Om tarme, kræft og blodpropper.

Okay, jeg vil lige ridse noget helbredsmæssigt op.

Jeg har i mange år døjet med mit fordøjelsessystem. I November eskalerede det med smerter i venstre side, så jeg dårligt kunne rette mig op. Gik til lægen, hun mærkede noget hårdt, konkluderede forstoppelse og jeg blev ordineret Movicol mod forstoppelse.
Jeg havde ikke forstoppelse, og Movicol'en ændrede ikke på noget. Efter 4 dage gik det over. Men min mave var stadig øm til tider når jeg skulle det ene eller andet på toilettet.
I Januar var det ok det meste af tiden. Jeg fik dog stadig nogle jag i maven omkring livmoder og tarmen, når jeg virkelig skulle tisse.
I Februar søgte jeg til min læge, og nu er jeg så i gang med en gluten kur, hvor jeg skal spise hvid brød hver dag, til og med d 13. Marts, hvor jeg skal have taget blodprøver. Hun (lægen) mistænker lidt at jeg lider af cøliaki (glutenintolerans). Så nu prøver vi det.
Og min mave bliver hele tiden værre og værre. For nyligt kom der en - og nu skal man nok ikke læse med hvis man er sart - en kugle ud. Helt rundt og ikke den farve den skal have fra dén exit.
Jeg blev lidt nervøs, men slog det hen.
Nu er jeg dog nervøs igen. For hvad i alverden var det for en kugle? Der kommer indimellem også ufordøjet mad ud. Det tegner sgu ikke godt, synes jeg.
Jeg burde dog få svar indenfor de næste 3 uger.

Hvis det IKKE er cøliaki, så vil min læge have mig undersøgt for knuder i tarmen. Cyster om man vil. Og celleforandringer. Celleforandringer kan være forstadiet til kræft.

Og det får mig så til at tænke på den der idé jeg har, om at jeg altid har været sikker på at dø før mine forældre. Jeg kan ikke rigtig forestille mig livet uden dem. Især min mor, som jeg er utrolig tæt med. Hun holder også styr på nogle aspekter af mit liv, som jeg ikke selv kan varetage.
Da jeg var teenager var jeg sikker på at dø inden jeg blev 21. Da jeg så rundede 21 var det en meget underlig følelse. At "overleve" på en måde. Senere var jeg sikker på at jeg ikke ville blive 30. Og nu er jeg 32.
Og selvfølgelig, så sidder jeg nu med en klar overbevisning om, at jeg ikke bliver 40. Jeg kan på ingen måde forestille mig at runde et skarpt hjørne mere. Og jeg har altid været sikker på, at jeg går herfra af én ud af to mulige grunde.
Selvmord.
Eller kræft.

Selvmord tror jeg ikke det bliver. Jeg har ikke nosser til det, og mine nedture er som regel kortere end de var for bare 1½-2 år siden - og før det.
Jeg er også blevet bedre til at glæde mig over de gode ting, og skubbe noget af det negative syn på alting væk. Det går måske ligefrem fremad.

Men kræft. Det er ikke særlig udbredt i min familie, så det er ikke specielt rationel at tro det bliver dén exit jeg får.
Det er langt mere udbredt at få blodpropper i min familie. Rent faktisk er de fleste gået herfra pga blodpropper. Og min mormor, morfar, onkel, moster, mor,og min bioligiske far har haft blodpropper. Halvdelen af dem er døde af det. Det er faktum, så jeg skal nok ikke stikke mig selv blår i øjnene.


Men men, de fleste ting må man tage når de kommer.
Jeg glæder mig over en god fornemmelse mht min kæreste, at jeg har en dejlig og tilsyneladende rask kat, mad i køleskabet og tivolistænger i skabet.
Og selvfølgelig : Skyrimfeber!