Er mit hjerte alligevel fucked?

Da jeg var 17, begyndte jeg at døje med nogle mærkelige "bump" i brystet. Det føltes som et hårdt slag fra regionen ved hjertet, og derefter et ophør. Indimellem føltes det som et flimren, en slags kort rysten, som til tider slog lidt af luften ud af mig.

Jeg kom til lægen, fik tjekket hjertet med EKG, fik taget blodprøver, urinprøver, fik foretaget en såkaldt "tilttest", hvor man er spændt fast til et bord, som tiltest x antal grader bagover, (jeg kender ikke formålet, det er mange år siden og jeg fulgte bare trop). Jeg fik sågar en måler på hjertet i 3 dage.

Men intet viste noget - for der var ingen symptomer overhovedet, imens disse prøver og undersøgelser stod på.

Med årene blev det mere udtalt. Oftere. Længere perioder ad gangen. 

Jeg havde nogle episoder med besvimelser, meget pudselig, men stadig ingen påviselige resultater - for symptomerne udeblev ved undersøgelserne.

I sommeren 2014 lå jeg på maven i min seng, og så en film på min daværende computer. Jeg var fuldkommen 100% afslappet og hyggede mig.

Med ét strammedes et usynligt bånd om det nederste af mine ribben, langsomt strammere og strammere, og det gjorde simpelthen så ondt!

Det begyndte at trække om i ryggen og op i halsen. Jeg kunne kun lige akkurat få lidt luft ind, og jeg tænkte for mig selv : "Det er sådan det føles at få et hjerteanfald".

Men så lige så stille løsnedes det hele sig igen, jeg kunne trække vejret normalt, og smerten var væk.

Dette har jeg oplevet nogle gange nu, varierende fra absolut invaliderende smertefuldt og uden næsten at kunne trække vejret, til kortere episoder, hvor det er som om, at smerterne blot begynder, men så går det over.

Jeg snakkede med psyk om det (jeg er jo tilknyttet gennem mange år med diagnoser jadda jadda), og da de utallige EKG'er ikke viste noget (for de blev ikke taget mens der var symptomer), blev det hele kategoriseret som angst. De smertefulde episoder fik navnet "panikangst anfald". (Dette i Randers).

Jeg har så fået det meget værre, og drastisk dalende ,siden foråret. Jeg kom ellers på angstdæmpende medicin sidste år, men det har intet hjulpet. Jeg får også PN - 2 slags, hvoraf jeg kan tage ret meget af den ene, før det skal reguleres - og det virker heller ikke. 

Så jeg hev fat i psyk (nu i Århus, hvor jeg er bor), og klagede min nød, for nu har jeg disse symptomer i hjerteregionen i døgndrift, indimellem afholder det mig fra at falde i søvn lige med det samme, og jeg er meget meget træt hele tiden. Men mest af alt føles det bare så ubehageligt, og jeg har lidt problemer med luften.

Min kontaktperson bad mig udførligt beskrive det hele, og hun vendte det så med min læge derude (på psyk). Han har udelukket at det er angst, og bedt mig udtrykkeligt om at kontakte min læge og få kigget på mit hjerte.

Jamen... suk.

Jeg har så fået en tid Onsdag i denne uge, har måtte vente i en uge, og der er afsat en halv time. 

Det er til en EKG og blodprøver. Jeg har som sagt symptomerne næsten hele tiden, nogle gange så voldsomme at jeg ikke kan trække vejret ordentlig, eller ryster. Men det skulle sateme ikke undre mig, om de udebliver i de 15 sekunder EKG'en kører.

Men jeg insisterer bare på at få en måler på hjem, så den kan registrere i et døgn eller to.

Min kæreste lyttede til min hjerte efter vi fik udelukket angst.

Han sagde det lød som om det havde et ekko. Som om det slog dobbelt.

Men det slår ikke hurtigere, jeg har ikke en hurtigere puls. Men ofte har jeg et rigtig hårdt hjerteslag.

Det er så fucked.

Og helt ekstremt ubehageligt.

Og jeg har sagt det til 0 af mine venner og veninder, for jeg er så skide bange, og jeg magter ikke at nogen som helst skal sidde og tale mig til ro lige nu.

Jeg har min kæreste hos mig, og vi snakker om det når det er nødvendigt.

Han tager med mig til lægen Onsdag og så tager vi den derfra. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan ting. Der er ingen forskel på om jeg sidder helt stille og ser film, eller om jeg går en tur. Så jeg går flere ture med kæresten om ugen, og jeg kan mærke at det er godt for tankerne.

Men nu er det snart jul - igen. Og jeg prøver at fokusere på det. Vi har en hyggelig hule herhjemme og jeg kan godt lide min rytme med at få ting gjort :)

Wow, der er sket meget.

Jeg ville rigtig gerne opridse det hele.

Men jeg er bange for at jeg ville glemme noget, og at den eller de ting, ville føle sig udenfor, glemt og ubetydelig,
Jeg ville rigtig gerne fortælle, at der er sket så mange gode ting, at jeg dårligt kan rumme det, at jeg er blevet udstoppet med glæde og kærlighed, og der har været en masse medvind i mit liv, men så er jeg nødt til at lægge vægt på den anden skål og nævne, at der også er sket knap så gode ting.

Jeg bor nu i Århus, sammen med kæresten, og vi har vores egen hule, sammen med drengene. Vores kærligheden er en stærk lim, så gør, at vi trods vores forskelligheder får det til at fungerer, når bølgerne går højt. Dog råder latter og ømhed oftest.

I December færdiggjorde jeg en novelle - eller det er vel en roman - på 92 sider, som tog mig 66 dage at skrive - på mobil. Jeg er faktisk pissestolt af den, og jeg har den til gennemlæsning og rettelse ved min gode ven, L. Jeg har den dybeste respekt for hans evner i den henseende, så jeg har tiltro til hans arbejde med den.

Jeg er blevet trappet ud af antipsykotisk medicin, og det har været en blandet fornøjelse. Jeg har været igennem rigtig mange følelser og tilstande, pt befinder jeg mig i en voldsom karrusel af aggressioner der pludselig tændes og forsvinder på sekunder, og maniske momenter, som kan vare i alt fra minutter til timer. Jeg forsvinder indimellem ind i min egen verden, og lige pludselig kan jeg befinde mig i ekstrem angst.
Men jeg er stædig og nægter at give op og lade mig knække. Jeg vil se om jeg kan holde ud, og se om det jævner ud, så jeg kan få en mere normal tilstand med tiden.

Jeg har tabt mig. Jeg er gået fra 117 til 108 kg i år. Jeg tabte lidt i Januar, og resten er kommet i løbet af Februar og Marts. Jeg er meget meget tilfreds med det, og kan allerede mærke en kraftig forbedring i mit forhold til min krop. Jeg kan lidt bedre lide at skifte tøj, og f.eks at gå i bad. Altså at skulle forholde mig til min krop.
Jeg håber jeg taber mig mere, nu må vi se.

Nu orker jeg ikke at skrive mere.
Med tiden kommer der outburst og brainfarts fra mig. Dette er blot en opdatering.

ciao.

Når drømme går i vasken

Eller hvordan man nu kan forklare det, som jeg føler lige nu. 


Siden vi fandt sammen har vi haft den store drøm om en dag at bo sammen. Vi har 

skrevet 

os op i boligforeningen i hans by, og senere udvidede det også med min by.

Langsomt - her på det sidste især - er det begyndt at hælde mod min by. Og i 

særdeleshed mod min lejlighed som midlertidig bolig, indtil vi får noget her i byen. 



Men her til aften tog vi en ærlig snak. Og ingen af os er rede til at flytte fra vores

 respektive fødebyer - ergo flytter vi ikke sammen. 

Og dét var ellers drømmen som virkelig holdt mig kørende. 

Drømmen om at bygge den fremtid op, som jeg har ønsket med ham, siden vi mødte 

hinanden. Nu er der ingen umiddelbare planer om at flytte sammen. Og jeg har bare lyst 

til at tude. Og det gør jeg så. 

Øv for pokker. 

Vi afsluttede pænt samtalen, men jeg har lyst til at skrige højt, at det er 

pisseuretfærdigt. At nu var det hele kørt så meget i stilling, at det ikke er fair at det ikke 

bliver til noget. Ikke endnu. 

Jeg ved udmærket godt, at det er et first world problem, men for mig er det en stor ting. 

En stor, nederen ting.

 

Det var det, der gjorde mig så glad :-/


Så nu skal jeg egentlig lede efter en ny lejlighed - kun til Marley og mig. For jeg har ikke 

råd til at 

blive her i det lange løb.

Det bliver hårdt. Jeg kan heller ikke låne pengene af kommunen til indskud, eller få 

dækket flytteomkostningerne.

Så det er faktisk helt og aldeles umuligt for mig at gøre noget som helst. 

Og når jeg tænker over alt det jeg så skal - søge og undersøge og tage stilling til en hel 

masse, så får jeg lyst til at lægge mig i fosterstilling og bare gemme mig.

Men det hjælper jo ikke på noget.

Og jeg føler virkelig at jeg blive kvalt når jeg tænker på det hele. Virkelig. Kvalt.



Det hele er godt nok gået i skuddermudder.

Jeg ville ønske vi bare kunne holde os til planen - der er ikke noget jeg hellere vil

end at bo med ham snart :-/

Når boblen brister.

En masse blev misforstået og mistolket fra min side. Han ved det ikke, men jeg er helt fucked indeni.
Jeg ville ønske at jeg ikke altid fordrejer ting og lægger mere i andres ord og handlinger, end der er.

Han mente helt sikkert ikke noget med det. Ikke noget i den dur som det jeg tolkede det som. Og som jeg nu sidder og kæmper med at skubbe væk..


For angsten den gi'r aldrig op
Når angsten bor i sjæl og krop
Den flammer op så nemt
I hjertet som det blev --

Brændt
1000 gange før
Af én som loved alt
Og smækkede sin dør
Lod mig ligge blå og brændt
Lille bange svag
Med drømmende brændt af
Nu er jeg fuld af tvivl
Om du alligevel er den
Der tænder mig igen
Og brænder mig igen

Lis Sørensen siger det helt præcist som jeg har det.

Jeg følte bare virkelig at han var ved at trække sig.

At jeg følte meget mere for os, end han gjorde.

At han synes at jeg er for omklamrende. At jeg fylder for meget, kræver for meget og er til besvær.

Jeg er virkelig bare damaged goods. 

Det er jeg virkelig.

Om den evindelige ensomhed

Jeg har altid levet med en voldsom ensomhed i og omkring mig.
Fra jeg var barn til nu, har jeg næsten i hvert vågent øjeblik ønsket mig, at der var nogen som tænkte på mig, og som tog den tanke og gjorde den til en hjertelig handling.
Jeg savner ofte det nære i et venskab. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til folk. Spørge folk om at ses og dets lige. Jeg gad virkelig godt at være i et venskab med en pige, hvor man snakker med hinanden ret ofte om alt og ingenting. Det er en helt unik følelse at være en person som andre interesserer sig for.

Men selv når jeg har været sammen med nogen i flere timer eller over et døgn, og jeg er træt og brugt efter at have været 'på', så bliver jeg hurtigt bange for ensomheden igen. Og den kære tomme følelse lader ikke vente på sig særlig længe. Som regel kan en person tage hjem, og inden for en time er jeg ensom igen. Jeg overlever jo fint, men det påvirker helt klart min opfattelse af andre omkring mig. Forstået på den måde, at når jeg ikke hører noget fra andre, så føler jeg mig glemt og til side sat. Og det er godt nok ikke en fed følelse.

Jeg aner dog ikke hvordan jeg formidler dette behov. Egentlig bygger det - og andre tanker og følelser - sig op, og jeg bliver mere og mere påvirket af det. Mere og mere desperat efter kontakt og mere og mere såret over ikke at opnå den.

Så pt pakker jeg mig ind i filmens verden og søvnen. Jeg har - igen - mistet interessen for Skyrim og de fleste andre ting, så jeg er ret tom og prøver bare at passe på mig selv.

Men kors hvor jeg savner en god girltalk fra tiden til anden.

Bah.

En heldig kartoffel.

Jeg sidder i min stue. Den stue med computeren og den dæmpede belysning. Jeg overvejer at sætte mig ind i den anden stue - den med spisebordet og barskabet - og feste med min gæster.
De synger og skåler og jeg vil gerne tilbage til dem. De får mig til at føle mig velkommen. Og her føler jeg mig hjemme.
Jeg vil gerne åbne en øl med dem, eller blande en drink, skåle i shots og synge med på "That don't impress me much". Ingen bytur, det gider vi nemlig ikke!

Problemet ved hele dette scenarie er, at her ikke er nogen. Det stærke ønske om ikke at være alene i aften har givet mig fornemmelsen af, at der kunne have været nogen her. Altså hvis jeg selv skabte dem.


Det var månedsdag i går for Charlies død. Jeg har vænnet mig til at han ikke er her og at Marley nu er den store del af mit liv. Jeg kan ikke leve uden en bedste ven, i fysisk form af en kat. Det gør livet lettere at sluge.
Men det var først i dag at det rigtig slog mig, at der nu er gået 4 måneder siden Charlie døde. Jeg får nu tårer i øjnene og må trække vejret dybt en ekstra gang. Hold kæft hvor har det været hårdt. Og dyrt, på den følelsesmæssige konto. Jeg har lært min lektie, at man kan miste det mest dyrebare i et splitsekund. Det samme gælder for Marley en dag.
I menneskeår blev Charlie 42. Marley er 12 nu. Stadig bare en (møg)unge der er ude på ballade, og som elsker at prøve grænser af. Men han er ved at være godt opdraget. De fleste unoder laver han nu, når jeg afviser ham eller er optaget af noget andet.


Kærligheden giver mig ro. Troels er min klippe. Vi har dog ikke prøvet et stormvejr endnu, men lige med ham føler jeg, at vi nok skal klare os igennem det, når det kommer.
Dog er mit humør og mit sind pt meget ustabilt, men han tager det pænt. Jeg giver også ham plads til at snakke, og til at trække sig hvis han får brug for det. Jeg vil ikke belejre ham. Vi har dog en god balance iogmed at vi er vilde med vores kontakt med hinanden.
Nu skriver jeg "vi", for jeg er sikker på at alt det jeg føler og tænker er gengældt.
Vi vil det samme, vi er samme sted følelsesmæssigt, vi drømmer begge om vores fremtid og snakker om den.
"Vi".

Jeg glæder mig til at forkæle ham i morgen. Det er "Bøf og blowjob dag" og det betyder en del for ham at prøve det.
Jeg har sørget for et par overraskelser udover det åbenlyse. Og jeg er ret sikker på at han vil synes om det ^^

Jeg har haft en god uge, synes jeg. Hygget med mor, besøg af en veninde, set Troels (og igen i morgen). Jeg er blevet forkælet med rare ting og ord. Og jeg skal ikke klage.

Men hver weekend ender jeg i den samme suppedas, at jeg føler at nogle afviser mig. Jeg burde lære at lade være med at spørge folk om at ses ifm weekend og festivitas. Jeg bliver så bitter og såret, når så mange siger nej. Hver weekend.
Jeg bliver jo god igen og kan sagtens sætte mig i deres sted. Men en aften som i aften hvor jeg trænger til at reagere udad, så er det altså svært at være skubbet til side.

Og så tror jeg også at jeg lægger for meget i de fleste relationer.
Jeg savner bare tilhørsforhold. Samtaler. At blive spurgt ind til af nogle af de mennesker som jeg interesserer mig for.

Dog er jeg velsignet med et vennepar, som jeg har kendt i mange år. De er der i en ruf når jeg har brug for det, og jeg er simpelthen bare så glad for dem! Kvinden i forholdet kan jeg være 100% mig selv med. Uden at blive målt, vejet eller dømt.
Manden har jeg 1000 emner at snakke med om, bl.a. skriver vi pt en historie hver i sær, på baggrund af nogle fælles retningslinier vi har stillet op.
Det er super spændende hvad det bliver til!


Så selv i går var træls og i dag er lidt værre, så er jeg heldig.

En heldig kartoffel.

Om tarme, kræft og blodpropper.

Okay, jeg vil lige ridse noget helbredsmæssigt op.

Jeg har i mange år døjet med mit fordøjelsessystem. I November eskalerede det med smerter i venstre side, så jeg dårligt kunne rette mig op. Gik til lægen, hun mærkede noget hårdt, konkluderede forstoppelse og jeg blev ordineret Movicol mod forstoppelse.
Jeg havde ikke forstoppelse, og Movicol'en ændrede ikke på noget. Efter 4 dage gik det over. Men min mave var stadig øm til tider når jeg skulle det ene eller andet på toilettet.
I Januar var det ok det meste af tiden. Jeg fik dog stadig nogle jag i maven omkring livmoder og tarmen, når jeg virkelig skulle tisse.
I Februar søgte jeg til min læge, og nu er jeg så i gang med en gluten kur, hvor jeg skal spise hvid brød hver dag, til og med d 13. Marts, hvor jeg skal have taget blodprøver. Hun (lægen) mistænker lidt at jeg lider af cøliaki (glutenintolerans). Så nu prøver vi det.
Og min mave bliver hele tiden værre og værre. For nyligt kom der en - og nu skal man nok ikke læse med hvis man er sart - en kugle ud. Helt rundt og ikke den farve den skal have fra dén exit.
Jeg blev lidt nervøs, men slog det hen.
Nu er jeg dog nervøs igen. For hvad i alverden var det for en kugle? Der kommer indimellem også ufordøjet mad ud. Det tegner sgu ikke godt, synes jeg.
Jeg burde dog få svar indenfor de næste 3 uger.

Hvis det IKKE er cøliaki, så vil min læge have mig undersøgt for knuder i tarmen. Cyster om man vil. Og celleforandringer. Celleforandringer kan være forstadiet til kræft.

Og det får mig så til at tænke på den der idé jeg har, om at jeg altid har været sikker på at dø før mine forældre. Jeg kan ikke rigtig forestille mig livet uden dem. Især min mor, som jeg er utrolig tæt med. Hun holder også styr på nogle aspekter af mit liv, som jeg ikke selv kan varetage.
Da jeg var teenager var jeg sikker på at dø inden jeg blev 21. Da jeg så rundede 21 var det en meget underlig følelse. At "overleve" på en måde. Senere var jeg sikker på at jeg ikke ville blive 30. Og nu er jeg 32.
Og selvfølgelig, så sidder jeg nu med en klar overbevisning om, at jeg ikke bliver 40. Jeg kan på ingen måde forestille mig at runde et skarpt hjørne mere. Og jeg har altid været sikker på, at jeg går herfra af én ud af to mulige grunde.
Selvmord.
Eller kræft.

Selvmord tror jeg ikke det bliver. Jeg har ikke nosser til det, og mine nedture er som regel kortere end de var for bare 1½-2 år siden - og før det.
Jeg er også blevet bedre til at glæde mig over de gode ting, og skubbe noget af det negative syn på alting væk. Det går måske ligefrem fremad.

Men kræft. Det er ikke særlig udbredt i min familie, så det er ikke specielt rationel at tro det bliver dén exit jeg får.
Det er langt mere udbredt at få blodpropper i min familie. Rent faktisk er de fleste gået herfra pga blodpropper. Og min mormor, morfar, onkel, moster, mor,og min bioligiske far har haft blodpropper. Halvdelen af dem er døde af det. Det er faktum, så jeg skal nok ikke stikke mig selv blår i øjnene.


Men men, de fleste ting må man tage når de kommer.
Jeg glæder mig over en god fornemmelse mht min kæreste, at jeg har en dejlig og tilsyneladende rask kat, mad i køleskabet og tivolistænger i skabet.
Og selvfølgelig : Skyrimfeber!