Noget om døden

Denne blog skulle komme på et tidspunkt. Jeg har bare haft brug for at finde ordene.

Fredag d. 7. November vågner Betina, Charlie og jeg op, og vi hygger - ganske som vi plejer.
Betina tager hjem, og jeg gør klar til at tage en lur på sofaen med Charlie.
Jeg flytter ham lidt for at gøre plads til mig, og fra det øjeblik ændredes alt.
Charlies udtryk i ansigtet ændrede sig, og jeg kunne med det samme ane at noget var galt.
Men jeg lægger mig ind bag ham og prøver at putte med ham.
Han giver et klynkende vræl fra sig og går.
Jeg bliver paf. Men jeg slår det hen med at han nok var utilfreds med at blive vækket og håber det var det.
Men jeg kendte min Charlie.
Og jeg lagde mærke til at hans hale hang slap ned og en smule til venstre.

Resten af dagen blev værre. Han fortrak ind under sengen i soveværelset og lå med hovedet sænket ind mod væggen. Og jeg kunne ikke lokke ham ud.
Til sidst, med tårerne løbende ned af kinderne, ringer jeg efter min gode ven og får en akuttid ved en dyrlæge i Rødkærsbro. Ved midnat kører vi derud.

Dyrlægen mente at det handlede om et slag mod halen. Der skulle noget hævelsesdæmpende og smertelindrende til. Så det fik vi med.
Jeg sørgede for at få pillerne i ham Lørdag, men Søndag så det træls ud igen. Jeg var ved at skulle fodre ham med lidt god mad, for han spiste ikke særlig meget og han gik ikke på kattebakken. Jeg puttede pillen deri og da jeg skulle til at give ham det, strakte han sig - som han plejede - op af køkkenlågen. Men denne gang blev han helt panikslagen i ansigtet og skreg. Han skreg det meste skringre og øredøvende smertesskrig jeg nogensinde har hørt.
Jeg tabte pillen og stirrede skræmt på ham. Han sad på gulvet med ørerne tilbage og vidtopspærrede øjne. Han så ud som at han kunne springe på mig hvert øjeblik.
Jeg satte mig på hug og rakte hånden frem, men han kom ikke.
Jeg stillede maden og han slugte lidt - med pille - og gik under sengen igen.

Søndag aften vidste jeg at vi skulle afsted igen. Han var holdt med at spise, gik stadig ikke på toilet  og han lå stadig under sengen.
Så mandag morgen kørte min kammerat os ud til dyrlægen igen.
Denne gang blev Charlie røngtenfotograferet og billedet viste en grålig masse omkring bækkenet og haleroden. Det var vel på størrelse med en lille clementin og to af hans rygled sad sammen. Sådan så det ud.
Dyrlægen mente det var betændelse, så udover de første piller, så skulle Charlie også have antibiotika. Så med det svar tog vi hjem og så skulle Charlie nok blive god igen.
Derhjemme kom Charlie sig ovenpå narkosen. Han væltede rundt, og jeg lagde mærke til at hans venstre bagben trak lidt efter ham. Men jeg slog det hen som narkosen.
Soveværelset var lukket af og jeg havde foret en flyttekasse med tæpper inde i stuen, så jeg kunne holde øje med ham og han kunne høre at jeg var der. Fra tid til anden gik jeg hen til ham og jeg nussede ham lidt. Men han rejste sig ikke.

Tirsdag blev slem. Den dag satte hans venstre bagben ud, og blev lidt slatten ind under hans krop. Halen krængede en del mere til venstre og nu rørte han sig selv ikke. Han spiste stadig ikke mere end 3 bider vådkost og han var holdt med at drikke. Jeg ringede til dyrlægen, og vi aftalte at se om det blev bedre den nat.

Jeg sov ikke den nat. Jeg græd og rystede og rugede over ham.

Onsdag morgen. Charlie var helt afkræftet og svækket. Han orkede ikke engang at blive snakket med mere, og tog jeg ham ud af kassen, så lagde han sige bare hvor han blev sat, oven på venstre bagben, som var helt slap nu.
Jeg ringede til dyrlægen, og fik den besked at det var aggressiv kræft, og der var ikke mere at gøre, Jeg bestilte en tid til aflivning kl 15:30 Onsdag d 12. November.
Jeg græd. Jeg græd og rystede og hulkede og snottet løb ud af mit ansigt. Min veninde skrev om hun tilfældigt måtte kigge forbi, og jeg advarede hende om min tilstand. Hun kom, og da hun også havde noget på hjertet der skulle snakkes igennem, så fik snakket frem og tilbage.
Da hun tog afsted skete der noget. Noget inde i mig rev sig løs.
Jeg havde lovet mig selv i de 7 år jeg har haft ham, at jeg ikke ville begå selvmord. Hver gang trang og tanke trængte sig på, har jeg skubbet det væk på grund af min kærlighed til Charlie. Ham ville jeg aldrig forlade. Aldrig ville jeg byde ham at miste mig.

Men nu. Nu vidste jeg at skulle miste ham, og jeg mistede al gnist. Den sidste rest af at ønske at kæmpe videre forsvandt. Jeg har helt og aldeles afklaret med, at når jeg kom hjem, og var alene, så ville jeg tage mit eget liv. Der var slet ikke nogen tvivl.

Tingene ville det anderledes.

Jeg fik min far til at køre mig derud denne gang, Betina var i Bjerringbro, som er på vejen, så hun skulle samles op og med derud. Det var hende jeg fik Charlie af i September 2007, som fødselsdagsgave.
Jeg græd hele vejen derud. Ventetiden på at dyrlægen havde tid var tortur. Tænkt engang at vente knust på, at skulle sige farvel til sit eget barn. For altid.
Jeg tror dog ikke helt jeg forstod dér at det rent faktisk var slut.

Jeg kom ind, min far bar Charlie da jeg ikke måtte løfte ham pga en operation jeg havde fået foretaget. Charlie kom op på stålbordet, der i modsætning til de andre gange vi var der, nu havde et blødt tæppe på.
Charlie blev taget forsigtig ud af boksen og lagt på tæppet. Min far stod i baggrunden, tæt trykket op mod døren. Jeg sagde han gerne måtte gå ud, da jeg kunne mærke at han ikke ønskede at overvære det, der skulle ske.

Jeg tog Charlies pote i den ene hånd. Hans hoved i den anden. Han lå stille og sagde intet. Han fik første sprøjten så han faldt i søvn. Jeg mærkede tyngden fra hans hoved i min hånd og hans pote var slap. Jeg kyssede ham oven på hovedet og hviskede "farvel skat".

Og så gik jeg.

Jeg kom ud. Lukkede døren efter mig og gik direkte hen til min far og faldt ind i hans favn og hulkede. Jeg kunne slet ikke kontrollere mig selv. Alt var tabt.
Vi gik alle tre ud i bilen med den toppe transportkasse. Og der gik det så op for mig, at nu er han ikke mere.
Det slog mig i maven og jeg kunne ikke få vejret.
Sådan har jeg det stadig når jeg tænker over det. Jeg føler jeg kvæles når jeg bliver mindet om at Charlie ikke er hos mig mere.

Betina tog med mig hjem og sov.

Det reddede mit liv.

Jeg græd, jeg hulkede, jeg brød sammen gang på gang. Jeg gik i stykker, samledes, og gik i stykker igen.




Hverdagene var tomme bagefter. Jeg kunne ikke holde ud at være i lejligheden alene så jeg flyttede hen til min mor i en periode. Jeg blev overvældet af hvor mange der kondolerede. Jeg kunne mærke at folk godt vidste hvor vigtig han var for mig, og hvor hårdt et tab det var.

Jeg kom til sidst hjem i lejligheden. Jeg forventede at jeg skulle passe på når jeg åbnede døren ind til lejligheden, for han plejede at komme mig i møde. Men det gjorde han ikke.

I køkkenet, på vej ind til soveværelset, gik jeg udenom mad- og vandskål som jeg plejede. Men det var omsonst, for de stod der ikke.

Jeg forventede grus på gulvet ved kattebakken foran døren til badeværelset. men der var hverken grus eller bakke.


Der. Var. Så. Tomt.


Flere gange siden er jeg brudt sammen. Nogle gange kun lidt, men andre gange slås jeg omkuld af sorg. Også selvom jeg er velsignet med en ny dejlig dreng, Marley. Han er en helt anden kat end Charlie, men alligevel er der også fællestræk. Det er helt sikkert det jeg er faldet for ved dem begge.
Puttesyge. Sover med mig. Snaksalige. Sjove. Udtryksfulde øjne.


Det er stadig enormt svært. Sorgen er dyb og tung og jeg kæmper rigtig meget med ikke at belaste omverden med min indre krise.
Tingene gik som de gjorde, men .... hvorfor nu?
Det spørger jeg tit mig selv om.