Om en forvirret seksualitet.

Jeg har igennem hele livet haft tvivl omkring min seksualitet. Jeg husker, da jeg var barn, at jeg både troede og ønskede, at jeg ville udvikle mig til at være en dreng.
Jeg fandt tegn på det, f.eks at min klitoris jo helt sikkert var tegn på at jeg ville udvikle en tissemand.
Men det skete som bekendt ikke.
Da jeg omkring 11 samlede jeg nøgne damer fra Se og Hør. Dem som er på den sidste side, inden tvprogrammet. Jeg havde en ret stor stak, men en dag var den væk. Og mine forældre benægter at have fundet og fjernet den.
Jeg læste også pornoblade. Jeg "lånte" min brors, læste dem med stor fornøjelse, og lagde dem tilbage. Og hver gang var det kvinder, som var i fokus.

Som helt lille klædte min mor mig ud i kjoler og jeg fik sat håret fint. Jeg var ok med det, men da jeg selv kunne vælge, klædte jeg mig som min bror. Jeg tror ikke jeg rigtig havde kjole på i alderen 8-14.
Til min konfirmation skulle jeg jo have kjole på, og jeg hadede det inderligt. Jeg følte mig aldrig tilpas i kjole, og det gør jeg heller ikke den dag i dag.

Da jeg var 12 forelskede jeg mig første gang i en pige. Og da jeg var 15 "sprang jeg ud". Som biseksuel. Der var ikke ret mange der kendte til begrebet, men jeg gjorde, og det var vigtigst.

Da jeg var 15 begyndte jeg at få kærester. Og jeg var da vild med dem, bevares, men jeg så dem aldrig som en billet til fremtiden, med hus og børn. Det var mere på en "lige nu og her" måde.
Det samme gjorde sig gældende længere op gennem årene.

Det sidste halve år har jeg virkelig tænkt meget over det hele. Langsomt, men sikkert, rykker min overbevisning sig i retning af noget andet. At jeg er til kvinder. Og kun kvinder.
De sidste 2-3 år har jeg - uden undtagelser - væmmedes ved sex med mænd. Det har ikke kun været lutter elendighed, men jeg har følt jeg selv gik over mine egne grænser. Jeg er dog indrettet som en behager, og derfor siger jeg ikke fra. For jeg søger stadig kærligheden og nærheden med mænd.
Og det bringer mig til en problematik: Jeg har jo enorme faderkomplekser. Så min teori lyder på, at jeg nok har søgt mandlig nærhed og samvær fordi jeg blev forladt af min far (biologiske). Og jeg har aldrig fundet den hos nogen. Og jeg nærmere jeg er kommet min far (stedfar), som jeg er vokset op med, jo mere sikker bliver jeg på, at det har været et rent faderkompleks, som har styret mit liv, i forhold til mænd.

Når jeg tænker på intimitet med et andet menneske, så er det kvinder jeg forestiller mig. Jeg foretrækker at ligge bagerst i ske; jeg foretrækker at være den man putter sig op af; jeg vil gerne være den, som passer på. De ting kan jeg ikke forene med et behov, som en mand kan udfylde. Det er sådan jeg har det, og mange års forsøg har ikke kunnet ændre på det.
Og når jeg, en sjælden gang, er tæt med en pige - hvilket som regel er i byen under påvirkning af alkohol - så føler jeg mig salig. Om det er deciderede kys og kærtegn, eller om det bare er at sidde tæt og snakke personligt. Det føles så rart.

Jeg har også indset at nogle af mine venskaber med piger, er primært baseret på min tiltrækning af dem. Det er ret mange af mine venskaber faktisk, men de nære venskaber ændrer sig til et stærkt venskab i stedet.

Jeg tror jeg på et tidspunkt - når jeg er klar, må finde noget mere indsigt.

Og som min fantastiske bostøtte sagde i går, efter jeg havde lettet mit hjerte til hende :
"Du skylder ikke nogen noget. Der er ingen som har krav på en udmelding (omkring min seksualitet red.) på noget givet tidspunkt. Tag din tid, find dig selv".

Dog føler jeg mig presset - nok mest af mig selv.