Fanget i systemet.

Jeg har modtaget offentlige ydelser siden jeg fyldte 18. Fra jeg var 19-20 arbejdede jeg et års tid på en fabrik. Ellers har jeg fået kontanthjælp i snart 14 år.
Det er med tungt hjerte at jeg skriver denne blog. For i dag viste systemet sig igen fra sin grimme side.
Jeg får - udover min kontanthjælp - boligstøtte og paragraf 34. Sidstnævnte er en støtte til ekstra høje boligudgifter.
I denne måned fik jeg den ikke udbetalt. Så nu går mine alarmklokker i gang.
Er der kommet nogle oplysninger ind ift min boligsituation, som fjerner støtten ?
Har jeg klokket i det et eller andet sted, så jeg ikke kan få den mere ?
Er det blot en lille fejl som kan blive rettet når jeg ringer til kommunen i morgen tidlig?
Er der tidsbegrænsning på paragraf 34?
Og hvis nu den bliver taget fra mig, hvad gør jeg så ? Så har jeg dårlig nok penge til at betale mine udgifter. Og jeg kommer til at stå uden penge til ret meget andet end havregryn.

11 sammenhængende år har jeg nu fået kontanthjælp. Det startede i september 2003 da jeg blev ledig.
Siden da har jeg kæmpet med næb og kløer for at få tingene til at hænge sammen. For nogle år siden overlod jeg det økonomiske til min mor, idet jeg stiftede for megen gæld og ikke kunne holde styr på pengene, så alt kunne blive betalt. Det var en klog beslutning, og den ordning kører stadig.
Det skal dog nok lige tilføjes, at hvis min mor pludselig dør, så fortsætter mine penge med at løbe over på hendes konto, og vil derfor blive medregnet som en del af min mors formue. Og dermed vil min bror være arveberettiget til halvdelen af mine penge. OG jeg kommer ikke til at kunne røre mine egne penge (betale regninger og leve) før min mors bo er gjort op.
Men der er ingen andre muligheder for økonomisk værge, så den tid - den sorg.

Men altså. 11 år på skideren.
Jeg har, siden jeg blev 20, ikke kunnet deltage i ret mange aktiviteter med mine venner og bekendte. Tog ikke på ferie med nogen. Ikke engang med i sommerhus, for kunne ikke give penge til maden eller få råd til at bus til stedet. Jeg har ikke rigtig været i biografen. Eller på café. Eller ude at spise. Jeg har ikke været ude og se ting, som koster penge i indgang. Jeg har ikke været ret meget udenfor den by jeg har boet i, da det ville koste for meget.

I flere år boede jeg i København, hvor jeg spenderede det meste af min tid i min lejlighed.
Jeg ville gerne, i de år hvor jeg formåede at komme ud til ting, have gået på aftenskole eller taget et kursus som jeg ville have fået glæde af. Ting som kommunen ikke støtter.
Men kontanthjælpen er ment som en midlertidig støtte, og det er helt fint i min optik. Det er sådan det skal være. Men når man pludselig finder sig selv på kontanthjælp på snart 12. år, så er der noget galt.
Jeg har forsøgt at søge pension. Sagen blev trukket i langdrag og henlagt flere gange. Til sidst måtte jeg give op og flytte tilbage til Jylland til min familie, da jeg simpelthen ikke havde råd eller psykisk overskud til at blive i København.
Nu er jeg i gang med et "ressourceforløb". Dette går ud på at afdække styrker og begrænsninger ift uddannelse og arbejde. Og det er godt tiltag. Bestemt. Men jeg blev i Kbh vurderet til ikke at kunne varetage et job eller tage en uddannelse, og ej heller ville komme til det. Dette bliver ignoreret, da lovgivningen omkring førtidspension er strammet så meget som de er.

Så nu fornemmer jeg lidt,at ressourceforløbet skal holde mig på kontanthjælpen, indtil at jeg kan komme på pension. Måske for at spare penge ?
Som jeg kan forstå så betaler staten tilskud til den kontanthjælp som kommunerne udbetaler. Hvorimod pension udelukkende hænger på kommunernes skuldre.

Næste skridt i mit liv og i mit forløb bliver, at søge hjælp udenfor systemets fire vægge. Om det bliver medierne, en advokat, en lokalpolitikker - det vil tiden vise.