Når man ikke ser livet som en gave.

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive, at jeg ikke har haft det sådan her før.
Men det ville være en løgn, så jeg lader være.

Jeg frabeder mig også enhver tænkelig reaktion på det jeg skriver her nu.

Jeg har - i dag - ramte bunden af floden. Fyldt med sten, tårer og sorg. Og det gør både uvirkeligt ondt, men der er også en ro.
Jeg har indset at jeg har mistet livsgnisten. Den smule jeg havde, døde med Charlie. Og jeg har prøvet at finde en form for dagsorden og mening med tingene efter han gik bort. Men der er bare ikke dukket noget op.

Jeg prøver at få taget opvask og få børstet tænder. Handle ind. Spise. Men det virker så forbandet formålsløst.
Meningen med det hele er væk. Og jeg har drømt meget på det sidste. Mareridt for andre. Søvnpsykoser for mig. Alt fra spædbørn der bliver voldtaget af voksne mænd, til modificerede hajer (hajer er min største skræk) som kan tale, til at jeg har kræft men bare ikke har indset det endnu, til at være den eneste person på jorden, som kender alle sandheder.
Og jeg har drømt om at ingen kunne se mig, høre mig eller forstå mig. At jeg var det rene luft.

Den sidste del er nok det der ville give mig mest ro. Jeg har aldrig rigtig følt nogen speciel glæde ved livet. Og jeg har brugt 32 år på at holde mund med det. For hvem ønsker at skræmme eller alarmere folk omkring en?
Mit tidligste minde om at ønske at dø, er fra da jeg var 10... cirka. Jeg gik ned til Gudenåen og endte med at stå og kigge ned i det mørke vand. Strømmen var tydelig og jeg forsøgte (eller gjorde stemmerne?) at få mig til at hoppe i. Men jeg gjorde det ikke. Da jeg gik derfra, lovede jeg mig selv at gøre det næste gang at jeg stod ved Gudenåens bred.

Jeg gider ikke forklare en masse. Det er der ingen pointe i pt.
Men jeg vil bare gerne, på min egen måde, sige, at jeg aldrig har set livet som en gave for mig. Jeg har heller ikke de samme værdier i livet som mange andre; børn, mand, hus, bil og arbejde.
Jeg er bare mig.

Og det meste af tiden ønsker jeg, at der ikke var noget "mig".

Jeg gider ikke snakke om det her. Jeg vil bare have lov at sige det. Så kan man læse og lade det være det.