Svigt og tillid.

Jeg kan godt mærke at jeg er blevet svigtet og skuffet meget i mit liv.

Især af mænd.

Det hele er vel startet med, at min biologiske far forlod min bror og jeg da vi var små. Og derefter viste han ingen interesse for at have noget med os at gøre. Vi har dog været heldige at få en anden og bedre far, men det har helt klart sat nogle spor hos mig.

Mænd svigter.

Den tanke har floreret i mit hoved i mange år efterhånden.

Jeg husker min første forelskelse. Jeg gav ham et kærestebrev og han kvitterede med at vise det til sin klasse, som efterfølgende latterliggjorde mig resten af det skoleår.

Min første rigtige kæreste, som jeg var sammen med i knap 2 måneder, var mig utro med 9.

Jeg endte flere gange med at være "den anden kvinde", for fyre i forhold.

Ofte blev jeg lovet guld og grønne skove af disse fyre, men i stedet endte jeg med sure kærester på nakken.

Jeg er blevet lokket til nøgenbilleder og sex, blot ved at fyren sagde og gjorde de rigtige ting. Når de havde fået det de gik efter, hørte jeg aldrig fra dem igen.

Og hver gang var jeg overbevist om, at det helt sikkert var den helt store kærlighed. For mig.

Det har så affødt en masse bitterhed. Mange har gennem årene opfattet mig som kølig og afklaret med tilfældige sex og skiftende partnere.

Det har aldrig rigtig været noget jeg har været okay med.

Ofte - rigtig ofte - har jeg siddet tilbage, grædende, med følelsen af at være udnyttet.

Jeg blev mere og mere sikker på, at med alle de frøer jeg skulle kysse, så måtte der snart komme en prins til mig. Men det gjorde der ikke.

Nu må du, kære læser, ikke få det indtryk at jeg har trukket mig fra kærlighed og er bitter og kold nu.

Det er jeg ikke.

Men jeg er ikke så blind og naiv mere. Jeg holder kortene tættere ind til kroppen og ønsker ikke at involvere mig for hurtigt. Med nogen som helst. Jeg er skeptisk og paranoid til tider. Jeg stoler ikke rigtig på nogens motiver for at være sammen med mig. Dog mest gældende mænd.

Jeg husker også, dog med gru, min omtale af mig selv på en anden blog, efter enden en omgang brændte naller. Jeg omtalte mig selv som en spermdåse. En affaldscontainer.

Jeg gav så meget, alt for meget, og fik så lidt igen. Men det skete fordi jeg satsede hele butikken på den dårligste hest i stalden.

Jeg var så utrolig naiv og troede på det allerbedste i alle.

Det er nu ikke fordi at jeg ikke kan se det gode i folk jeg møder mere. Det kan jeg godt. Men jeg ser bare også ret hurtig fejl, som jeg lige skal fordøje. For mig er det ofte faresignaler på svigt og udnyttelse. Det er som regel de tanker der dukker først op i mit hoved, når en person afviger fra en aftaler, eller hvis de skifter mening.

Men med tid kommer råd, og jeg skal nok få genopbygget min tillid til andre mennesker igen. Det tager bare tid, og ... tid tager tid.

Men jeg er optimist for det meste.

Det skal nok blive bedre.