Hvad gør man når alt brænder sammen?

Hvor henvender I jer?
Når alting bare er for meget at håndtere, når følelserne sidder udenpå tøjet, når man er svimmel bare ved tanken om at trække vejret.
Hver en muskel og hvert et led gør ondt. Sengen råber og skriger på en. Ansvar lægges bag sig, men afføder en massse dårlig samvittighed.
Når hænder ryster og man kun kan se tunnelsyn. Når munden ikke vil smile og når alt hvad der omfatter andre mennesker, skræmmer livet af en.

Jeg er pt ikke tilknyttet psykiatrien med nogen fast kontaktperson. Min sidste kontaktperson fungerede jeg ikke med, og det hele er gået i hårknude og er kulmineret med nogle ret voldsomme møder med både kommunen og bostøtte på lokalpsyk. Seneste i går. Ingen vil tage ansvar for mig og min situation. Jeg er en kastebold i systemet. Den ene side vil gøre mig jobparat. Den anden side vil ikke hjælpe mig mere, da det ikke er hensigtsmæssigt at presse mig yderligere. Alt er ventetid på "at se tiden an". Det har jeg gjort i 11 år nu. Gået hjemme, haft mine problemer alene.

Jeg trænger til en rigtig endevendende snak. En der kan få al den dårlige betændelse ud af min sjæl.
Alle de ting der i forvejen kører rundt i mit hoved, stress over et stykke papir min læge skal underskrive, men der er over 14 dages ventetid, og papiret skal være i hænden inden den 10. Tandlæge der presser på for at jeg skal få en tid. Hudlæge der ikke har styr på recepter, så jeg skal ringe igen. Og dermed skal jeg også overholde en cremekur på 2 måneder. Jeg kan ikke engang overholde at børste tænder hver dag.
1 aftaler om ugen med min bostøtte. Det alene er nok til at jeg er fyldt op.
Følelsen af svigt fra alle kanter. Lysten til at råbe og skrige, men man putter sig i seng og gemmer sig for alle.
At skulle håndtere at man faktisk ingen fremtid har, og dermed at skulle forholde sig til folks forventninger om, at man skal se lyst på tingene og [i]skabe[/i] sig en fremtid. Nederlag.


Og her sidder jeg så på min kontorstol, som drejer rundt om mig, selvom jeg bare sidder stille. Jeg bliver kvalt af ingenting og tårerne lurer lige under det nederste øjenlåg hele tiden.
At være glemt og gemt - min nemesis. Mit mantra.
Ansvar jeg ikke kan overholde. Frygten for at miste besindelsen fuldstændig. Og den smule rest af rationalitet der er tilbage, smuldrer mellem fingrene.

Lige nu har jeg virkelig svært ved at forholde mig til at være til.


Hvad gør I?