At være ovenpå og nogle gange manisk

Tiderne skifter sammen med årstiden og jeg har det bedre. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig kæmper hver dag. Lige for tiden er jeg en blanding af "ovenpå" og "manisk".
Når jeg er ovenpå så kan jeg ting. Rydde op, tage opvask og andre opgaver herhjemme. Jeg har nemmere ved at gå ud af mit hjem og være ude.
Når jeg er manisk er jeg her, der og alle vegne. På en absolut ikke særlig rar måde. Jeg higer efter et fix konstant. Når det første er opnået, så skal jeg videre til næste.
Mine fix består tit og oftest af fester. Det gør min tid også, når jeg er nede. Men når jeg er manisk, så er jeg helt ude af kontrol. Og jeg opnår ofte drama og usmarte bemærkninger og udtalelser. Hvorefter jeg skammer mig til døde. For hvor siger jeg dog mange enormt ucharmerende ting.

Indimellem får jeg behovet for at være midtpunkt. Og når jeg opnår det, så fyldes jeg af et ubehag. For jeg dur ikke til at være midtpunkt. Jeg bryder mig slet ikke om det. Og meget af stræben efter at være "center of attention" handler om, at jeg prøver at være sjov. Nedgør som regel mig selv, eller tilegner mig nedgørende holdninger om mig og andre.

Jeg burde snart lære at tøjle mig selv. Få lidt mere kontrol over mig selv, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er også rigtig dårlig til at få sagt ordentlig tak, til at spørge pænt og til nogle gange bare at tie stille og lade andre komme til.
Men alkohol har som regel den virkning at alle begrænsninger og grænser flyttes.

Så i dag, efter endnu en omgang druk, sidder jeg med følelsen i maven af at være en idiot.


Men men, man skal jo rejse sig ved det træ man er faldet. Så jeg vil snarest forsøge at være social igen, og øve mig i at tænke mig bedre om, inden jeg åbner munden. Det vil helt sikkert gavne min venskabers og bekendtskabers levetid.