Når drømme går i vasken

Eller hvordan man nu kan forklare det, som jeg føler lige nu. 


Siden vi fandt sammen har vi haft den store drøm om en dag at bo sammen. Vi har 

skrevet 

os op i boligforeningen i hans by, og senere udvidede det også med min by.

Langsomt - her på det sidste især - er det begyndt at hælde mod min by. Og i 

særdeleshed mod min lejlighed som midlertidig bolig, indtil vi får noget her i byen. 



Men her til aften tog vi en ærlig snak. Og ingen af os er rede til at flytte fra vores

 respektive fødebyer - ergo flytter vi ikke sammen. 

Og dét var ellers drømmen som virkelig holdt mig kørende. 

Drømmen om at bygge den fremtid op, som jeg har ønsket med ham, siden vi mødte 

hinanden. Nu er der ingen umiddelbare planer om at flytte sammen. Og jeg har bare lyst 

til at tude. Og det gør jeg så. 

Øv for pokker. 

Vi afsluttede pænt samtalen, men jeg har lyst til at skrige højt, at det er 

pisseuretfærdigt. At nu var det hele kørt så meget i stilling, at det ikke er fair at det ikke 

bliver til noget. Ikke endnu. 

Jeg ved udmærket godt, at det er et first world problem, men for mig er det en stor ting. 

En stor, nederen ting.

 

Det var det, der gjorde mig så glad :-/


Så nu skal jeg egentlig lede efter en ny lejlighed - kun til Marley og mig. For jeg har ikke 

råd til at 

blive her i det lange løb.

Det bliver hårdt. Jeg kan heller ikke låne pengene af kommunen til indskud, eller få 

dækket flytteomkostningerne.

Så det er faktisk helt og aldeles umuligt for mig at gøre noget som helst. 

Og når jeg tænker over alt det jeg så skal - søge og undersøge og tage stilling til en hel 

masse, så får jeg lyst til at lægge mig i fosterstilling og bare gemme mig.

Men det hjælper jo ikke på noget.

Og jeg føler virkelig at jeg blive kvalt når jeg tænker på det hele. Virkelig. Kvalt.



Det hele er godt nok gået i skuddermudder.

Jeg ville ønske vi bare kunne holde os til planen - der er ikke noget jeg hellere vil

end at bo med ham snart :-/

Når boblen brister.

En masse blev misforstået og mistolket fra min side. Han ved det ikke, men jeg er helt fucked indeni.
Jeg ville ønske at jeg ikke altid fordrejer ting og lægger mere i andres ord og handlinger, end der er.

Han mente helt sikkert ikke noget med det. Ikke noget i den dur som det jeg tolkede det som. Og som jeg nu sidder og kæmper med at skubbe væk..


For angsten den gi'r aldrig op
Når angsten bor i sjæl og krop
Den flammer op så nemt
I hjertet som det blev --

Brændt
1000 gange før
Af én som loved alt
Og smækkede sin dør
Lod mig ligge blå og brændt
Lille bange svag
Med drømmende brændt af
Nu er jeg fuld af tvivl
Om du alligevel er den
Der tænder mig igen
Og brænder mig igen

Lis Sørensen siger det helt præcist som jeg har det.

Jeg følte bare virkelig at han var ved at trække sig.

At jeg følte meget mere for os, end han gjorde.

At han synes at jeg er for omklamrende. At jeg fylder for meget, kræver for meget og er til besvær.

Jeg er virkelig bare damaged goods. 

Det er jeg virkelig.

Om den evindelige ensomhed

Jeg har altid levet med en voldsom ensomhed i og omkring mig.
Fra jeg var barn til nu, har jeg næsten i hvert vågent øjeblik ønsket mig, at der var nogen som tænkte på mig, og som tog den tanke og gjorde den til en hjertelig handling.
Jeg savner ofte det nære i et venskab. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til folk. Spørge folk om at ses og dets lige. Jeg gad virkelig godt at være i et venskab med en pige, hvor man snakker med hinanden ret ofte om alt og ingenting. Det er en helt unik følelse at være en person som andre interesserer sig for.

Men selv når jeg har været sammen med nogen i flere timer eller over et døgn, og jeg er træt og brugt efter at have været 'på', så bliver jeg hurtigt bange for ensomheden igen. Og den kære tomme følelse lader ikke vente på sig særlig længe. Som regel kan en person tage hjem, og inden for en time er jeg ensom igen. Jeg overlever jo fint, men det påvirker helt klart min opfattelse af andre omkring mig. Forstået på den måde, at når jeg ikke hører noget fra andre, så føler jeg mig glemt og til side sat. Og det er godt nok ikke en fed følelse.

Jeg aner dog ikke hvordan jeg formidler dette behov. Egentlig bygger det - og andre tanker og følelser - sig op, og jeg bliver mere og mere påvirket af det. Mere og mere desperat efter kontakt og mere og mere såret over ikke at opnå den.

Så pt pakker jeg mig ind i filmens verden og søvnen. Jeg har - igen - mistet interessen for Skyrim og de fleste andre ting, så jeg er ret tom og prøver bare at passe på mig selv.

Men kors hvor jeg savner en god girltalk fra tiden til anden.

Bah.

En heldig kartoffel.

Jeg sidder i min stue. Den stue med computeren og den dæmpede belysning. Jeg overvejer at sætte mig ind i den anden stue - den med spisebordet og barskabet - og feste med min gæster.
De synger og skåler og jeg vil gerne tilbage til dem. De får mig til at føle mig velkommen. Og her føler jeg mig hjemme.
Jeg vil gerne åbne en øl med dem, eller blande en drink, skåle i shots og synge med på "That don't impress me much". Ingen bytur, det gider vi nemlig ikke!

Problemet ved hele dette scenarie er, at her ikke er nogen. Det stærke ønske om ikke at være alene i aften har givet mig fornemmelsen af, at der kunne have været nogen her. Altså hvis jeg selv skabte dem.


Det var månedsdag i går for Charlies død. Jeg har vænnet mig til at han ikke er her og at Marley nu er den store del af mit liv. Jeg kan ikke leve uden en bedste ven, i fysisk form af en kat. Det gør livet lettere at sluge.
Men det var først i dag at det rigtig slog mig, at der nu er gået 4 måneder siden Charlie døde. Jeg får nu tårer i øjnene og må trække vejret dybt en ekstra gang. Hold kæft hvor har det været hårdt. Og dyrt, på den følelsesmæssige konto. Jeg har lært min lektie, at man kan miste det mest dyrebare i et splitsekund. Det samme gælder for Marley en dag.
I menneskeår blev Charlie 42. Marley er 12 nu. Stadig bare en (møg)unge der er ude på ballade, og som elsker at prøve grænser af. Men han er ved at være godt opdraget. De fleste unoder laver han nu, når jeg afviser ham eller er optaget af noget andet.


Kærligheden giver mig ro. Troels er min klippe. Vi har dog ikke prøvet et stormvejr endnu, men lige med ham føler jeg, at vi nok skal klare os igennem det, når det kommer.
Dog er mit humør og mit sind pt meget ustabilt, men han tager det pænt. Jeg giver også ham plads til at snakke, og til at trække sig hvis han får brug for det. Jeg vil ikke belejre ham. Vi har dog en god balance iogmed at vi er vilde med vores kontakt med hinanden.
Nu skriver jeg "vi", for jeg er sikker på at alt det jeg føler og tænker er gengældt.
Vi vil det samme, vi er samme sted følelsesmæssigt, vi drømmer begge om vores fremtid og snakker om den.
"Vi".

Jeg glæder mig til at forkæle ham i morgen. Det er "Bøf og blowjob dag" og det betyder en del for ham at prøve det.
Jeg har sørget for et par overraskelser udover det åbenlyse. Og jeg er ret sikker på at han vil synes om det ^^

Jeg har haft en god uge, synes jeg. Hygget med mor, besøg af en veninde, set Troels (og igen i morgen). Jeg er blevet forkælet med rare ting og ord. Og jeg skal ikke klage.

Men hver weekend ender jeg i den samme suppedas, at jeg føler at nogle afviser mig. Jeg burde lære at lade være med at spørge folk om at ses ifm weekend og festivitas. Jeg bliver så bitter og såret, når så mange siger nej. Hver weekend.
Jeg bliver jo god igen og kan sagtens sætte mig i deres sted. Men en aften som i aften hvor jeg trænger til at reagere udad, så er det altså svært at være skubbet til side.

Og så tror jeg også at jeg lægger for meget i de fleste relationer.
Jeg savner bare tilhørsforhold. Samtaler. At blive spurgt ind til af nogle af de mennesker som jeg interesserer mig for.

Dog er jeg velsignet med et vennepar, som jeg har kendt i mange år. De er der i en ruf når jeg har brug for det, og jeg er simpelthen bare så glad for dem! Kvinden i forholdet kan jeg være 100% mig selv med. Uden at blive målt, vejet eller dømt.
Manden har jeg 1000 emner at snakke med om, bl.a. skriver vi pt en historie hver i sær, på baggrund af nogle fælles retningslinier vi har stillet op.
Det er super spændende hvad det bliver til!


Så selv i går var træls og i dag er lidt værre, så er jeg heldig.

En heldig kartoffel.

Om tarme, kræft og blodpropper.

Okay, jeg vil lige ridse noget helbredsmæssigt op.

Jeg har i mange år døjet med mit fordøjelsessystem. I November eskalerede det med smerter i venstre side, så jeg dårligt kunne rette mig op. Gik til lægen, hun mærkede noget hårdt, konkluderede forstoppelse og jeg blev ordineret Movicol mod forstoppelse.
Jeg havde ikke forstoppelse, og Movicol'en ændrede ikke på noget. Efter 4 dage gik det over. Men min mave var stadig øm til tider når jeg skulle det ene eller andet på toilettet.
I Januar var det ok det meste af tiden. Jeg fik dog stadig nogle jag i maven omkring livmoder og tarmen, når jeg virkelig skulle tisse.
I Februar søgte jeg til min læge, og nu er jeg så i gang med en gluten kur, hvor jeg skal spise hvid brød hver dag, til og med d 13. Marts, hvor jeg skal have taget blodprøver. Hun (lægen) mistænker lidt at jeg lider af cøliaki (glutenintolerans). Så nu prøver vi det.
Og min mave bliver hele tiden værre og værre. For nyligt kom der en - og nu skal man nok ikke læse med hvis man er sart - en kugle ud. Helt rundt og ikke den farve den skal have fra dén exit.
Jeg blev lidt nervøs, men slog det hen.
Nu er jeg dog nervøs igen. For hvad i alverden var det for en kugle? Der kommer indimellem også ufordøjet mad ud. Det tegner sgu ikke godt, synes jeg.
Jeg burde dog få svar indenfor de næste 3 uger.

Hvis det IKKE er cøliaki, så vil min læge have mig undersøgt for knuder i tarmen. Cyster om man vil. Og celleforandringer. Celleforandringer kan være forstadiet til kræft.

Og det får mig så til at tænke på den der idé jeg har, om at jeg altid har været sikker på at dø før mine forældre. Jeg kan ikke rigtig forestille mig livet uden dem. Især min mor, som jeg er utrolig tæt med. Hun holder også styr på nogle aspekter af mit liv, som jeg ikke selv kan varetage.
Da jeg var teenager var jeg sikker på at dø inden jeg blev 21. Da jeg så rundede 21 var det en meget underlig følelse. At "overleve" på en måde. Senere var jeg sikker på at jeg ikke ville blive 30. Og nu er jeg 32.
Og selvfølgelig, så sidder jeg nu med en klar overbevisning om, at jeg ikke bliver 40. Jeg kan på ingen måde forestille mig at runde et skarpt hjørne mere. Og jeg har altid været sikker på, at jeg går herfra af én ud af to mulige grunde.
Selvmord.
Eller kræft.

Selvmord tror jeg ikke det bliver. Jeg har ikke nosser til det, og mine nedture er som regel kortere end de var for bare 1½-2 år siden - og før det.
Jeg er også blevet bedre til at glæde mig over de gode ting, og skubbe noget af det negative syn på alting væk. Det går måske ligefrem fremad.

Men kræft. Det er ikke særlig udbredt i min familie, så det er ikke specielt rationel at tro det bliver dén exit jeg får.
Det er langt mere udbredt at få blodpropper i min familie. Rent faktisk er de fleste gået herfra pga blodpropper. Og min mormor, morfar, onkel, moster, mor,og min bioligiske far har haft blodpropper. Halvdelen af dem er døde af det. Det er faktum, så jeg skal nok ikke stikke mig selv blår i øjnene.


Men men, de fleste ting må man tage når de kommer.
Jeg glæder mig over en god fornemmelse mht min kæreste, at jeg har en dejlig og tilsyneladende rask kat, mad i køleskabet og tivolistænger i skabet.
Og selvfølgelig : Skyrimfeber!

Ca en måned senere

27 dage for at være helt præcis. Det er den tid, som er gået siden mit sidste indlæg.

Der er sket enormt meget, og det er primært godt. Der har helt klart også været kampe, og nogle tårer, men alt i alt går det bedre end i et stykke tid.

Jeg vil dog starte med 2 drømme jeg har haft, som har freaket mig ud.

Den anden dag drømte jeg at min mor gav mig en masse æg. Bakker med æg, nogle hårdkogte æg og nogle spejlæg. Nogle var for gamle, men de fleste var ok. Jeg skulle bare selv tjekke dem.
Jeg vågnede fra drømmen og undrede mig.

I nat har jeg så drømt noget meget forvirrende. Lige for at få det med, så er jeg steriliseret. Og jeg var gravid kortvarig i 2009. Men i nat drømte jeg, at de maveproblemer jeg slås med for tiden, og min udspilede mave, viste sig at være en graviditet. Jeg blev indlagt med mavesmerter og en læge fandt ud af at jeg var ved at gå i fødsel. Jeg blev så lagt på en stue helt alene. Og så lå jeg der og kiggede på min høje mave. Min mor kom forbi med en pose med "godter". I drømmen var det indbefattet med Guldkorn og müslibarer. Sygeplejersken sagde, at Guldkorn var det bedste til en fødsel.
Jeg blev så ført over i et stort rum hvor der var MANGE gravide, og de var alle sammen meget yngre end jeg. Vi var nok 15 kvinder/piger.
Min veninde Betina kom forbi i drømmen og tog mig med ud at gå for at afhjælpe smerterne. I drømmen tænkte jeg, at barnet nok var dødt, siden det gjorde så ondt.
Vi gik ned af nogle gamle gader og de var tomme. Der var kun os. Vi kom forbi en fin butik med rigtig fine tallerkener og glas. Betina gik ind og købte et sæt tallerkener i gennemsigtig grønt glas. Stor tallerken, lille tallerken og dyb tallerken. Og så fik jeg også en glasskål/askebæger.
Vi kom tilbage til fødestuen og mange var færdige med at føde, andre var i gang. Jeg blev lagt i en seng og min mor stod atter ved min side. Hun fortalte mig at nu når jeg ikke havde fået noget som helst til babyen af barnevogn, babytøj og så videre, så ville min bror og svigerinde (som har 3 børn) donere al deres babyudstyr til mig.
Jeg var ret glad i drømmen. Lettet og afklaret med, at jeg trods alt skulle have et barn. I drømmen var jeg også steriliseret, men jeg var blevet gravid INDEN indgrebet og fostret havde overlevet. Men da jeg ikke vidste at jeg var gravid, så havde jeg været på drukture og røget en masse smøger. Men jeg glædede mig rigtig meget, og var helt afklaret med at mit liv skulle lægges om. Helt om.
Jeg går så i fødsel.

Og så vågnede jeg.


Jeg går op i drømmetydning, så jeg tydede både æggene og graviditeten her til morgen. De symboliserer ca det samme. Forandring, især med kroppen. Et nyt blad vendes. Fast materie kommer ud af kroppen til fordel for let og luftig input.
Så jeg er spændt på om det betyder at jeg vil tabe mig. Jeg har taget 1½ kilo på den sidste 1½ uge, så det er ikke specielt godt. Jeg må op på hesten - og cyklen - igen!



Jeg har slåsset med mavesmerter (i virkeligheden) siden November. Det startede et par uger efter sterilisationen og omkring den tid jeg mistede Charlie. I December fik jeg så store smerter at jeg måtte få en akuttid ved min læge. Hun mærkede efter og sagde at jeg havde "nogle knolde" i tarmen og jeg blev bedt om at tage en movicol kur (afføringsmiddel). Men det hjalp ikke en dyt. Der sad ikke noget i klemme, så alt var normalt på dét punkt.
De gik så over nogle dage senere, De blev til en svag trykken når jeg skulle tisse. Som om at noget sad og var i vejen.
I løbet af Januar fik jeg en tur til med smerter. Og her for lidt over en uge siden kom det igen. Ganske pludseligt. Jeg har haft trykken og jag i maven flere gange, men deciderede smerter havde jeg ikke haft i noget tid op til sidste søndag.
Søndag lå jeg mere eller mindre flad på sofaen og havde det elendigt. Følte mig oppustet som en Zeppeliner. Jeg gik i seng søndag aften og sov det meste af døgnet mandag og tirsdag. Tirsdag aften gik det pludselig over, og trætheden forsvandt. Jeg var ellers nået dertil at jeg var ved at falde i søvn midt i en telefonsamtale med min mor.

Men jeg var så ved læge i onsdags. Min læge tænker det kunne være gluten intolerans så nu skal jeg æde hvidt brød hver dag, så jeg d 13 Marts kan få taget blodprøver og få tjekket det.
Det er bare ikke særlig fedt at skulle æde hvidt brød, når jeg nu lige havde fået det ned på et absolut minimum. Tykmælk tog over som morgenmåltid og snack, så ja. Jeg føler lidt pt at jeg har tabt ift min omlægning af kost.
Nu må vi se.

D 9. Februar havde jeg en date med en fyr, som jeg kortvarigt (men intenst) havde skrevet med på et datingsite, mail og skypet med.
Vi mødtes på neutral grund, men det var elektrisk. Kemien sprang imellem os, gnisterne fløj i rummet og the sexual tension var til at skære igennem.
Så i dag er vi det som de unge kalder "kærester". Nede med de fede!
Og jeg er glad. Jeg er afslappet, jeg er tilfreds og jeg er slet ikke bange. Mit forsvar plejer at begynde at finde fejl og mangler på dette tidspunkt og min hjerne plejer at gå i alarmberedskab.
Dette er slet ikke sket.
Jeg er meget tilfreds.


Jeg er i gang med at skrive en historie sideløbende med en kammerat. Vi har lavet nogle basiske oplysninger om historien som vi begge skal bruge, resten er fri leg. Og så skriver vi hver vores historie ud fra de punkter. Jeg er ikke kommet så langt, da jeg har været ret ophængt. Men jeg har skrevet lidt og glæder mig til at skrive mere. Der er dog lang vej endnu!


Nu vil jeg fortsætte min morgenkaffe og sikkert spille MERE Skyrim!

Hvad gør man når alt brænder sammen?

Hvor henvender I jer?
Når alting bare er for meget at håndtere, når følelserne sidder udenpå tøjet, når man er svimmel bare ved tanken om at trække vejret.
Hver en muskel og hvert et led gør ondt. Sengen råber og skriger på en. Ansvar lægges bag sig, men afføder en massse dårlig samvittighed.
Når hænder ryster og man kun kan se tunnelsyn. Når munden ikke vil smile og når alt hvad der omfatter andre mennesker, skræmmer livet af en.

Jeg er pt ikke tilknyttet psykiatrien med nogen fast kontaktperson. Min sidste kontaktperson fungerede jeg ikke med, og det hele er gået i hårknude og er kulmineret med nogle ret voldsomme møder med både kommunen og bostøtte på lokalpsyk. Seneste i går. Ingen vil tage ansvar for mig og min situation. Jeg er en kastebold i systemet. Den ene side vil gøre mig jobparat. Den anden side vil ikke hjælpe mig mere, da det ikke er hensigtsmæssigt at presse mig yderligere. Alt er ventetid på "at se tiden an". Det har jeg gjort i 11 år nu. Gået hjemme, haft mine problemer alene.

Jeg trænger til en rigtig endevendende snak. En der kan få al den dårlige betændelse ud af min sjæl.
Alle de ting der i forvejen kører rundt i mit hoved, stress over et stykke papir min læge skal underskrive, men der er over 14 dages ventetid, og papiret skal være i hænden inden den 10. Tandlæge der presser på for at jeg skal få en tid. Hudlæge der ikke har styr på recepter, så jeg skal ringe igen. Og dermed skal jeg også overholde en cremekur på 2 måneder. Jeg kan ikke engang overholde at børste tænder hver dag.
1 aftaler om ugen med min bostøtte. Det alene er nok til at jeg er fyldt op.
Følelsen af svigt fra alle kanter. Lysten til at råbe og skrige, men man putter sig i seng og gemmer sig for alle.
At skulle håndtere at man faktisk ingen fremtid har, og dermed at skulle forholde sig til folks forventninger om, at man skal se lyst på tingene og [i]skabe[/i] sig en fremtid. Nederlag.


Og her sidder jeg så på min kontorstol, som drejer rundt om mig, selvom jeg bare sidder stille. Jeg bliver kvalt af ingenting og tårerne lurer lige under det nederste øjenlåg hele tiden.
At være glemt og gemt - min nemesis. Mit mantra.
Ansvar jeg ikke kan overholde. Frygten for at miste besindelsen fuldstændig. Og den smule rest af rationalitet der er tilbage, smuldrer mellem fingrene.

Lige nu har jeg virkelig svært ved at forholde mig til at være til.


Hvad gør I?

Underbevidst bearbejdelse af kønsidentitet og overgreb.

Jeg har meget at tænke over og bearbejde for tiden.
Mine drømme afspejler dette.

Jeg drømmer meget seksuelle drømme. I dem får jeg afløb og svar på nogle ting, som derefter ofte forvirrer mig når jeg er vågen.

Jeg har i dag sovet 3½ time - bare fordi. Og jeg drømte at jeg forsøgte at skære min egen penis af. Men jeg kunne ikke komme længere end 2mm ind hele vejen rundt, og det var ca 4 cm fra roden. Jeg tænkte - i drømmen - at det måtte være et fint sted at fjerne den fra.

Og jeg drømte om mænd. Mænd jeg gennem årene har været interesseret i eller tiltrukket af - på min egen forrykte måde. Og de var der. 4 styks. Og i virkeligheden kender de ikke hinanden.
Min roommate Torben Lucas fra Nørrebro. Han var "the evil genius" i gruppen af fyre. Daniel, min genstand for besættelse i 3 år, som lokkede mig til at lave pornografisk materiale med ham. Og to brødre, hvoraf den ene findes i virkeligheden, og den anden er en helt anden person. Men i drømme var de to mørkhårede brødre. De var faktisk alle 4 mørkhårede.

Jeg mødte dem, hvoraf jeg (i drømmen) kun kendte den ældste af de to brødre. De var rigtig søde, og den ældste bror flirtede kraftigt med mig. Vi gik hen ad vejen og de gik fjollede rundt om mig, som ulve i brunst. Jeg følte mig usikker, men smigret.
De ender med at overtale mig til at tage med dem på den "fedeste nye restaurant og bar" i Århus. Vi kommer dertil, og de viser vejen dertil gennem nogle snuskede gader.
De finder stedet og vi går ind. Det er små båse med egne døre, og vi klemmer os sammen om det bord vi skal sidde ved. Det ligner ikke den "fedeste nye restaurant og bar i Århus". Men jeg er i godt humør og bliver.
Vi bestiller mad. Jeg havde på forhånd fortalt dem at jeg ingen penge havde, og de afbrød mig og sagde, at de selvfølgelig betalte.
Maden kom på bordet. Jeg skulle have blæksprutte. Jeg kunne ikke lide blæksprutte. Jeg spiser noget af det andet på tallerkenen og stemning er... speciel.
Pludselig låser "geniet" for døren og drengene passer mig op i et hjørne af den minimale sofa.
De siger at jeg skal have sex med dem på skift, så slipper jeg for selv at skulle betale for den (vamle) mad jeg havde spist af. Jeg går i panik. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har en kjole på, som er ret kort, og mine underbukser hænger under min mavedelle. Så da jeg presses op i hjørnet glider min kjole lidt op og afslører dellen. Jeg føler mig blottet, truet og i panik.
Jeg kommer kun på 1 ting at sige.
Jeg skubber dem nænsomt til side, og indikerer vel på en måde, at jeg giver efter. Jeg rejser mig op mod døren for at "retter mit tøj". I stedet kigger jeg koldt op på dem, mens de sidder der med spændte kroppe og forhippede øjne. Jeg siger :
"Jeg har en ragekniv i mine trusser. Jeg er ret god til at bruge den. Jeg synes I skal lukke mig ud nu!"
Det var bluff.
De overraskes og giver efter for mit ønske. Og iført kjolen oppe på maven og bare tæerne, løber jeg tilbage til Randers....


Der skete mere før og efter denne sekvens. Men de to dele af drømmen jeg har beskrevet giver mig meget stof til eftertanke. Seksualiteten. Overgrebene. Kønsindentitet.

Jeg glæder mig til en nat uden psykologisk trawling.

Når man ikke ser livet som en gave.

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive, at jeg ikke har haft det sådan her før.
Men det ville være en løgn, så jeg lader være.

Jeg frabeder mig også enhver tænkelig reaktion på det jeg skriver her nu.

Jeg har - i dag - ramte bunden af floden. Fyldt med sten, tårer og sorg. Og det gør både uvirkeligt ondt, men der er også en ro.
Jeg har indset at jeg har mistet livsgnisten. Den smule jeg havde, døde med Charlie. Og jeg har prøvet at finde en form for dagsorden og mening med tingene efter han gik bort. Men der er bare ikke dukket noget op.

Jeg prøver at få taget opvask og få børstet tænder. Handle ind. Spise. Men det virker så forbandet formålsløst.
Meningen med det hele er væk. Og jeg har drømt meget på det sidste. Mareridt for andre. Søvnpsykoser for mig. Alt fra spædbørn der bliver voldtaget af voksne mænd, til modificerede hajer (hajer er min største skræk) som kan tale, til at jeg har kræft men bare ikke har indset det endnu, til at være den eneste person på jorden, som kender alle sandheder.
Og jeg har drømt om at ingen kunne se mig, høre mig eller forstå mig. At jeg var det rene luft.

Den sidste del er nok det der ville give mig mest ro. Jeg har aldrig rigtig følt nogen speciel glæde ved livet. Og jeg har brugt 32 år på at holde mund med det. For hvem ønsker at skræmme eller alarmere folk omkring en?
Mit tidligste minde om at ønske at dø, er fra da jeg var 10... cirka. Jeg gik ned til Gudenåen og endte med at stå og kigge ned i det mørke vand. Strømmen var tydelig og jeg forsøgte (eller gjorde stemmerne?) at få mig til at hoppe i. Men jeg gjorde det ikke. Da jeg gik derfra, lovede jeg mig selv at gøre det næste gang at jeg stod ved Gudenåens bred.

Jeg gider ikke forklare en masse. Det er der ingen pointe i pt.
Men jeg vil bare gerne, på min egen måde, sige, at jeg aldrig har set livet som en gave for mig. Jeg har heller ikke de samme værdier i livet som mange andre; børn, mand, hus, bil og arbejde.
Jeg er bare mig.

Og det meste af tiden ønsker jeg, at der ikke var noget "mig".

Jeg gider ikke snakke om det her. Jeg vil bare have lov at sige det. Så kan man læse og lade det være det.

Om en forvirret seksualitet.

Jeg har igennem hele livet haft tvivl omkring min seksualitet. Jeg husker, da jeg var barn, at jeg både troede og ønskede, at jeg ville udvikle mig til at være en dreng.
Jeg fandt tegn på det, f.eks at min klitoris jo helt sikkert var tegn på at jeg ville udvikle en tissemand.
Men det skete som bekendt ikke.
Da jeg omkring 11 samlede jeg nøgne damer fra Se og Hør. Dem som er på den sidste side, inden tvprogrammet. Jeg havde en ret stor stak, men en dag var den væk. Og mine forældre benægter at have fundet og fjernet den.
Jeg læste også pornoblade. Jeg "lånte" min brors, læste dem med stor fornøjelse, og lagde dem tilbage. Og hver gang var det kvinder, som var i fokus.

Som helt lille klædte min mor mig ud i kjoler og jeg fik sat håret fint. Jeg var ok med det, men da jeg selv kunne vælge, klædte jeg mig som min bror. Jeg tror ikke jeg rigtig havde kjole på i alderen 8-14.
Til min konfirmation skulle jeg jo have kjole på, og jeg hadede det inderligt. Jeg følte mig aldrig tilpas i kjole, og det gør jeg heller ikke den dag i dag.

Da jeg var 12 forelskede jeg mig første gang i en pige. Og da jeg var 15 "sprang jeg ud". Som biseksuel. Der var ikke ret mange der kendte til begrebet, men jeg gjorde, og det var vigtigst.

Da jeg var 15 begyndte jeg at få kærester. Og jeg var da vild med dem, bevares, men jeg så dem aldrig som en billet til fremtiden, med hus og børn. Det var mere på en "lige nu og her" måde.
Det samme gjorde sig gældende længere op gennem årene.

Det sidste halve år har jeg virkelig tænkt meget over det hele. Langsomt, men sikkert, rykker min overbevisning sig i retning af noget andet. At jeg er til kvinder. Og kun kvinder.
De sidste 2-3 år har jeg - uden undtagelser - væmmedes ved sex med mænd. Det har ikke kun været lutter elendighed, men jeg har følt jeg selv gik over mine egne grænser. Jeg er dog indrettet som en behager, og derfor siger jeg ikke fra. For jeg søger stadig kærligheden og nærheden med mænd.
Og det bringer mig til en problematik: Jeg har jo enorme faderkomplekser. Så min teori lyder på, at jeg nok har søgt mandlig nærhed og samvær fordi jeg blev forladt af min far (biologiske). Og jeg har aldrig fundet den hos nogen. Og jeg nærmere jeg er kommet min far (stedfar), som jeg er vokset op med, jo mere sikker bliver jeg på, at det har været et rent faderkompleks, som har styret mit liv, i forhold til mænd.

Når jeg tænker på intimitet med et andet menneske, så er det kvinder jeg forestiller mig. Jeg foretrækker at ligge bagerst i ske; jeg foretrækker at være den man putter sig op af; jeg vil gerne være den, som passer på. De ting kan jeg ikke forene med et behov, som en mand kan udfylde. Det er sådan jeg har det, og mange års forsøg har ikke kunnet ændre på det.
Og når jeg, en sjælden gang, er tæt med en pige - hvilket som regel er i byen under påvirkning af alkohol - så føler jeg mig salig. Om det er deciderede kys og kærtegn, eller om det bare er at sidde tæt og snakke personligt. Det føles så rart.

Jeg har også indset at nogle af mine venskaber med piger, er primært baseret på min tiltrækning af dem. Det er ret mange af mine venskaber faktisk, men de nære venskaber ændrer sig til et stærkt venskab i stedet.

Jeg tror jeg på et tidspunkt - når jeg er klar, må finde noget mere indsigt.

Og som min fantastiske bostøtte sagde i går, efter jeg havde lettet mit hjerte til hende :
"Du skylder ikke nogen noget. Der er ingen som har krav på en udmelding (omkring min seksualitet red.) på noget givet tidspunkt. Tag din tid, find dig selv".

Dog føler jeg mig presset - nok mest af mig selv.

Træt af det sociale.

Jeg er nået til et punkt hvor jeg er rigtig træt af det sociale. Det er alt for svært, og jeg tænker at trække stikket og holde en pause, ligesom jeg gjorde i halvanden måned i efteråret.
Det er altid mig, som spørger folk. Og 9 ud af 10 gange får jeg et nej.
Jeg har aldrig været særlig god til at få et 'nej', så jeg er efterhånden ret tyndslidt.

Og det er svært.
Jeg savner at der er nogen som spørger MIG om hvordan det går. Jeg har gudskelov en kammerat ,som er god til at spørge til mig og have samtaler med mig. Men det er gået op for mig næsten alle jeg kender faktisk slet ikke kender mig eller ved hvad der rører sig i mit liv.

Og jeg er ærlig talt fyldt op af afsavn efter at være interessant for andre.

Så stik - træk ud!

Og så savner jeg gode samtaler - også om de svære ting i livet. Der har jeg gudskelov en veninde, som jeg deler meget med, og vice versa.

Pt dur jeg bare ikke til at være overbærende. Det føler jeg altid at jeg er. Og min lunte er alt for kort nu til at klare flere kolde skuldre eller bare afslag.


Kære storm - du bringer sgu ikke ret meget godt med dig!

Forskellen på syg og at være sig selv.

De folk, som er tætte på mig ved, at jeg er gået igennem en forandring det sidste halve år. Denne forandring er stadig i gang.
Men jeg er nået til et punkt hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved nogle ting.

Jeg er diagnosticeret med Skizotypi og Borderline. En sindslidelse og en personlighedsforstyrrelse.
(Derudover er jeg kronisk depressiv, men det har ikke noget med denne blog at gøre)

Jeg er pt i et limbo af tanker om, hvorvidt er min sygdom eller "bare" mig, der udspiller sig i forskellige situationer. Jeg har virkelig svært ved at skelne, og så tænker jeg om jeg overhovedet skal skelne.
Der er problematikker som jeg ikke har kunnet placere i mange år. Og i dag, da jeg snakkede med min kontaktperson i psykiatrien (som btw er ved at afslutte mig uden at have informeret mig om det), sagde hun at jeg - og jeg citerer - "til tider gjorde tingene værre end de var".
Så spørger jeg mig selv : Er det ikke et sygdomstegn ift mine diagnoser? Eller er jeg et intrigant NORMALT menneske? Er jeg overhovedet syg? Er jeg slet ikke så syg som jeg/andre troede?
Hvad er egentlig mine problemer, og gør jeg det overhovedet rigtigt, når jeg prøver at håndtere dem?

Mest af alt, når jeg skal være ærlig overfor mig selv, så lever jeg i en parallelverden. En verden hvor jeg primært lever i en boble for mig selv. Indimellem sætter jeg et ydre op, som passer til omverden. Simpelthen for at passe ind og at prøve at forstå andre.
Jeg er ikke en people-person, selvom jeg ofte søger udad. Jeg observerer mere og tager indre notater. Dog møder jeg folk som jeg passer bedre med, og så kan jeg godt åbne mig lidt op. Og være mig.

Men hører jeg egentlig til i psykiatrien? Er jeg overhovedet så syg som jeg troede, eller er jeg bare anderledes?


Mine dage for tiden går mest med at ligge på sofaen og se Venner. Eller sove. Eller også spiller jeg Farmville 2 på facebook. Jeg har slet ikke lyst til at komme ud, besøge nogen eller få besøg.
I aften skal jeg prøve at tage med min mor til banko. En fritidsinteresse jeg fik for mange år siden, og som jeg har dyrket i perioder. Jeg elsker banko. Overblik, koncentration og hukommelse. Tal, selvom jeg ikke er god til tal. Jeg har mine egne små systemer i hovedet. Bare det at finde et tal for at lægge en brik på, har sit helt eget system. Og jeg er hurtig til det.
Jeg kan også godt lide at der er præmier. For det meste er det penge.
Når jeg er afsted, så er jeg bare mig - helt alene, trods at der sidder mange andre omkring mig. Jeg drikker kaffe og ryger smøger, og dyrker mine systemer.
Og det er også når jeg fokuserer på ting, som f.eks banko, at jeg kan tænke over andre ting. Så bliver der analyseret og fundet kasser og pladser til tingene.


Men alt i alt : Er jeg eneboer og sær, eller er jeg omfattet af en(flere) psykiatriske lidelser. Det finder jeg måske aldrig helt ud af.

Det der med selvmord + noget af det gode.

Jeg sad her til morgen, ramt af efterveer fra en dejlig aften med en veninde, og læste en artikel med 'Tønderpigen'. Det var en lang artikel og det omhandlede det års tid i hendes liv.
(http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2499595/toenderpigen-jeg-har-det-som-om-jeg-bliver-holdt-kunstigt-i-live/)
Artiklen ramte mig. Hun beskriver bl.a. om flere forsøg på selvmord med piller.
Før i tiden, når jeg virkelig ramte bunden, så var det piller jeg tænkte på. En enkelt gang talte jeg dem op jeg havde og lagde dem foran mig. Men alle tankerne om hvad piller kan gøre ved en, og frygten for at ende som en grøntsag i steder, afholdt mig fra at gøre det.
Og Charlie.
Det er ikke nogen hemmelighed at Charlie var min livsnerve, og at jeg ikke kunne forestille mig et liv uden ham. Så alle mine selvmordstanker gennem tiden er blevet afværget af hans blotte tilstedeværelse. Med tiden begyndte jeg dog også at involvere bekymring for min familie, i grunde til ikke at gøre det.

Men så døde Charlie.

Den dag han skulle aflives var jeg helt overbevist om, at nu var det slut. Denne sorg kunne jeg ikke være, og vil aldrig komme mig.
Jeg er sikker på at jeg aldrig kommer mig helt over tabet af ham. Jeg kan den dag i dag stadig græde over savnet.
Men der skete jo så det, at min veninde, som jeg havde fået Charlie af i 2007, tog med mig og min far ud til dyrlægen. Og hun valgte at tage med mig hjem og sove om aftenen.
Havde stjernerne bare stået en smule anderledes, og jeg i stedet havde været alene, så havde jeg ikke været her i dag.

Så når jeg læser sådan en artikel, om tabt livslyst og udelukkende lysten til at dø, så kan jeg nikke genkendende til det.
Sådan havde jeg det i mange år.

Men nu skriver vi d. 4. Januar 2015. Og jeg har ikke haft selvmordstanker siden d 21. November 2014. Det er det længste jeg nogensinde har gået uden de mørke tanker.
Jeg tilskriver en del af æren til mine nære venner og min familie. Mest fordi de har ladet mig snakke om det og græde ud ved deres skuldre. Det har hjulpet helt enormt på at få følelserne ud.

Og så er der Marley.
Han er godt nok et stort lyspunkt i min verden nu. Det der før var så mørkt og koldt, er nu lyst og varmt.
Og jeg er velsignet med et hold fantastiske veninder og venner, som er der for mig, og som jeg også ønsker at være der for. Tingene er kommet meget mere i balance. Jeg er vægt af stjernetegn, og endelig er der ligevægt i mit liv.
Jovist, der er svære udfordringer som f.eks problemer med psykiatri eller kommune fra tid til anden. Konflikter med folk. Jeg har også stadig mine psykiske problematikker, som hjemsøger mig.
Men det er blevet meget nemmere at håndtere.

Og så hviler jeg meget mere i mig selv.

Egentlig, trods alt, er livet ok nu. Og det må det gerne blive ved med at være.