En heldig kartoffel.

Jeg sidder i min stue. Den stue med computeren og den dæmpede belysning. Jeg overvejer at sætte mig ind i den anden stue - den med spisebordet og barskabet - og feste med min gæster.
De synger og skåler og jeg vil gerne tilbage til dem. De får mig til at føle mig velkommen. Og her føler jeg mig hjemme.
Jeg vil gerne åbne en øl med dem, eller blande en drink, skåle i shots og synge med på "That don't impress me much". Ingen bytur, det gider vi nemlig ikke!

Problemet ved hele dette scenarie er, at her ikke er nogen. Det stærke ønske om ikke at være alene i aften har givet mig fornemmelsen af, at der kunne have været nogen her. Altså hvis jeg selv skabte dem.


Det var månedsdag i går for Charlies død. Jeg har vænnet mig til at han ikke er her og at Marley nu er den store del af mit liv. Jeg kan ikke leve uden en bedste ven, i fysisk form af en kat. Det gør livet lettere at sluge.
Men det var først i dag at det rigtig slog mig, at der nu er gået 4 måneder siden Charlie døde. Jeg får nu tårer i øjnene og må trække vejret dybt en ekstra gang. Hold kæft hvor har det været hårdt. Og dyrt, på den følelsesmæssige konto. Jeg har lært min lektie, at man kan miste det mest dyrebare i et splitsekund. Det samme gælder for Marley en dag.
I menneskeår blev Charlie 42. Marley er 12 nu. Stadig bare en (møg)unge der er ude på ballade, og som elsker at prøve grænser af. Men han er ved at være godt opdraget. De fleste unoder laver han nu, når jeg afviser ham eller er optaget af noget andet.


Kærligheden giver mig ro. Troels er min klippe. Vi har dog ikke prøvet et stormvejr endnu, men lige med ham føler jeg, at vi nok skal klare os igennem det, når det kommer.
Dog er mit humør og mit sind pt meget ustabilt, men han tager det pænt. Jeg giver også ham plads til at snakke, og til at trække sig hvis han får brug for det. Jeg vil ikke belejre ham. Vi har dog en god balance iogmed at vi er vilde med vores kontakt med hinanden.
Nu skriver jeg "vi", for jeg er sikker på at alt det jeg føler og tænker er gengældt.
Vi vil det samme, vi er samme sted følelsesmæssigt, vi drømmer begge om vores fremtid og snakker om den.
"Vi".

Jeg glæder mig til at forkæle ham i morgen. Det er "Bøf og blowjob dag" og det betyder en del for ham at prøve det.
Jeg har sørget for et par overraskelser udover det åbenlyse. Og jeg er ret sikker på at han vil synes om det ^^

Jeg har haft en god uge, synes jeg. Hygget med mor, besøg af en veninde, set Troels (og igen i morgen). Jeg er blevet forkælet med rare ting og ord. Og jeg skal ikke klage.

Men hver weekend ender jeg i den samme suppedas, at jeg føler at nogle afviser mig. Jeg burde lære at lade være med at spørge folk om at ses ifm weekend og festivitas. Jeg bliver så bitter og såret, når så mange siger nej. Hver weekend.
Jeg bliver jo god igen og kan sagtens sætte mig i deres sted. Men en aften som i aften hvor jeg trænger til at reagere udad, så er det altså svært at være skubbet til side.

Og så tror jeg også at jeg lægger for meget i de fleste relationer.
Jeg savner bare tilhørsforhold. Samtaler. At blive spurgt ind til af nogle af de mennesker som jeg interesserer mig for.

Dog er jeg velsignet med et vennepar, som jeg har kendt i mange år. De er der i en ruf når jeg har brug for det, og jeg er simpelthen bare så glad for dem! Kvinden i forholdet kan jeg være 100% mig selv med. Uden at blive målt, vejet eller dømt.
Manden har jeg 1000 emner at snakke med om, bl.a. skriver vi pt en historie hver i sær, på baggrund af nogle fælles retningslinier vi har stillet op.
Det er super spændende hvad det bliver til!


Så selv i går var træls og i dag er lidt værre, så er jeg heldig.

En heldig kartoffel.