevet lidt nervøs for - altså selve indgrebet. Jeg orker ikke at have ondt, ikke mere end jeg har i fødder og knæ i forvejen. Men hey : så er det overstået og jeg kan komme sikkert igennem livet igen.

Min bostøtte var her i dag. Hun prøvede at lokke mig til at tage opvasken hvis hun hjalp. Og så kunne jeg måske også nå et bad. Eller vi kunne gå ud og handle? Evt tage ind til byen og hente min sprøjte til depotmedicinen? Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke gå ud af min dør. Og da slet ikke gøre mig i stand til at gå ud blandt mennesker.

Det er ret frustrerende, og jeg har dårlig samvittighed over det.

Men jeg fik ryddet lidt op i går og det gjorde godt. Måske jeg tager fat med noget mere i dag.

Tom dag er tom.

That's how I roll.

Det er en af de dage. En af de tomme og opgivende dage.
Det værste er den afklarethed som jeg føler indeni, den som på en måde fortæller mig at jeg (og dem; de høje tanker/stemmerne), hele tiden har haft ret. At jeg ikke burde være her.
Jeg støder tit på spørgsmål omkring min ledighed. At det faktum at jeg går hjemme må være hårdt. "For hvad får du tiden til at gå med?".
Jeg stiller et smil op og forklarer at dagene går med min mor, lidt social omgang med andre (det var kun i weekenderne og kun i forbindelse med druk) og at jeg laver noget kreativt.
Jovist, jeg ser min mor en del. Det er et godt sted at gå hen og få snakket lidt om både det seriøse og det hyggelige. Jeg laver - med flere måneders mellemrum - kreative ting. Det kommer lidt i perioder, men der kan gå langt imellem. Jeg ser ikke andre mennesker, kun min far og mor.
1-2 gange om ugen har jeg bostøtte. På det sidste har hun fulgt mig til en del ting, så da hun var her i går ville jeg bare gerne snakke med hende. Hun sagde jeg virkede til at have det godt, og jeg svarede at jeg var ok. Det var jeg også.

I dag er en anden sag. Jeg har været henne hos min mor, der har passet min niece et døgns tid. Vi hyggede med perler, børne UNO og vi så Sværdet i Stenen. Til aften fik vi pandekager. Jeg burde ikke klage, og det gør jeg heller ikke.

Men jeg kom her sidst på dagen til at tænke lidt for dybt over livet. Det har ikke været godt for mig at være til rehabiliteringssamtale i onsdags. Det var faktisk rigtig skræmmende. Dér sad de; 6 mand stærkt og skulle vurdere mig og fælde dom over min fremtid. Tinne - min bostøtte - var med, og jeg havde det rigtig skidt med at være der.
Der kom en afgørelse som jeg er rigtig skuffet over; jeg skal blive hvor jeg er i de næste 3-4 år. I stedet for kontanthjælp får jeg ressourceydelse, som er samme sats som kontanthjælpen. Det var et rigtig stort slag i maven. Jeg skal ligeledes følge den behandling som lokalpsykiatrien anbefaler. Det værende diætist, gruppeterapi og - tadaa - mere medicinafprøvning.
Super.

Jeg har de her dage indimellem. Nogle gange er det kun et par timer, og det afhjælpes af at sove. Andre gange tager det dage. Uger. Måneder.
Det er de hårdeste ture.
Jeg har haft en rigtig hård tur fra Februar i år til September. Så er det gået sådan ok indtil her den anden dag. Der måtte jeg bare mærke smerten og gjorde det jeg nu engang gør ved mig selv.
Jeg sukker tit over mig selv og mit liv. Hvor er det dog egentlig tomt. Indimellem sker der nogle helt fantastiske ting. Fødselsdage og Jul. En sjov oplevelse. Invitation til biograf eller ud og spise. Eller slet og ret at nogen har købt en lille ting til mig, som gør mig rigtig glad.
Det er de små ting, og det er de store ting.
Men når jeg sidder her, som jeg gør nu, og funderer bare det mindste over mit liv, så bliver jeg virkelig trist.
Jeg opnåede aldrig de ting jeg ville. Dyrepasser eller oversætter. Måske advokat. Og ved siden af ville jeg have et sommerhus i Sverige, hvor jeg ville skrive noveller og romaner. Og digte. Ej at forglemme digte!
Jeg ville opnå ægteskab og børn. Indtil jeg rent faktisk blev gravid, ønskede jeg mig et halvt fodboldhold.
De drømme er der ikke mere. Den sidste jeg havde må være det med børn. Dét lys slukkede i 2009 efter at jeg gav afkald på det.

Ak ja. Jeg har vel lige brug for at lette mig hjerte. Jeg gør det nemlig ikke i hverdagen. Jeg kan godt nævne overfor venner og familie at et eller andet er 'træls' eller 'irriterende'.
Men de helt store problematikker og følelser kommer ikke ud.

Jeg er altid blevet svigtet rigtig meget når jeg er sårbar og viser det. Så derfor er det blevet bygget en stor skal som jeg ikke ønsker at bryde ned.


I think these pills will make a balance to infinity
That's how I roll.

Afklaring på vej?

Taget fra Facebook :

Er helt rundt på gulvet. I går ringede kommunen om, at jeg skal møde torsdag (i morgen) kvart over ti. Dette blev bekræftet i dag efter lidt usikkerhed. Jeg skal møde op i morgen. Problemet er at hverken min kontaktperson i psykiatrien eller min bostøtte kan tage med mig med så kort varsel. Og det er ikke et hvilket som helst møde... Det er det møde hvor kommunen og et udvalg ad eksperter vurderer om jeg skal i arbejde/uddannelse eller indstilles til pension.
Jeg har dårligt sovet i nat, og den kommende nat bliver vist ikke meget anderledes.... Jeg. Er. Så. Nervøs.

Det er faktisk et rigtig vigtigt møde - for mig. Jeg vil vædde med at det er standard procedure for kommunen, og det ender med garanti med en afgørelse på, at jeg skal afklares ift arbejdsmarkedet, eller i gang med en uddannelse.
Fordi jeg er ung.
Fordi de ikke vil tabe mig på gulvet.

Men det er lang tid siden at jeg blev tabt. Allerede i skoletiden gav man op overfor mig. Ingen ønskede at gå i dybden med hvad der var galt med mig. Min indlæring var perfekt, men det sociale fungerede ikke. Faktisk aldrig. Selv i den lille og trygge gruppe jeg var i med Jannie og Betina, Peter og Helle Merete, blev jeg tit sur og skabte mig. Ene og alene fordi to af dem måske sås en dag efter skole - UDEN mig! Det affødte at jeg følte mig skubbet til side og droppet. Og jeg tror måske det er under disse forhold at min nuværende paranoia begyndte at spire. Mit sind var indviklet fra en tidlig alder, og når ingen af skolepersonalet, eller skolepykologen som jeg gik ved kort, ville gøre noget ved det, så blomstrede det i ren substral.
Derfra trak jeg mig mere og mere ind i min egen verden. Især teenageårene husker jeg som ensomme. Når de andre tog i byen eller til fester, så blev jeg derhjemme for det meste. Jeg klippede kendte og idoler ud af bladene og lagde dem i plastiklommer og skuffer. Madonna og Michael Jackson kom i mapper, for dem var jeg rigtig vild med.
Med tiden kom jeg da mere ud af min skald, men det skal ikke være en hemmelighed at jeg aldrig har følt mig tilpasset til nogen situationer.

Anwyays, nu kommer det store møde jo i morgen. Lige siden opkaldet kl 14, har jeg været helt ude og skide. Toppen var, da jeg tog fra min mor kl 16:15 og skulle i kiosken efter tobak og et bybusklippekort. Jeg havde penge på mit kort (Visa Electron) men hæveautomaten (Nordea) var ude af drift. Jeg gik ud fra at de tog mit kort i kiosken og gik derind. 
De så IKKE mit kort i den kiosk. Jeg prøvede - af uklar årsag - at forklare damen at jeg kun havde de 240,- på kortet og jeg skulle handle for præcist 240,-. Dvs at en anden hæveautomat ikke ville hjælpe, for så kunne jeg kun hæve 200,- - 40 for lidt !
Jeg fik ikke sagt det hele, konstaterede vist bare mest for mig selv at jeg var i fedtefadet.
Jeg SKULLE have tobak og jeg SKULLE have et klippekort til bussen til kommunen i morgen.
Så jeg begyndte at græde. Lige dér, midt i kiosken. Damen bag skranken så rådvild ud og jeg forlod kiosken i hast.
Ude på gaden løb tårerne ned over kinderne på mig, jeg havde ingen tobak eller klippekort, jeg kunne ikke overskue at gå hjem. Så jeg gik tilbage til min mor.
Det hele endte med at løse sig. Jeg kunne hæve de 200 og låne 40 af min mor. Simpelt når alt kommer til alt, så det er ikke pointen at tingene ikke lige gik op i første omgang.
Pointen er, at når jeg er presset, når jeg er stresset og når jeg psykisk er uligevægtig, så kollapser verden. Små ting, langt mindre end turen i kiosken i dag, kan bringe mig helt ud af fatning.
Jeg er kommet hjem, og har både klippekort og tobak. Det var ufatteligt pinligt at skulle tilbage til kiosken 45 minutter efter mit lille stunt. Men hun kommenterede det ikke, og jeg var taknemlig.

Jeg regner med, på en eller anden måde, at skrive lidt stikord og sætninger til i morgen. Bare for at forberede mig lidt mentalt. Få et overblik over hvad jeg selv gerne vil have at de skal vide.
Tinne, min bostøtte, tager med mig. Hun fik rokeret rundt i nogle aftaler, og det lykkedes dermed at få en med, som er "på min side".
For ja, jeg ser det som en kamp, en krig jeg skal i. Det er helt klart meget forkert indstilling at have, men jeg er virkelig virkelig bange for det møde i morgen.
I aften tager jeg en beroligende og prøver at få noget søvn.
Min forundersøgelse til sterilisation i dag gik faktisk ok, selvom gynækolog-lægen ville overtale mig til at få spiral i stedet.
NEJ! Jeg vil ikke!
Det tog i alt 3 timer på sygehuset, så jeg var i forvejen fuldkommen smadret da "Rikke" ringede på vejne af "Pia" og indkaldte mig til mødet.

Bah.

Om at skrive dagbog og forklaring på hvorfor.

Det hele startede i 1994 da jeg til jul fik en dagbog i gave af min mormor. Den var pink og lyseblå med et hestehoved på, og der stod "Dagbog" med guldbogstaver. Bogen blev holdt lukket med en lille lås og der fulgte en nøgle med.
Jeg tror jeg skrev første side nytårsaftensdag det år. Jeg ville oprindeligt begynde med at fortælle at det altså var nytårsaften om få timer og at jeg glædede mig, men det endte med at jeg nedgjorde mig selv. Jeg omtalte mig selv i lidet flatterende vendinger og understregede hvor stor en taber jeg var.
Jeg var 12 på det tidspunkt.

Det blev en tilbagevendende begivenhed at jeg skrev sådan. Andre gange skrev jeg frustrationer ud over mennesker omkring mig. Andre gange skrev jeg om de ting som jeg interesserede mig for.
Min dagbog bar meget præg af at jeg var 12, men også at jeg havde et tungt sind.

Jeg fortsatte med jævnligt at skrive dagbog, og snart skulle jeg have bog nummer 2. Det blev et kladdehæfte fra "Harley Davidson" med en motorcyklist-herre-model på forsiden. Her skrev jeg en anelse mere modent, hvilket passede fint, da jeg efterhånden var 14.
Bogen blev også fyldt op og snart efter fik jeg den lysblå bog i kunstpapir med delfinen - OG lås igen.
I 1999 fik jeg en af de store kinabøger. Navnet siger måske ikke mange noget, men det er de store sorte bøger med røde hjørner og linieret papir i.
Og jeg begyndte at skrive hver dag. Det var i den periode hvor jeg gik i 10. og snart skulle på gymnasiet. Jeg fik min første kæreste og min første piercing, som var en tungepiercing. Jeg begyndte at drikke alkohol - mere end 1 drink på en aften. Der skete meget.

Så fulgte lidt tid fra starten af 2000 til efteråret samme år, hvor jeg ikke rigtig skrev. Det var simpelthen for kaotisk. Jeg kom på gymnasiet men måtte droppe ud i foråret 2000. Dengang blev det kaldt "uspecificeret mobning", men den reelle grund, kan jeg se i dag var, at jeg blev paranoid for fuld skrue. Jeg så vitterlig fjender og sammensværgelser alle steder. Musik blev som en barriere mellem mig og verden omkring mig - hvilket den altid havde været, men nu omfavnede jeg den.
Jeg kom på produktionsskole og lærte at bruge en symaskine til andet og mere end pudevår. Jeg begyndte også at ryge fede, og det dulmede mit verdenshad.

I August 2000 kom jeg på HF, for at prøve at få en studentereksamen på en eller anden måde. Jeg havde på det tidspunkt skidt i nælderne overfor en nær veninde, som jeg også skulle gp i klasse med. Så det blev pinefuldt ikke at snakke med hende mere, men samtidig at skulle dele klasseværelse.
Jeg begyndte at hænge med et par hippier, og røg atter en masse fed. Jeg blev mere og mere distanceret fra skole, hverdagen og problemerne.
Og så en dag, midt i en matematiktime, hvor jeg intet forstod af hvad min lærer forklarede, fik jeg en psykose. Min første reelle psykose.
Jeg trak mig fra timen. Rejste mig slet og ret bare op og gik. Kom ud i fælleshallen og satte mig på et bord. Jeg tog en blok frem, skrev lidt linjer ned, som endte med at være mit første sygdomsforløbs-digt. Dette startede mit dagbøgsskriveri op igen. Jeg forlod HF den dag og kom aldrig tilbage i uddannelsessystemet igen.

Tilgengæld skrev jeg igen. Denne gang blev det dog råt for usødet. Jeg lagde kortene på bordet i skrift og beskrev de ting der skete så godt jeg kunne. F.eks omtalte jeg min paranoia - som jeg dengang ikke vidste at det var - for "skyer".
Skyer som flød over himlen, mørke og truende og med masser af fortvivelse og ondskab. Og jeg blev helt fyldt op af sorg og selvhad.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at beskrive de ting som foregik, men dengang kunne jeg ikke sætte ordentligt ord på det.

Så fulgte nogle stille år. Jeg skrev et par dagbogsblade som breve. Men ellers kæmpede jeg selv med mit uvejr. Da jeg kom ud for en mindblowing oplevelse i November 2004, hvor mit daværende største ønske gik i opfyldelse (at møde Rammstein), begyndte jeg at skrive igen, denne gang som en novelle. Jeg blandede egne erfaringer og fiktion sammen og fik dermed skrevet "Lana", en historie på 139 sider. Det var en milepæl for mig. Jeg havde aldrig skrevet meget fiktion, men denne historie blev skelsættende for mig i forhold til at skrive. For med den fulgte en 9 år lang skriveblokade overfor fiktionsnoveller.

I 2005 begynder jeg i terapi i Randers. Gruppeterapi. Og der bliver revet op i rigtig mange ting. Jeg slås og jeg bearbejder mange ting, og samtidig med det skriver jeg en del digte. Og så påbegynder jeg dagbog igen, denne gang bare et Word dokument på min computer.
Senere på året melder jeg mig ind på Blackmarket og lærer en helt anden verden at kende. Siden er et forum og online værested for alternative mennesker. Primært er det folk fra København, men jeg nyder at skrive frem og tilbage med nye og spændende mennesker.
Mine dagbøger på det tidspunkt bærer stærkt præg af min sygdom, som nu er i fuld - og ukontrolleret - flor. Men jeg beskriver det bedre og lærer faktisk en del af det.

Jeg ender med at flytte til København for en kæreste jeg har fundet gennem Blackmarket. Jeg river simpelthen alt op med rode, smider et halvt liv væk i materielle ting, og rykker østpå.
Jeg bliver meget mere aktiv på Blackmarket og skrive mange blogs. Ikke særlig velovervejede blogs og jeg ender mere og mere i uføre i forhold til andre brugere. Jeg kan slet ikke begå mig i dette universe: dagbøger - eller blogs - som pludseligt ligger til offentlig skue. Men jeg skriver ufortrødent videre, selvom jeg får mang hug fra de folk som mine blogs berører.

Jeg bliver single, jeg flytter rundt på må og få, jeg kan ikke slå rødder. Men mine blogs følger mig på Blackmarket og stadig med mere og mere modvind.
Jeg gemmer i den periode mine blogs, og jeg har dem stadig den dag i dag.

I 2007-2008 kulminerer mit manglende fodfæste med situationer og verden generelt. Jeg får kortvarigt - men intenst- en kæreste som kommer til at forandre mit liv. Jeg skriver først om alt det gode. Men det ender efter 4 uger, da vi til en nytårsfest rager uklar. Også dette beskriver jeg i mine blogs. Jeg beskriver også situationer og udtalelser med andre mennesker omkring mig og ham. Det hele ender i ragnarok, da jeg - slået helt itu og uden nogen form for tillid - skriver det hele ud på Blackmarket. For første gang berører jeg emnet "selvmord", og det tolkes som et ønske om at begå selvmord. Det kommer fyren for ører og han sender politiet ud dagen efter for at se til mig.
Det blev en brat opvågning for mig. Jeg havde skrevet mig ind i et hjørne, hvor folk var blevet bange for mig, for hvad jeg kunne finde på at gøre, hvad jeg kunne finde på at sige og skrive.
Jeg indså at jeg langsomt havde gravet min egen grav. Så jeg slettede mig fra Blackmarket og skrev lidt dagbog på computeren igen.

Jeg vendte dog tilbage, stadig lige kaotisk, men lidt mere velovervejet i forhold til de emner jeg bragte op. Stadig skød jeg med skarpt efter andre, og jeg kom tid med slet skjulte hentydninger til negative opfattelser af folk omkring mig.
Jeg havde mange læsere, men også rigtig mange konflikter. Jeg forstod bare ikke hvorfor folk ikke kunne se at det handlede om MIN opfattelse af tingene. Det var ikke ment som at hænge ud.
Men sådan var det jo. Jeg hængte jo folk ud, og jeg måtte virkelig tænke mig grundigt om.

Det blev dog ikke mærkbart bedre de næste år. Men jeg kom til at kende flere gennem disse sociale medier. Og jeg fandt langsomt håndgribelige emner at skrive om. Især min "kunst" (jeg bryder mig ikke om at kalde mine papirklip kunst, men det er heller ikke 'bare' en hobby) affødte positiv opmærksomhed og positive reaktioner. Jeg slubrede det i mig og nød det.

Jeg stoppede ikke med at skrive blogs. Men de seneste par måneder har jeg rykket mine dybere tankers nedfældelse over til dette format - online blog, som ikke er afhængig af et forum med brugere. Her på blogger/blogspot føler jeg, at jeg kan skrive frit. På samme måde som at sidde og snakke med sig selv. Jeg ved der er folk som læser med, og det er fint. Jeg er glad for at nogen kan finde interesse for mine skriblerier. Det er en positiv trøst.
Men jeg gør det for mig.
For første gang i mit liv skriver jeg blog for min skyld. Fra jeg var 12 år og indtil nu har jeg skrevet med henblik på at det skulle læses. I mange år anså jeg det for at være mit eftermæle - en forklaring på begrebet 'mig' når jeg ikke var her mere. Fordi jeg altid havde - og har -  en stærk følelse af, at jeg ikke blive så gammel. Men så konkluderede jeg, at det var på tide at vende bøtten og efterlade en mere positivt epilog på mit liv :)

So, there you go.

Et trip down memory lane....

I 2008-2009 lavede jeg modelarbejde for en nystartet dansk side, der på mange områder mindede om Suicide Girls. Altså alternative piger med tattoos og piercings, som mere eller mindre afklædte fik taget billedeserier, som kunne købes på siden gennem medlemsskab.

Jeg blev model for denne side med intentionen om at "make it big". Eller i hvert fald at få lidt fokus på mit arbejde som model (som amatør).
Jeg fik lavet 2 soloserier og 1 med ejeren, der også fungerede som fotograf og model.
Så langt, så godt.
Man skrev så under på en kontrakt for hvert shoot, hvor man overdrog billederne til ejeren af siden, men ellers måtte man arbejde for hvem man ville ved siden af.
Man måtte bruge billederne til videre eksponering af siden, dvs med vandmærke eller navnet på websiden på.
Jeg oprettede mig på utrolig mange sider med relation til miljøet og kaprede "kunder" til at komme og være med på siden.
Jeg gjorde faktisk en rigtig stor indsats.
Jeg var i forvejen blevet advaret mod denne kvinde. Hun havde også tidligere udtalt sig rigtig beskidt om mig, men naiv som jeg var ville jeg give hende en chance til. Der måtte jo være noget godt i alle mennesker.
Det kørte faktisk på skinner. Stille og roligt kom der flere og flere modeller til, og hjemmesiden, med forum og gæsterbøger, billeder og videoer skred frem. Jeg var dog ikke voldsomt aktiv på selve siden, selvom det var forventet at man skrev med fyrene privat derinde. Jeg ønskede ikke at gå den vej, da det for mig mindede for meget prostitution og salg af ens personlighed. Men jeg var der da.
I løbet af 2009 kom jeg ud i en voldsom krise der ændrede alt. Jeg blev gravid og skulle tage stilling til rigtig mange ting. Jeg vidste jeg måtte gå igennem en abort, og dermed skyde min drøm om børn i sænk. Det blev et stort vendepunkt i mit liv.
Jeg undlod at fortælle ejeren af dette site om detaljerne i min krise, men gjorde det klar at jeg havde brug for en pause. Og så brød helvede løs.
Jeg orkede ikke at svare på de 3-4 mails der løb ind om dagen, og forholde mig til ting jeg "skulle gøre" for fortsat at være med. Til sidst blev jeg smidt ud i "bad standing". Jeg tror der var gået 2-3 uger med inaktivitet.
Jeg fik en mail om at jeg skulle slette AL reference mellem denne side og mig. Alle bannere, alle profilbilleder og gallerier og navnnævnelse af siden. Jeg var i en døs af sorg, så jeg var ikke hurtig nok på aftrækkeren. Der var et par af siderne jeg havde reklameret på, som jeg ikke kunne få adgang til pga manglede password og forkert email.
Men min forklaring om at det altså var rigtig svært lige nu, hjalp ikke. Jeg blev haglet med med trusler om dit og dat. På facebook blev jeg hængt ud af flere omgange som psykopat og "dopet på psykofarmaka". Jeg blev anklaget offentligt for at give seksuelle ydelser for at folk skulle tage mit parti i den efterhånden MEGET offentlige sag.
Jeg prøvede at undgå mudderkastningerne, men det tog virkelig hårdt på mig og til sidst tog jeg bladet fra munden og skrev en blog på Blackmarket om, hvad der var sket. Og jeg brugte navn og uddybede nogle ting.
Jeg fik slettet det jeg kunne af  billeder og referencer til siden. Jeg syntes mange af billederne var rigtig gode af mig, men ejeren af det famøse site sendte hele sagen til advokat og jeg blev pålagt at fjerne dem inden en uge - allesammen ! Jeg gjorde mig bedste og undgik dermed et sagsanlæg.
Flere piger meldte sig pludselig på banen - de var også blevet smidt ud for at sige fra, og blev nu også hængt ud på det groveste. Ejeren af siden havde en personlig - offentlig - blog, og alle kunne læse med. Smædekampagner startede på facebook fra både hendes og hendes mands profiler, og jeg blev udsat for grov chikane online - både på min personlige profil og på min modelside. Så jeg lukkede modelsiden ned og blokerede hvad jeg kunne på min egen profil. Det var faktisk rigtigt hårdt at være udsat for så mange angreb konstant.
Det kom så en journalist fra Ekstra Bladet for øre hvad der foregik. Den omtalte webside var slået ret stort op med online reklame, og han var faldet over hele krigen på nettet.
Han spurgte så mig, og et par af de andre piger, om vi ville være med i en artikel, som skulle munde ud i en konfrontation af ejeren af siden.
Vi endte med at takke nej, der skulle ikke koges mere suppe på den historie, eller kastes mere brænde på bålet.
Jeg prøvede at lægge låg på det hele, men skaden var sket.
Jeg kunne derefter ikke få nogle modeljobs og endte med at stoppe helt i 2010.

Jeg har kopier af mails, screenshots og dokumenter fra hele misæren. Det gør stadig ondt på mig at læse de ting, der blev skrevet om mig. Uanset hvad jeg gjorde over en periode på 1½ år, blevet kommenteret online flere steder, og aldrig i positive vendinger.

Ejeren af siden endte med at melde mig til SKAT og hun prøvede at melde mig for socialbedrageri til kommunen 3 gange. Kommunen bad om en redegørelse, og jeg fremviste mails og dokumenter fra chikaneforløbet. Og sagen blev frafaldet.
SKAT måtte jeg betale til, da jeg ikke kunne dokumentere at jeg ikke havde tjent nogle penge på jobbene.

Jeg er rigtig rigtig glad for at være stoppet og være "pensioneret" indenfor modelbranchen.
Ikke nok med forvrængede kropsidealer, stoffer og ulækre udnyttende fotografer, så er der masser af psykopater der bare venter på at køre hetz mod en, hvis man ikke danser efter deres pibe.
Og de kommer til at have masser af oplysninger på dig, plus de har billeder - både de gode og de dårlige af dig, som de kan bruge som de vil, til hvad de vil...

Tænkt rigtig grundigt over det, hvis du ønsker at være nøgenmodel eller erotisk model. Der er 1000 gange så mange faldgruber som der er opture.

Det var alt for nu.

Time out

Jeg er blevet ret glad for at tage time outs.
Denne weekend har jeg også spenderet hos min far på landet, og det har gjort mig godt.
Vi har lavet noget havearbejde, været ude og besøge min bror og hans familie i Århus, hygget med tv og spist nærende mad.
Jeg har nydt timerne med solen ind af vinduerne, og fået sovet det jeg trængte til.
Tankerne har selvfølgelig myldret lidt, som de plejer, men mest om at få gjort noget med mit liv. For jeg er søbet godt hen i ingenting.

Jeg har for det første fået en god kontakt med min gamle bostøtte, Johnny. Vi aftalte da han stoppe, at vi skulle beholde kontakten. Så vi var på café i Tirsdags og hyggesnakke. Samtalen faldt på at jeg ønsker mig en bedre telefon i fødselsdagsgave her om 2 uger (præcist i dag), og så foreslog han at jeg kunne arve hans tidligere telefon. Han havde kun brugt den i knap et år, og han havde været glad for den. Så nu har jeg overtaget hans Nokia Lumia 610. Den er lige et par takker bedre end min HTC Wildfire S, så jeg er godt tilfreds. Jeg behøver ikke det nyeste af det nyeste :)

Samtidig har selvsamme Johnny snakket med en kunstner her i byen, som udstiller og formidler kunst. Johnny tog en del af mine papirklip med sig den anden dag, og i går fik jeg så at vide, at denne kunstformidler er interesseret i at udstille nogle af mine klip. Jeg kan slet ikke få armene ned !!!
Så jeg er utrolig spændt på at møde denne mand og se hvad det bliver til :)
Papirklippene er helt klart min force. Det er der mit rigtige talent ligger.
Jovist, jeg kan skrive og tegne, men det er slet ikke på højde med den energi jeg kan lægge i papirklip. På det punkt tør jeg godt rose mig selv :)

Derudover, så skal nogle lokalpolitikere til at kigge på min sag. De kan ikke gøre noget ved min sag specifikt, men de kan bruge den som eksempel på hvor dårligt langtidssyge, som ikke er berettiget til pension, bliver behandlet.
Og så vil jeg i forlængelse af det hele søge pension - alligevel.
Det gjorde jeg også i 2009, men efter 4 års tovtrækkeri, hvor kommunen ikke engang var færdig med at indhente oplysninger, gav jeg op. Det var en sej kamp som ikke gav noget resultat. Jeg var til flere samtaler og udredninger, og alt pegede på at jeg skulle have en pension. Men så fandt kommunen nye ting at søge oplysninger om, og det trak i langdrag.
Suk.
Så jeg trak stikket på mit København-eventyr, og drog tilbage til Jylland, hvor jeg er nu.

Så der er lidt at se til, og jeg glæder mig til at opleve mere af den slags.
Min kampånd har stort set ikke været til stede i lang tid. Gav mere eller mindre op.
Men nu er der folk som tror på mig og støtter mig, og jeg håber at det hele i sidste ende medvirker, at jeg finder ud af hvilken hylde jeg hører til på :)

Jeg var på rekreation... og jeg ville ikke bytte for en million!

En lille omskrivning af en klassiker.
Men sandt skal det være, at jeg trængte til det. Og jeg holdt mig fest- og alkoholfri.
Det var faktisk rigtig rart at smide den maniske trang til fest og farver til side, og bare hellige mig samværet med min far. Vi fik set en film Fredag aften, og Lørdag tog vi til stort kræmmermarked i Viborg. Vi fandt dog ikke noget af interesse, der var heller ikke ret mange boder. Især ikke med krimskrams som jeg elsker at kigge igennem.
Lørdag aften så vi Olsenbanden går i Krig og derefter Zodiac med Jake Gyllenhal og Robert Downey Jr.

Jeg fik sovet godt igennem og nydt at jeg ikke havde ansvar for andet end mig selv.
Charlie passede sig selv derhjemme, godt pakket ind i mad og vand og en ren bakke.

I dag kom jeg så hjem. Charlie tog energisk imod mig og min far gik med op for at kigge på min opvasker. Den endte dog med at spytte vand udover gulvet fra et endnu ukendt sted, så den kommer ikke til at blive brugt til noget foreløbig - hvis nogensinde.

Det var de håndgribelige ting.

Jeg har haft helt ro på, kun enkelte prik af angst og et par enkelte mikropsykoser. Så det har været ret stille ift hvordan min verden normalt ser ud.
Komplikationer, spekulationer og kontroverser blev efterladt i Randers, og dem tager jeg en anden dag. I dag skal jeg nemlig hygge mig med at læse lidt af mine gamle noveller, så jeg måske kan skrive videre på dem
Glæder mig til at få blæk til min printer, så jeg kan printe "Patient 1914" ud og læse det der allerede er skrevet. Og måske få inspiration til at færdiggøre den. Det er en uhyggelig noveller om en kvindes fortid med en gyselig far, og hvordan hun kæmper med minderne, da han pludselig kommer ud fra en lukket psykiatrisk afdeling og jagter hende.
Spændende, ikke sandt ?
Den påbegyndte jeg i 2005, og den kunne godt klare at blive støvet af og skrevet færdig.

Jeg er rigtig rigtig rigtig glad for at have fået ladet batterierne op. Min far er fantastisk til tage hånd om mig, og vi nyder virkelig tosomheden når jeg er ude ved ham.
Og roen ! Fred og ro og masser af natur omkring mig. Lidt for mange insekter dog. Især edderkopperne skræmmer mig fra tid til anden. Så en på 7 cm på en vindueskarm udenfor i går aftes >_<
Gik desværre glip af nordlyset, da jeg var alt for træt til at holde mig vågen til det.

Udstrakt, afbalanceret og egentlig ret glad for at mærke at jeg (tilsyneladende) har været savnet i Randers.

Lad bare ugen, med sit stress og jag, komme an !

Alkoholiker

Jeg ved ikke om jeg er alkoholiker.
Jeg tror det ikke, for kan sagtens gå flere dage uden alkohol.
Men jeg er helt klart partyholiker. Jeg har rigtig svært ved at klare 3-4 dage uden fest. Og når weekenden trænger sig på, så kribler det i mig.

Jeg lovede mig selv mandag aften - og lavede en pagt med en kammerat - at jeg ville stoppe med at feste og drikke for en tid.
Jeg vil se om det kan lade sig gøre at tage mig på den måde, for alle andre forsøg er fejlet. Og jeg drikker en del om ugen ifm fester og byture. På en almindelig uger jeg nok på druk 2-4 dage. Og jeg holder ikke igen med de våde varer.

Så nu må det være! Jeg vil gerne se resultater og det eneste jeg ikke har forsøgt mig med, er boycut af alkohol.
Det er faktisk allerede svært. Alle jeg kender her i Randers, ser hinanden ifm druk. Og det er selvfølgelig på von Hatten det meste foregår. Og jeg har hægtet mig på og giver gas med dem. Det er blevet den måde hvorpå jeg ser folk.

Så nu skal jeg finde nye projekter. Har lånt 2 lydbøger af min mor, så jeg kan lytte til historier imens jeg laver papirklip.
Jeg har fundet en MASSE gamle håndskrevne noveller frem og er begyndt at rette i dem, imens jeg skriver dem ind.
Det er også blevet bestemt i mit hoved, at jeg vil gøre mere herhjemme. Det praktiske. Men det er godt ok svært at motivere sig selv.
Selvom det er PISSEsvært ikke at tænke på fest og byture, så VIL jeg se resultater. Jeg VIL afprøve min teori.
Jeg vejer små 115 kilo, og det er ... klamt. Jeg føler mig i hvert fald ikke særlig lækker mere.

Så kryds fingre for mig, og ønske mig held og lykke - Im gonna need it !

På tynd is.

Min psykiske tilstand er stadig skrøbelig. Jeg kan godt mærke at mange indtryk påvirker mig stadig. Især negativt.
Lige for tiden vipper jeg imellem at have det fint (og at være manisk), og over i at være introvert og putte mig væk.
I dag har været en putte-mig-væk dag.

Dynen, sengen og sofaen er mine gode venner. Og Netflix og film. Charlie er det eneste selskab jeg reelt ønsker i dag. Og det passer mig fint. Jeg har været meget på de sidste 3 dag, så nu skulle stikkes trækkes. Byture både Torsdag, Fredag og Lørdag. Mennesker over det hele. Alkohol. Mange timer på farten.
Jeg vil SÅ gerne have en pause fra det liv, men jeg kan ikke. Jeg har virkelig svært ved at lægge druk og fester på hylden, for at pleje mig selv. Min motivation for at tabe mig og få det bedre er virkelig lav, men drømmen lever.
Er det ikke det de kloge siger ? Et mål uden plan er blot en drøm ?
Men hvordan lægger man så en plan ? Jovist, træning og diætist vil være smart, men jeg vil gøre det selv. Jeg magter ikke at stå til ansvar overfor nogen som helst for tiden. Jeg vil bare gerne klare det selv. Men min ryggrad er tynd og eftergivende som vådt bølgepap. Så jeg må nok se langt efter resultater.

Jeg ser ret meget "Allertiders Barnepige" på Netflix. Det var en af de serier og programmer som jeg forsvandt ind i, i 90'erne hvor jeg var meget for mig selv. Ricki Lake var også et af dem. Og Naboerne på Tv3.
Det var først da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen at jeg slap de fleste beroligende ting. Tænk engang, jeg har været aktiv i bylivet i snart 15 år. Få uger er gået uden druk. Det er godt nok .... sørgeligt. Alle de penge. Al den negative indflydelse på mig og min krop. Alle de kontroverser ift det sociale.

Jeg burde trække stikket på druk og få et andet liv.
Nemlig!

Jeg har feber i dag + forvreden min venstre tommeltot. Og så har jeg lidt tømmermænd. Jeg er uendelig tørstig hele tiden, men kan ikke slukke tørsten.
Faktisk, så synes jeg ikke jeg fik det bedre af at skrive denne blog.

I aften er sådan en aften. hvor jeg ville ønske at jeg havde en sovepille at falde i søvn på. Tankerne flyver og jeg er utilpas.

At være ovenpå og nogle gange manisk

Tiderne skifter sammen med årstiden og jeg har det bedre. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig kæmper hver dag. Lige for tiden er jeg en blanding af "ovenpå" og "manisk".
Når jeg er ovenpå så kan jeg ting. Rydde op, tage opvask og andre opgaver herhjemme. Jeg har nemmere ved at gå ud af mit hjem og være ude.
Når jeg er manisk er jeg her, der og alle vegne. På en absolut ikke særlig rar måde. Jeg higer efter et fix konstant. Når det første er opnået, så skal jeg videre til næste.
Mine fix består tit og oftest af fester. Det gør min tid også, når jeg er nede. Men når jeg er manisk, så er jeg helt ude af kontrol. Og jeg opnår ofte drama og usmarte bemærkninger og udtalelser. Hvorefter jeg skammer mig til døde. For hvor siger jeg dog mange enormt ucharmerende ting.

Indimellem får jeg behovet for at være midtpunkt. Og når jeg opnår det, så fyldes jeg af et ubehag. For jeg dur ikke til at være midtpunkt. Jeg bryder mig slet ikke om det. Og meget af stræben efter at være "center of attention" handler om, at jeg prøver at være sjov. Nedgør som regel mig selv, eller tilegner mig nedgørende holdninger om mig og andre.

Jeg burde snart lære at tøjle mig selv. Få lidt mere kontrol over mig selv, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er også rigtig dårlig til at få sagt ordentlig tak, til at spørge pænt og til nogle gange bare at tie stille og lade andre komme til.
Men alkohol har som regel den virkning at alle begrænsninger og grænser flyttes.

Så i dag, efter endnu en omgang druk, sidder jeg med følelsen i maven af at være en idiot.


Men men, man skal jo rejse sig ved det træ man er faldet. Så jeg vil snarest forsøge at være social igen, og øve mig i at tænke mig bedre om, inden jeg åbner munden. Det vil helt sikkert gavne min venskabers og bekendtskabers levetid.

Svigt og tillid.

Jeg kan godt mærke at jeg er blevet svigtet og skuffet meget i mit liv.

Især af mænd.

Det hele er vel startet med, at min biologiske far forlod min bror og jeg da vi var små. Og derefter viste han ingen interesse for at have noget med os at gøre. Vi har dog været heldige at få en anden og bedre far, men det har helt klart sat nogle spor hos mig.

Mænd svigter.

Den tanke har floreret i mit hoved i mange år efterhånden.

Jeg husker min første forelskelse. Jeg gav ham et kærestebrev og han kvitterede med at vise det til sin klasse, som efterfølgende latterliggjorde mig resten af det skoleår.

Min første rigtige kæreste, som jeg var sammen med i knap 2 måneder, var mig utro med 9.

Jeg endte flere gange med at være "den anden kvinde", for fyre i forhold.

Ofte blev jeg lovet guld og grønne skove af disse fyre, men i stedet endte jeg med sure kærester på nakken.

Jeg er blevet lokket til nøgenbilleder og sex, blot ved at fyren sagde og gjorde de rigtige ting. Når de havde fået det de gik efter, hørte jeg aldrig fra dem igen.

Og hver gang var jeg overbevist om, at det helt sikkert var den helt store kærlighed. For mig.

Det har så affødt en masse bitterhed. Mange har gennem årene opfattet mig som kølig og afklaret med tilfældige sex og skiftende partnere.

Det har aldrig rigtig været noget jeg har været okay med.

Ofte - rigtig ofte - har jeg siddet tilbage, grædende, med følelsen af at være udnyttet.

Jeg blev mere og mere sikker på, at med alle de frøer jeg skulle kysse, så måtte der snart komme en prins til mig. Men det gjorde der ikke.

Nu må du, kære læser, ikke få det indtryk at jeg har trukket mig fra kærlighed og er bitter og kold nu.

Det er jeg ikke.

Men jeg er ikke så blind og naiv mere. Jeg holder kortene tættere ind til kroppen og ønsker ikke at involvere mig for hurtigt. Med nogen som helst. Jeg er skeptisk og paranoid til tider. Jeg stoler ikke rigtig på nogens motiver for at være sammen med mig. Dog mest gældende mænd.

Jeg husker også, dog med gru, min omtale af mig selv på en anden blog, efter enden en omgang brændte naller. Jeg omtalte mig selv som en spermdåse. En affaldscontainer.

Jeg gav så meget, alt for meget, og fik så lidt igen. Men det skete fordi jeg satsede hele butikken på den dårligste hest i stalden.

Jeg var så utrolig naiv og troede på det allerbedste i alle.

Det er nu ikke fordi at jeg ikke kan se det gode i folk jeg møder mere. Det kan jeg godt. Men jeg ser bare også ret hurtig fejl, som jeg lige skal fordøje. For mig er det ofte faresignaler på svigt og udnyttelse. Det er som regel de tanker der dukker først op i mit hoved, når en person afviger fra en aftaler, eller hvis de skifter mening.

Men med tid kommer råd, og jeg skal nok få genopbygget min tillid til andre mennesker igen. Det tager bare tid, og ... tid tager tid.

Men jeg er optimist for det meste.

Det skal nok blive bedre.

Fanget i systemet.

Jeg har modtaget offentlige ydelser siden jeg fyldte 18. Fra jeg var 19-20 arbejdede jeg et års tid på en fabrik. Ellers har jeg fået kontanthjælp i snart 14 år.
Det er med tungt hjerte at jeg skriver denne blog. For i dag viste systemet sig igen fra sin grimme side.
Jeg får - udover min kontanthjælp - boligstøtte og paragraf 34. Sidstnævnte er en støtte til ekstra høje boligudgifter.
I denne måned fik jeg den ikke udbetalt. Så nu går mine alarmklokker i gang.
Er der kommet nogle oplysninger ind ift min boligsituation, som fjerner støtten ?
Har jeg klokket i det et eller andet sted, så jeg ikke kan få den mere ?
Er det blot en lille fejl som kan blive rettet når jeg ringer til kommunen i morgen tidlig?
Er der tidsbegrænsning på paragraf 34?
Og hvis nu den bliver taget fra mig, hvad gør jeg så ? Så har jeg dårlig nok penge til at betale mine udgifter. Og jeg kommer til at stå uden penge til ret meget andet end havregryn.

11 sammenhængende år har jeg nu fået kontanthjælp. Det startede i september 2003 da jeg blev ledig.
Siden da har jeg kæmpet med næb og kløer for at få tingene til at hænge sammen. For nogle år siden overlod jeg det økonomiske til min mor, idet jeg stiftede for megen gæld og ikke kunne holde styr på pengene, så alt kunne blive betalt. Det var en klog beslutning, og den ordning kører stadig.
Det skal dog nok lige tilføjes, at hvis min mor pludselig dør, så fortsætter mine penge med at løbe over på hendes konto, og vil derfor blive medregnet som en del af min mors formue. Og dermed vil min bror være arveberettiget til halvdelen af mine penge. OG jeg kommer ikke til at kunne røre mine egne penge (betale regninger og leve) før min mors bo er gjort op.
Men der er ingen andre muligheder for økonomisk værge, så den tid - den sorg.

Men altså. 11 år på skideren.
Jeg har, siden jeg blev 20, ikke kunnet deltage i ret mange aktiviteter med mine venner og bekendte. Tog ikke på ferie med nogen. Ikke engang med i sommerhus, for kunne ikke give penge til maden eller få råd til at bus til stedet. Jeg har ikke rigtig været i biografen. Eller på café. Eller ude at spise. Jeg har ikke været ude og se ting, som koster penge i indgang. Jeg har ikke været ret meget udenfor den by jeg har boet i, da det ville koste for meget.

I flere år boede jeg i København, hvor jeg spenderede det meste af min tid i min lejlighed.
Jeg ville gerne, i de år hvor jeg formåede at komme ud til ting, have gået på aftenskole eller taget et kursus som jeg ville have fået glæde af. Ting som kommunen ikke støtter.
Men kontanthjælpen er ment som en midlertidig støtte, og det er helt fint i min optik. Det er sådan det skal være. Men når man pludselig finder sig selv på kontanthjælp på snart 12. år, så er der noget galt.
Jeg har forsøgt at søge pension. Sagen blev trukket i langdrag og henlagt flere gange. Til sidst måtte jeg give op og flytte tilbage til Jylland til min familie, da jeg simpelthen ikke havde råd eller psykisk overskud til at blive i København.
Nu er jeg i gang med et "ressourceforløb". Dette går ud på at afdække styrker og begrænsninger ift uddannelse og arbejde. Og det er godt tiltag. Bestemt. Men jeg blev i Kbh vurderet til ikke at kunne varetage et job eller tage en uddannelse, og ej heller ville komme til det. Dette bliver ignoreret, da lovgivningen omkring førtidspension er strammet så meget som de er.

Så nu fornemmer jeg lidt,at ressourceforløbet skal holde mig på kontanthjælpen, indtil at jeg kan komme på pension. Måske for at spare penge ?
Som jeg kan forstå så betaler staten tilskud til den kontanthjælp som kommunerne udbetaler. Hvorimod pension udelukkende hænger på kommunernes skuldre.

Næste skridt i mit liv og i mit forløb bliver, at søge hjælp udenfor systemets fire vægge. Om det bliver medierne, en advokat, en lokalpolitikker - det vil tiden vise.

Om oldtids elektronik

Jeg har svært ved at få fodfæste for tiden. Tankerne og følelserne flyver i alle retninger og jeg kan ikke altid skelne fantasi og virkelighed fra hinanden.
Dermed hentyder jeg til min paranoia som prikker til mig ret ofte.

Men derfor vil jeg prøve at skrive om noget helt andet. Fokusere på noget, som ikke har noget med sygdom at gøre.


Jeg husker dengang at VHS bånd var det bedste i hele verden. De var den hellige gral i min verden, de indholdt altid en fantastisk film eller program som jeg slet ikke kunne få nok af.
Da min bror og jeg voksede op, havde vi en udvalgt skare af bånd, som - utroligt nok - ikke blev slidt op, selvom vi så et hver dag.
Star Wars, Star Trek, Så er der Tegnefilm (dem har jeg får brændt over på DVD), Skriget fra Vildmarken ( japansk version), På Eventyr i Fortiden (Japansk dinosaurfilm), Abekongen, Baby - Secret of the lost Legend, Fister og Buller (også kendt som Milo and Otis) og mange flere.
Senere kom Alien og Terminator på programmet og vi slubrede det i os.
Mange af båndene har min mor gemt og senere spillet over på DVD til mig... det er ren og skær fantastisk !

Udover VHS så var Kassettebånd også i højsæde. Jeg husker med glæde da min mor fik overspillet Michael Jackson's "Bad" da den udkom i '87. Jeg fik båndet og det var mit allerførste bånd, som kun var mit !
Jeg har det stadig i dag, og det pudsige er, at på B siden var der Tørfisk. Sjov blanding. A siden med "Bad" slutter meget brat midt i Dirty Diana. "'Cause I forgot the Key......" And that was it!
Senere brugte min bror og jeg vores "optage-bånd" til at lave stemmer på. Jeg havde en lille båndmaskine hvor man kunne indspille stemmer, eller bare optage fra radioen. Det blev brugt flittigt.
Jeg ringede tit ind til Radio Viborg og ønskede sange, afventede om de blev spillet med fingeren fikseret på "record" knappen. Det var en sød ventetid og jeg var helt elektrisk når mit ønske blev spillet. Jeg har sågar en optagelse af mig selv fra 1996, hvor jeg vinder en Michael Jackson koncert konkurrence på Radio Viborg. Det er altid et sjovt genhør.

Disketter. Nøøøøøøj de blev brugt flittigt. I skolen gemte vi vores dokumenter derpå når vi f.eks havde skrevet stil, tog disketten med på kontoret og så printede vi stilen ud.
Det var ikke normalt at have printer derhjemme, så det foregik altid på skolen eller biblioteket.
Biblioteket blev brugt flittigt af mig. Lånte bøger og tegneserier. Især "Vindens Passagerer" fangede min interesse. Det er ærgeligt at de er så dyre i dag.
Men disketter. Jeg husker at vi i min klasse skulle lave et computerspil. Vi lavede tegninger for hver "scene" og så blev de sat igennem et program, hvor de blev til valgmuligheder. Jeg lavede et spil om at gå på opdagelse i Ulstrup, og derfor havde jeg lavet tegninger af veje og steder i byen.
Jeg ved at vores spil blev gemt på disketter, men de er i dag gået tabt. Trist !

Åh ja, nu kommer jeg i tanke om min storebrors Commodore 64. Hold da op vi fik spillet flittigt på den. Senere blev den opgraderet til en Amiga 500. Min mor købte senere også en, så resten af familien også kunne spille lidt.
Det var dog kun tilladt at spille 1 time pr dag pr person. Så man skulle ikke blive alt for opslugt af sit spil.
Men det var gode tider. Når man nu ikke svømmede i venskaber, så var det rart med noget tidsfordriv da man var pre-teen.


Det var lidt positive minder. Minder jeg aldrig giver slip på. Den tidlige elektronik i 80'erne og 90'erne. Dengang det hele var simpelt, men også frygtelig skrøbeligt.

Overskud og indlæggelser

Jeg er nødt til at ridse nogle ting op.

Jeg formår som regel at udstråle overskud og overblik når jeg er sammen med andre mennesker, medmindre de er tæt på mig.
Og det ender som regel med at folk overvurderer mig og min indre kapacitet.

Jeg har haft en 'bumpy ride' den senere tid, men egentlig har jeg haft en nedtur siden Februar.
Det gik ganske fint op til da. Fra min udskrivning fra psykiatrisk afdeling d 20. Oktober sidste år og frem til jul, glædede jeg mig helt vildt til at hygge med familien.
Juleaften var som enkeltstående tilfælde i den periode ret svær. Lidt for meget stress og jag og jeg tabte lidt mig selv.
Men kort efter var jeg på banen igen og havde det fint.
Februar kom og jeg mærkede den velkendte uro og nervøsitet. Den spreder sig altid i mig op til en nedtur. Og mine nedture er ret diffuse. De kan variere fra 1 døgn til måneder. Denne gang blev det måneder.
Dog er jeg den seneste måned tid blevet mere og mere trist. Det passer meget godt med tidspunktet sidste år, op til min indlæggelse.
Men jeg magter ikke helt at blive indlagt igen lige nu. Og når jeg tænker på indlæggelse, så prøver jeg altid at planlægge det.

Og det kan man jo ikke.

En indlæggelse tager den tid det tager. Sidst var jeg indlagt 1 overnatning på grund af selvmordstanker, men jeg lod mig udskrive under et døgn efter, fordi de krævede for meget af mig. Randers Psykiatriske Afdeling har indført motion hver eftermiddag. Og jeg må ærligt erkende at hullahopringe og basketball ikke står øverst på min liste over ting at tage mig til, når livet er for svært. Så jeg tog hjem.

Jeg har siden 2011 drønet ind og ud af psykiatriske afdelinger. Det hele startede da jeg skulle skifte medicin før sommerferien det år, og det gik ikke godt. Faktisk gid det helt af helvedes til.
Medicin gjorde mig fuldtids-psykotisk og jeg så syner og "trippede". Det var som om at jeg havde røget mig patteskæv hver gang jeg tog mine piller.
Jeg prøvede at råbe distriktspsykiatrien op, men der var ferie, så jeg måtte vente.
Til sidst gik det helt galt. Jeg tabte min rationelle sans og blev akut indlagt i en uge.
Jeg spenderede den uge bag indhegnede ruder og med låste døre. Jeg forsøgte stadig at råbe lægerne op, fortælle dem at den medicin jeg fik ikke var god for mig.
Men svaret var hver gang, at de ville vente til min psykiater fra distriktspsykiatrien kom tilbage.
Så jeg måtte vente.

Jeg husker den indlæggelse meget blandet. Jeg lå først på stue med en anden, men hun snakkede i telefon til langt ud på natten og jeg kunne ikke kommunikere med hende. Jeg var simpelthen ikke i stand til at sige fra eller stop.
Så personalet gav mig mit eget værelse.
Dér brugte jeg aftentimerne på at se Jim Carrey film. Ace Ventura var i højsæde og jeg formåede at smile lidt indeni. Normalt skraldgriner jeg.

Efter udskrivelsen fik jeg langt om længe ændret min medicin og jeg fik det lidt bedre.
Den medicin jeg fik før, Abilify, havde ingen mærkbar virkning, udover at jeg i alt tog 55 kilo på.
Jeg fik fra radmager anoreksitilfælde, til det man vel kan kalde fedladen.
Det har været en rigtig svær rejse. Og jeg slås den dag i dag stadig med bivirkning ved medicinen.

Nåh, tilbage på sporet.

Jeg har siden den indlæggelse, som var min første, haft mellem 1 og 35 sammehængende overnatninger på psykiatriske afdelinger.
Det er en helt anden verden.
I den "virkelige verden" tager jeg en maske på, som hende den sjove og smilende pige. Det er ikke fordi det er falsk, jeg smiler ret meget sammen med andre mennesker. Jeg elsker at være sammen med folk jeg kan lide. Men jeg er faktisk bare en usikker lille pige, der bare gerne vil mærke kærlighed.
Jeg ved at det er en kliché, men ikke desto mindre sandt.
Når jeg er indlagt medbringer jeg min indre klovn og laver sjov med det meste. Får folk til at grine. Muntrer dem op. Og taber dermed mig selv i processen, så jeg ikke får den hjælp jeg har brug for.

Jeg er virkelig nødt til at være bedre til at vise de rigtige mennesker, og her mener jeg systemet (kommune og psykiatri), at jeg har det svært med flere ting. Være ærlig. Servere sandheden.

Det er lidt af en kamp.

En helt ny begyndelse.

Så kom den famøse dag.
Den dag hvor jeg vil forsøge at opstarte en blog, der handler om mine lidelser, om hvordan jeg formår at få dagene til at hænge sammen med dem, og hvordan jeg håndtere det sociale og samfundsmæssige aspekt.

Først : Jeg har multiple-diagnoser. Hedder det det ?
Jeg har i hvert fald flere end én, og jeg behandles medicinsk på kryds og tværs.
Jeg lider af Borderline og Skizotypisk sindslidelse. Jeg har angst og kronisk depression og lider voldsomt af paranoia.
That is all.



Det hele handler jo om at være ærlig. Det tænker jeg i hvert fald tit.
Hudløs ærlig - dog uden at skabe bekymring.
Men hvorfor er det, at det er så farligt at andre bekymrer sig for en ?
Jeg spørger tit mig selv om det, og svaret er altid følgende :
"Hvis folk bekymrer sig for meget eller for tit, så trækker de sig væk fra mig".
Men passer det ? Er det den ubarmhjertige sandhed?
Forholder det sig virkelig sådan, at hvis jeg tager bladet fra munden, når folk spørger hvordan det går, og ærligt svarer at det går faktisk overhovedet ikke særligt godt, at de så forlader mig ? Svigter mig ?

Jeg er panisk angst for at blive svigtet, forladt eller  afvist. Det er et kæmpe problem i et samfund hvor et individ ikke kan fylde alt for andre. Medmindre man er forelsket eller besat, men det er ikke det jeg vil skrive om her.
Men et helt liv er det blevet til - eller små 32 år - med frygt.
Jeg blev svigtet fra en tidlig alder, hvilket var et ægte eksempel på svigt. Men sidenhen er flere andre og mildere situationer blevet tolket som svigt. Af mig.
Tit efterlades jeg af følelsen af ikke at være elsket. At være ligegyldig og overflødig. Dette sker ikke kun på grund af familie eller venner, men også på grund af samfundet.
Det er selvfølgelig en længere historie hvorfor, og den kommer helt sikkert en anden dag, når jeg trænger til at lave et flashback.

Først og fremmest vil jeg bare byde velkommen til bloggen.


ADVARSEL :
Hvor afbalanceret og velovervejet denne blog end må virke, så vil de kommende indlæg langt fra ose af det overskud.
Jeg har voldsomme dyk og nedture, psykoser og paranoide vrangsforestillinger.
Jeg kan have dage hvor bare det at sætte kaffe over er for megen aktivitet. Ugerne hvor jeg ikke handler ind eller laver mad. Måneder hvor jeg isolerer mig selv om dagen og drikker mig beruset om aftenen... fordi det er den eneste måde at komme ud på.

Man skal ikke abonnere på denne blog hvis man ikke ønsker den indsigt.
Det var et godt råd fra bag skærmen.



Skizo-so typical er hermed åben.


Sascha.