Kampen mod stoltheden

Der er sikkert mange, som tænker at når man uddyber mindre positive ting, så søger man medlidenhed. Jeg kan ikke svare på om jeg har sådan et behov. Men jeg foretrækker at uddybe ting, som går mig på.  Jeg uddyber også de positive ting.

Jeg blev - som nogen ved - opereret i maven i Fredags. En sterilisation. Da jeg sad på opvågningen senere tænkte jeg over at jeg ville skrive en dyb blog om det, at fravælge børn.
Det behov har jeg ikke længere.
I stedet vil jeg ridse noget om, om min stolthed.

Jeg har aldrig krævet min ret ift kommunerne jeg har boet i. Jeg har altid syntes at det var nedværdigende at være på offentlig støtte, og jeg har skammet mig over at fortælle folk "hvad jeg laver til hverdag". Hvor svaret er 'ingenting'.
Jeg plejer dog i det store og hele at kunne få mine hverdage til at hænge sammen, som en af de få ting jeg har selv, som jeg rent faktisk kan.
Jeg får hjælp og støtte af psykiatrien og jeg har bostøtte 1-2 gange om ugen.
Mine forældre hjælper mig også meget.

Og nu er jeg så blevet opereret. Den første uge må jeg ingenting. Jeg må (og det gælder så i 6 uger) ikke løfte 2 kilo eller derover. Jeg må ikke strække mig helt ud. Jeg må ikke ligge på maven (det har jeg dog gjort 1 gang i søvne). Der er flere ting.
jeg prøver at passe godt på, men jeg synes det er rigtig (for at bruge et godt jysk udtryk) træls at være så afhængig af andres hjælp.

I dag er ingen undtagelse. Jeg skulle have haft noget hjælp, men det blevet aflyst her for lidt siden. Og nu er jeg så lidt tvunget til at spørge andre. Jeg har en på sidelinien til at træde til. Og det er jeg taknemmelig for.
Men jeg er ikke glad ved at skulle spørge. Eller at være så afhængig. Jeg vil så gerne bare selv, eller i det mindste hjælpe til.
Og jeg får hurtigt (har den allerede) følelsen af at folk finder mig doven. Lasket. At jeg spiller på min nuværende tilstand.
I dag har jeg grædt over det, og jeg tror det bliver nogle lange 6 uger.
Jeg fik ting med hjem i går af min mor, da jeg skulle hjem og være i min egen lejlighed.
Men her i dag kom jeg til at se at jeg manglede nogle ting, mere end 2 kilo i indkøb. Og jeg kan ikke bare selv hente de ting.

ARGH!

Så min stolthed er en forfærdelig størrelse. Jeg ville ønske at jeg kunne parkere den udenfor døren eller bare bide den i mig.
Men jeg må nok ned fra min 'jeg-kan-selv' hest og bede om den hjælp jeg har brug for.

This is painful.