Om at skrive dagbog og forklaring på hvorfor.

Det hele startede i 1994 da jeg til jul fik en dagbog i gave af min mormor. Den var pink og lyseblå med et hestehoved på, og der stod "Dagbog" med guldbogstaver. Bogen blev holdt lukket med en lille lås og der fulgte en nøgle med.
Jeg tror jeg skrev første side nytårsaftensdag det år. Jeg ville oprindeligt begynde med at fortælle at det altså var nytårsaften om få timer og at jeg glædede mig, men det endte med at jeg nedgjorde mig selv. Jeg omtalte mig selv i lidet flatterende vendinger og understregede hvor stor en taber jeg var.
Jeg var 12 på det tidspunkt.

Det blev en tilbagevendende begivenhed at jeg skrev sådan. Andre gange skrev jeg frustrationer ud over mennesker omkring mig. Andre gange skrev jeg om de ting som jeg interesserede mig for.
Min dagbog bar meget præg af at jeg var 12, men også at jeg havde et tungt sind.

Jeg fortsatte med jævnligt at skrive dagbog, og snart skulle jeg have bog nummer 2. Det blev et kladdehæfte fra "Harley Davidson" med en motorcyklist-herre-model på forsiden. Her skrev jeg en anelse mere modent, hvilket passede fint, da jeg efterhånden var 14.
Bogen blev også fyldt op og snart efter fik jeg den lysblå bog i kunstpapir med delfinen - OG lås igen.
I 1999 fik jeg en af de store kinabøger. Navnet siger måske ikke mange noget, men det er de store sorte bøger med røde hjørner og linieret papir i.
Og jeg begyndte at skrive hver dag. Det var i den periode hvor jeg gik i 10. og snart skulle på gymnasiet. Jeg fik min første kæreste og min første piercing, som var en tungepiercing. Jeg begyndte at drikke alkohol - mere end 1 drink på en aften. Der skete meget.

Så fulgte lidt tid fra starten af 2000 til efteråret samme år, hvor jeg ikke rigtig skrev. Det var simpelthen for kaotisk. Jeg kom på gymnasiet men måtte droppe ud i foråret 2000. Dengang blev det kaldt "uspecificeret mobning", men den reelle grund, kan jeg se i dag var, at jeg blev paranoid for fuld skrue. Jeg så vitterlig fjender og sammensværgelser alle steder. Musik blev som en barriere mellem mig og verden omkring mig - hvilket den altid havde været, men nu omfavnede jeg den.
Jeg kom på produktionsskole og lærte at bruge en symaskine til andet og mere end pudevår. Jeg begyndte også at ryge fede, og det dulmede mit verdenshad.

I August 2000 kom jeg på HF, for at prøve at få en studentereksamen på en eller anden måde. Jeg havde på det tidspunkt skidt i nælderne overfor en nær veninde, som jeg også skulle gp i klasse med. Så det blev pinefuldt ikke at snakke med hende mere, men samtidig at skulle dele klasseværelse.
Jeg begyndte at hænge med et par hippier, og røg atter en masse fed. Jeg blev mere og mere distanceret fra skole, hverdagen og problemerne.
Og så en dag, midt i en matematiktime, hvor jeg intet forstod af hvad min lærer forklarede, fik jeg en psykose. Min første reelle psykose.
Jeg trak mig fra timen. Rejste mig slet og ret bare op og gik. Kom ud i fælleshallen og satte mig på et bord. Jeg tog en blok frem, skrev lidt linjer ned, som endte med at være mit første sygdomsforløbs-digt. Dette startede mit dagbøgsskriveri op igen. Jeg forlod HF den dag og kom aldrig tilbage i uddannelsessystemet igen.

Tilgengæld skrev jeg igen. Denne gang blev det dog råt for usødet. Jeg lagde kortene på bordet i skrift og beskrev de ting der skete så godt jeg kunne. F.eks omtalte jeg min paranoia - som jeg dengang ikke vidste at det var - for "skyer".
Skyer som flød over himlen, mørke og truende og med masser af fortvivelse og ondskab. Og jeg blev helt fyldt op af sorg og selvhad.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at beskrive de ting som foregik, men dengang kunne jeg ikke sætte ordentligt ord på det.

Så fulgte nogle stille år. Jeg skrev et par dagbogsblade som breve. Men ellers kæmpede jeg selv med mit uvejr. Da jeg kom ud for en mindblowing oplevelse i November 2004, hvor mit daværende største ønske gik i opfyldelse (at møde Rammstein), begyndte jeg at skrive igen, denne gang som en novelle. Jeg blandede egne erfaringer og fiktion sammen og fik dermed skrevet "Lana", en historie på 139 sider. Det var en milepæl for mig. Jeg havde aldrig skrevet meget fiktion, men denne historie blev skelsættende for mig i forhold til at skrive. For med den fulgte en 9 år lang skriveblokade overfor fiktionsnoveller.

I 2005 begynder jeg i terapi i Randers. Gruppeterapi. Og der bliver revet op i rigtig mange ting. Jeg slås og jeg bearbejder mange ting, og samtidig med det skriver jeg en del digte. Og så påbegynder jeg dagbog igen, denne gang bare et Word dokument på min computer.
Senere på året melder jeg mig ind på Blackmarket og lærer en helt anden verden at kende. Siden er et forum og online værested for alternative mennesker. Primært er det folk fra København, men jeg nyder at skrive frem og tilbage med nye og spændende mennesker.
Mine dagbøger på det tidspunkt bærer stærkt præg af min sygdom, som nu er i fuld - og ukontrolleret - flor. Men jeg beskriver det bedre og lærer faktisk en del af det.

Jeg ender med at flytte til København for en kæreste jeg har fundet gennem Blackmarket. Jeg river simpelthen alt op med rode, smider et halvt liv væk i materielle ting, og rykker østpå.
Jeg bliver meget mere aktiv på Blackmarket og skrive mange blogs. Ikke særlig velovervejede blogs og jeg ender mere og mere i uføre i forhold til andre brugere. Jeg kan slet ikke begå mig i dette universe: dagbøger - eller blogs - som pludseligt ligger til offentlig skue. Men jeg skriver ufortrødent videre, selvom jeg får mang hug fra de folk som mine blogs berører.

Jeg bliver single, jeg flytter rundt på må og få, jeg kan ikke slå rødder. Men mine blogs følger mig på Blackmarket og stadig med mere og mere modvind.
Jeg gemmer i den periode mine blogs, og jeg har dem stadig den dag i dag.

I 2007-2008 kulminerer mit manglende fodfæste med situationer og verden generelt. Jeg får kortvarigt - men intenst- en kæreste som kommer til at forandre mit liv. Jeg skriver først om alt det gode. Men det ender efter 4 uger, da vi til en nytårsfest rager uklar. Også dette beskriver jeg i mine blogs. Jeg beskriver også situationer og udtalelser med andre mennesker omkring mig og ham. Det hele ender i ragnarok, da jeg - slået helt itu og uden nogen form for tillid - skriver det hele ud på Blackmarket. For første gang berører jeg emnet "selvmord", og det tolkes som et ønske om at begå selvmord. Det kommer fyren for ører og han sender politiet ud dagen efter for at se til mig.
Det blev en brat opvågning for mig. Jeg havde skrevet mig ind i et hjørne, hvor folk var blevet bange for mig, for hvad jeg kunne finde på at gøre, hvad jeg kunne finde på at sige og skrive.
Jeg indså at jeg langsomt havde gravet min egen grav. Så jeg slettede mig fra Blackmarket og skrev lidt dagbog på computeren igen.

Jeg vendte dog tilbage, stadig lige kaotisk, men lidt mere velovervejet i forhold til de emner jeg bragte op. Stadig skød jeg med skarpt efter andre, og jeg kom tid med slet skjulte hentydninger til negative opfattelser af folk omkring mig.
Jeg havde mange læsere, men også rigtig mange konflikter. Jeg forstod bare ikke hvorfor folk ikke kunne se at det handlede om MIN opfattelse af tingene. Det var ikke ment som at hænge ud.
Men sådan var det jo. Jeg hængte jo folk ud, og jeg måtte virkelig tænke mig grundigt om.

Det blev dog ikke mærkbart bedre de næste år. Men jeg kom til at kende flere gennem disse sociale medier. Og jeg fandt langsomt håndgribelige emner at skrive om. Især min "kunst" (jeg bryder mig ikke om at kalde mine papirklip kunst, men det er heller ikke 'bare' en hobby) affødte positiv opmærksomhed og positive reaktioner. Jeg slubrede det i mig og nød det.

Jeg stoppede ikke med at skrive blogs. Men de seneste par måneder har jeg rykket mine dybere tankers nedfældelse over til dette format - online blog, som ikke er afhængig af et forum med brugere. Her på blogger/blogspot føler jeg, at jeg kan skrive frit. På samme måde som at sidde og snakke med sig selv. Jeg ved der er folk som læser med, og det er fint. Jeg er glad for at nogen kan finde interesse for mine skriblerier. Det er en positiv trøst.
Men jeg gør det for mig.
For første gang i mit liv skriver jeg blog for min skyld. Fra jeg var 12 år og indtil nu har jeg skrevet med henblik på at det skulle læses. I mange år anså jeg det for at være mit eftermæle - en forklaring på begrebet 'mig' når jeg ikke var her mere. Fordi jeg altid havde - og har -  en stærk følelse af, at jeg ikke blive så gammel. Men så konkluderede jeg, at det var på tide at vende bøtten og efterlade en mere positivt epilog på mit liv :)

So, there you go.