Afklaring på vej?

Taget fra Facebook :

Er helt rundt på gulvet. I går ringede kommunen om, at jeg skal møde torsdag (i morgen) kvart over ti. Dette blev bekræftet i dag efter lidt usikkerhed. Jeg skal møde op i morgen. Problemet er at hverken min kontaktperson i psykiatrien eller min bostøtte kan tage med mig med så kort varsel. Og det er ikke et hvilket som helst møde... Det er det møde hvor kommunen og et udvalg ad eksperter vurderer om jeg skal i arbejde/uddannelse eller indstilles til pension.
Jeg har dårligt sovet i nat, og den kommende nat bliver vist ikke meget anderledes.... Jeg. Er. Så. Nervøs.

Det er faktisk et rigtig vigtigt møde - for mig. Jeg vil vædde med at det er standard procedure for kommunen, og det ender med garanti med en afgørelse på, at jeg skal afklares ift arbejdsmarkedet, eller i gang med en uddannelse.
Fordi jeg er ung.
Fordi de ikke vil tabe mig på gulvet.

Men det er lang tid siden at jeg blev tabt. Allerede i skoletiden gav man op overfor mig. Ingen ønskede at gå i dybden med hvad der var galt med mig. Min indlæring var perfekt, men det sociale fungerede ikke. Faktisk aldrig. Selv i den lille og trygge gruppe jeg var i med Jannie og Betina, Peter og Helle Merete, blev jeg tit sur og skabte mig. Ene og alene fordi to af dem måske sås en dag efter skole - UDEN mig! Det affødte at jeg følte mig skubbet til side og droppet. Og jeg tror måske det er under disse forhold at min nuværende paranoia begyndte at spire. Mit sind var indviklet fra en tidlig alder, og når ingen af skolepersonalet, eller skolepykologen som jeg gik ved kort, ville gøre noget ved det, så blomstrede det i ren substral.
Derfra trak jeg mig mere og mere ind i min egen verden. Især teenageårene husker jeg som ensomme. Når de andre tog i byen eller til fester, så blev jeg derhjemme for det meste. Jeg klippede kendte og idoler ud af bladene og lagde dem i plastiklommer og skuffer. Madonna og Michael Jackson kom i mapper, for dem var jeg rigtig vild med.
Med tiden kom jeg da mere ud af min skald, men det skal ikke være en hemmelighed at jeg aldrig har følt mig tilpasset til nogen situationer.

Anwyays, nu kommer det store møde jo i morgen. Lige siden opkaldet kl 14, har jeg været helt ude og skide. Toppen var, da jeg tog fra min mor kl 16:15 og skulle i kiosken efter tobak og et bybusklippekort. Jeg havde penge på mit kort (Visa Electron) men hæveautomaten (Nordea) var ude af drift. Jeg gik ud fra at de tog mit kort i kiosken og gik derind. 
De så IKKE mit kort i den kiosk. Jeg prøvede - af uklar årsag - at forklare damen at jeg kun havde de 240,- på kortet og jeg skulle handle for præcist 240,-. Dvs at en anden hæveautomat ikke ville hjælpe, for så kunne jeg kun hæve 200,- - 40 for lidt !
Jeg fik ikke sagt det hele, konstaterede vist bare mest for mig selv at jeg var i fedtefadet.
Jeg SKULLE have tobak og jeg SKULLE have et klippekort til bussen til kommunen i morgen.
Så jeg begyndte at græde. Lige dér, midt i kiosken. Damen bag skranken så rådvild ud og jeg forlod kiosken i hast.
Ude på gaden løb tårerne ned over kinderne på mig, jeg havde ingen tobak eller klippekort, jeg kunne ikke overskue at gå hjem. Så jeg gik tilbage til min mor.
Det hele endte med at løse sig. Jeg kunne hæve de 200 og låne 40 af min mor. Simpelt når alt kommer til alt, så det er ikke pointen at tingene ikke lige gik op i første omgang.
Pointen er, at når jeg er presset, når jeg er stresset og når jeg psykisk er uligevægtig, så kollapser verden. Små ting, langt mindre end turen i kiosken i dag, kan bringe mig helt ud af fatning.
Jeg er kommet hjem, og har både klippekort og tobak. Det var ufatteligt pinligt at skulle tilbage til kiosken 45 minutter efter mit lille stunt. Men hun kommenterede det ikke, og jeg var taknemlig.

Jeg regner med, på en eller anden måde, at skrive lidt stikord og sætninger til i morgen. Bare for at forberede mig lidt mentalt. Få et overblik over hvad jeg selv gerne vil have at de skal vide.
Tinne, min bostøtte, tager med mig. Hun fik rokeret rundt i nogle aftaler, og det lykkedes dermed at få en med, som er "på min side".
For ja, jeg ser det som en kamp, en krig jeg skal i. Det er helt klart meget forkert indstilling at have, men jeg er virkelig virkelig bange for det møde i morgen.
I aften tager jeg en beroligende og prøver at få noget søvn.
Min forundersøgelse til sterilisation i dag gik faktisk ok, selvom gynækolog-lægen ville overtale mig til at få spiral i stedet.
NEJ! Jeg vil ikke!
Det tog i alt 3 timer på sygehuset, så jeg var i forvejen fuldkommen smadret da "Rikke" ringede på vejne af "Pia" og indkaldte mig til mødet.

Bah.