That's how I roll.

Det er en af de dage. En af de tomme og opgivende dage.
Det værste er den afklarethed som jeg føler indeni, den som på en måde fortæller mig at jeg (og dem; de høje tanker/stemmerne), hele tiden har haft ret. At jeg ikke burde være her.
Jeg støder tit på spørgsmål omkring min ledighed. At det faktum at jeg går hjemme må være hårdt. "For hvad får du tiden til at gå med?".
Jeg stiller et smil op og forklarer at dagene går med min mor, lidt social omgang med andre (det var kun i weekenderne og kun i forbindelse med druk) og at jeg laver noget kreativt.
Jovist, jeg ser min mor en del. Det er et godt sted at gå hen og få snakket lidt om både det seriøse og det hyggelige. Jeg laver - med flere måneders mellemrum - kreative ting. Det kommer lidt i perioder, men der kan gå langt imellem. Jeg ser ikke andre mennesker, kun min far og mor.
1-2 gange om ugen har jeg bostøtte. På det sidste har hun fulgt mig til en del ting, så da hun var her i går ville jeg bare gerne snakke med hende. Hun sagde jeg virkede til at have det godt, og jeg svarede at jeg var ok. Det var jeg også.

I dag er en anden sag. Jeg har været henne hos min mor, der har passet min niece et døgns tid. Vi hyggede med perler, børne UNO og vi så Sværdet i Stenen. Til aften fik vi pandekager. Jeg burde ikke klage, og det gør jeg heller ikke.

Men jeg kom her sidst på dagen til at tænke lidt for dybt over livet. Det har ikke været godt for mig at være til rehabiliteringssamtale i onsdags. Det var faktisk rigtig skræmmende. Dér sad de; 6 mand stærkt og skulle vurdere mig og fælde dom over min fremtid. Tinne - min bostøtte - var med, og jeg havde det rigtig skidt med at være der.
Der kom en afgørelse som jeg er rigtig skuffet over; jeg skal blive hvor jeg er i de næste 3-4 år. I stedet for kontanthjælp får jeg ressourceydelse, som er samme sats som kontanthjælpen. Det var et rigtig stort slag i maven. Jeg skal ligeledes følge den behandling som lokalpsykiatrien anbefaler. Det værende diætist, gruppeterapi og - tadaa - mere medicinafprøvning.
Super.

Jeg har de her dage indimellem. Nogle gange er det kun et par timer, og det afhjælpes af at sove. Andre gange tager det dage. Uger. Måneder.
Det er de hårdeste ture.
Jeg har haft en rigtig hård tur fra Februar i år til September. Så er det gået sådan ok indtil her den anden dag. Der måtte jeg bare mærke smerten og gjorde det jeg nu engang gør ved mig selv.
Jeg sukker tit over mig selv og mit liv. Hvor er det dog egentlig tomt. Indimellem sker der nogle helt fantastiske ting. Fødselsdage og Jul. En sjov oplevelse. Invitation til biograf eller ud og spise. Eller slet og ret at nogen har købt en lille ting til mig, som gør mig rigtig glad.
Det er de små ting, og det er de store ting.
Men når jeg sidder her, som jeg gør nu, og funderer bare det mindste over mit liv, så bliver jeg virkelig trist.
Jeg opnåede aldrig de ting jeg ville. Dyrepasser eller oversætter. Måske advokat. Og ved siden af ville jeg have et sommerhus i Sverige, hvor jeg ville skrive noveller og romaner. Og digte. Ej at forglemme digte!
Jeg ville opnå ægteskab og børn. Indtil jeg rent faktisk blev gravid, ønskede jeg mig et halvt fodboldhold.
De drømme er der ikke mere. Den sidste jeg havde må være det med børn. Dét lys slukkede i 2009 efter at jeg gav afkald på det.

Ak ja. Jeg har vel lige brug for at lette mig hjerte. Jeg gør det nemlig ikke i hverdagen. Jeg kan godt nævne overfor venner og familie at et eller andet er 'træls' eller 'irriterende'.
Men de helt store problematikker og følelser kommer ikke ud.

Jeg er altid blevet svigtet rigtig meget når jeg er sårbar og viser det. Så derfor er det blevet bygget en stor skal som jeg ikke ønsker at bryde ned.


I think these pills will make a balance to infinity
That's how I roll.