Om den evindelige ensomhed

Jeg har altid levet med en voldsom ensomhed i og omkring mig.
Fra jeg var barn til nu, har jeg næsten i hvert vågent øjeblik ønsket mig, at der var nogen som tænkte på mig, og som tog den tanke og gjorde den til en hjertelig handling.
Jeg savner ofte det nære i et venskab. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til folk. Spørge folk om at ses og dets lige. Jeg gad virkelig godt at være i et venskab med en pige, hvor man snakker med hinanden ret ofte om alt og ingenting. Det er en helt unik følelse at være en person som andre interesserer sig for.

Men selv når jeg har været sammen med nogen i flere timer eller over et døgn, og jeg er træt og brugt efter at have været 'på', så bliver jeg hurtigt bange for ensomheden igen. Og den kære tomme følelse lader ikke vente på sig særlig længe. Som regel kan en person tage hjem, og inden for en time er jeg ensom igen. Jeg overlever jo fint, men det påvirker helt klart min opfattelse af andre omkring mig. Forstået på den måde, at når jeg ikke hører noget fra andre, så føler jeg mig glemt og til side sat. Og det er godt nok ikke en fed følelse.

Jeg aner dog ikke hvordan jeg formidler dette behov. Egentlig bygger det - og andre tanker og følelser - sig op, og jeg bliver mere og mere påvirket af det. Mere og mere desperat efter kontakt og mere og mere såret over ikke at opnå den.

Så pt pakker jeg mig ind i filmens verden og søvnen. Jeg har - igen - mistet interessen for Skyrim og de fleste andre ting, så jeg er ret tom og prøver bare at passe på mig selv.

Men kors hvor jeg savner en god girltalk fra tiden til anden.

Bah.