Det der med selvmord + noget af det gode.

Jeg sad her til morgen, ramt af efterveer fra en dejlig aften med en veninde, og læste en artikel med 'Tønderpigen'. Det var en lang artikel og det omhandlede det års tid i hendes liv.
(http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2499595/toenderpigen-jeg-har-det-som-om-jeg-bliver-holdt-kunstigt-i-live/)
Artiklen ramte mig. Hun beskriver bl.a. om flere forsøg på selvmord med piller.
Før i tiden, når jeg virkelig ramte bunden, så var det piller jeg tænkte på. En enkelt gang talte jeg dem op jeg havde og lagde dem foran mig. Men alle tankerne om hvad piller kan gøre ved en, og frygten for at ende som en grøntsag i steder, afholdt mig fra at gøre det.
Og Charlie.
Det er ikke nogen hemmelighed at Charlie var min livsnerve, og at jeg ikke kunne forestille mig et liv uden ham. Så alle mine selvmordstanker gennem tiden er blevet afværget af hans blotte tilstedeværelse. Med tiden begyndte jeg dog også at involvere bekymring for min familie, i grunde til ikke at gøre det.

Men så døde Charlie.

Den dag han skulle aflives var jeg helt overbevist om, at nu var det slut. Denne sorg kunne jeg ikke være, og vil aldrig komme mig.
Jeg er sikker på at jeg aldrig kommer mig helt over tabet af ham. Jeg kan den dag i dag stadig græde over savnet.
Men der skete jo så det, at min veninde, som jeg havde fået Charlie af i 2007, tog med mig og min far ud til dyrlægen. Og hun valgte at tage med mig hjem og sove om aftenen.
Havde stjernerne bare stået en smule anderledes, og jeg i stedet havde været alene, så havde jeg ikke været her i dag.

Så når jeg læser sådan en artikel, om tabt livslyst og udelukkende lysten til at dø, så kan jeg nikke genkendende til det.
Sådan havde jeg det i mange år.

Men nu skriver vi d. 4. Januar 2015. Og jeg har ikke haft selvmordstanker siden d 21. November 2014. Det er det længste jeg nogensinde har gået uden de mørke tanker.
Jeg tilskriver en del af æren til mine nære venner og min familie. Mest fordi de har ladet mig snakke om det og græde ud ved deres skuldre. Det har hjulpet helt enormt på at få følelserne ud.

Og så er der Marley.
Han er godt nok et stort lyspunkt i min verden nu. Det der før var så mørkt og koldt, er nu lyst og varmt.
Og jeg er velsignet med et hold fantastiske veninder og venner, som er der for mig, og som jeg også ønsker at være der for. Tingene er kommet meget mere i balance. Jeg er vægt af stjernetegn, og endelig er der ligevægt i mit liv.
Jovist, der er svære udfordringer som f.eks problemer med psykiatri eller kommune fra tid til anden. Konflikter med folk. Jeg har også stadig mine psykiske problematikker, som hjemsøger mig.
Men det er blevet meget nemmere at håndtere.

Og så hviler jeg meget mere i mig selv.

Egentlig, trods alt, er livet ok nu. Og det må det gerne blive ved med at være.