Når man ikke ser livet som en gave.

Jeg ville ønske at jeg kunne skrive, at jeg ikke har haft det sådan her før.
Men det ville være en løgn, så jeg lader være.

Jeg frabeder mig også enhver tænkelig reaktion på det jeg skriver her nu.

Jeg har - i dag - ramte bunden af floden. Fyldt med sten, tårer og sorg. Og det gør både uvirkeligt ondt, men der er også en ro.
Jeg har indset at jeg har mistet livsgnisten. Den smule jeg havde, døde med Charlie. Og jeg har prøvet at finde en form for dagsorden og mening med tingene efter han gik bort. Men der er bare ikke dukket noget op.

Jeg prøver at få taget opvask og få børstet tænder. Handle ind. Spise. Men det virker så forbandet formålsløst.
Meningen med det hele er væk. Og jeg har drømt meget på det sidste. Mareridt for andre. Søvnpsykoser for mig. Alt fra spædbørn der bliver voldtaget af voksne mænd, til modificerede hajer (hajer er min største skræk) som kan tale, til at jeg har kræft men bare ikke har indset det endnu, til at være den eneste person på jorden, som kender alle sandheder.
Og jeg har drømt om at ingen kunne se mig, høre mig eller forstå mig. At jeg var det rene luft.

Den sidste del er nok det der ville give mig mest ro. Jeg har aldrig rigtig følt nogen speciel glæde ved livet. Og jeg har brugt 32 år på at holde mund med det. For hvem ønsker at skræmme eller alarmere folk omkring en?
Mit tidligste minde om at ønske at dø, er fra da jeg var 10... cirka. Jeg gik ned til Gudenåen og endte med at stå og kigge ned i det mørke vand. Strømmen var tydelig og jeg forsøgte (eller gjorde stemmerne?) at få mig til at hoppe i. Men jeg gjorde det ikke. Da jeg gik derfra, lovede jeg mig selv at gøre det næste gang at jeg stod ved Gudenåens bred.

Jeg gider ikke forklare en masse. Det er der ingen pointe i pt.
Men jeg vil bare gerne, på min egen måde, sige, at jeg aldrig har set livet som en gave for mig. Jeg har heller ikke de samme værdier i livet som mange andre; børn, mand, hus, bil og arbejde.
Jeg er bare mig.

Og det meste af tiden ønsker jeg, at der ikke var noget "mig".

Jeg gider ikke snakke om det her. Jeg vil bare have lov at sige det. Så kan man læse og lade det være det.

Om en forvirret seksualitet.

Jeg har igennem hele livet haft tvivl omkring min seksualitet. Jeg husker, da jeg var barn, at jeg både troede og ønskede, at jeg ville udvikle mig til at være en dreng.
Jeg fandt tegn på det, f.eks at min klitoris jo helt sikkert var tegn på at jeg ville udvikle en tissemand.
Men det skete som bekendt ikke.
Da jeg omkring 11 samlede jeg nøgne damer fra Se og Hør. Dem som er på den sidste side, inden tvprogrammet. Jeg havde en ret stor stak, men en dag var den væk. Og mine forældre benægter at have fundet og fjernet den.
Jeg læste også pornoblade. Jeg "lånte" min brors, læste dem med stor fornøjelse, og lagde dem tilbage. Og hver gang var det kvinder, som var i fokus.

Som helt lille klædte min mor mig ud i kjoler og jeg fik sat håret fint. Jeg var ok med det, men da jeg selv kunne vælge, klædte jeg mig som min bror. Jeg tror ikke jeg rigtig havde kjole på i alderen 8-14.
Til min konfirmation skulle jeg jo have kjole på, og jeg hadede det inderligt. Jeg følte mig aldrig tilpas i kjole, og det gør jeg heller ikke den dag i dag.

Da jeg var 12 forelskede jeg mig første gang i en pige. Og da jeg var 15 "sprang jeg ud". Som biseksuel. Der var ikke ret mange der kendte til begrebet, men jeg gjorde, og det var vigtigst.

Da jeg var 15 begyndte jeg at få kærester. Og jeg var da vild med dem, bevares, men jeg så dem aldrig som en billet til fremtiden, med hus og børn. Det var mere på en "lige nu og her" måde.
Det samme gjorde sig gældende længere op gennem årene.

Det sidste halve år har jeg virkelig tænkt meget over det hele. Langsomt, men sikkert, rykker min overbevisning sig i retning af noget andet. At jeg er til kvinder. Og kun kvinder.
De sidste 2-3 år har jeg - uden undtagelser - væmmedes ved sex med mænd. Det har ikke kun været lutter elendighed, men jeg har følt jeg selv gik over mine egne grænser. Jeg er dog indrettet som en behager, og derfor siger jeg ikke fra. For jeg søger stadig kærligheden og nærheden med mænd.
Og det bringer mig til en problematik: Jeg har jo enorme faderkomplekser. Så min teori lyder på, at jeg nok har søgt mandlig nærhed og samvær fordi jeg blev forladt af min far (biologiske). Og jeg har aldrig fundet den hos nogen. Og jeg nærmere jeg er kommet min far (stedfar), som jeg er vokset op med, jo mere sikker bliver jeg på, at det har været et rent faderkompleks, som har styret mit liv, i forhold til mænd.

Når jeg tænker på intimitet med et andet menneske, så er det kvinder jeg forestiller mig. Jeg foretrækker at ligge bagerst i ske; jeg foretrækker at være den man putter sig op af; jeg vil gerne være den, som passer på. De ting kan jeg ikke forene med et behov, som en mand kan udfylde. Det er sådan jeg har det, og mange års forsøg har ikke kunnet ændre på det.
Og når jeg, en sjælden gang, er tæt med en pige - hvilket som regel er i byen under påvirkning af alkohol - så føler jeg mig salig. Om det er deciderede kys og kærtegn, eller om det bare er at sidde tæt og snakke personligt. Det føles så rart.

Jeg har også indset at nogle af mine venskaber med piger, er primært baseret på min tiltrækning af dem. Det er ret mange af mine venskaber faktisk, men de nære venskaber ændrer sig til et stærkt venskab i stedet.

Jeg tror jeg på et tidspunkt - når jeg er klar, må finde noget mere indsigt.

Og som min fantastiske bostøtte sagde i går, efter jeg havde lettet mit hjerte til hende :
"Du skylder ikke nogen noget. Der er ingen som har krav på en udmelding (omkring min seksualitet red.) på noget givet tidspunkt. Tag din tid, find dig selv".

Dog føler jeg mig presset - nok mest af mig selv.

Træt af det sociale.

Jeg er nået til et punkt hvor jeg er rigtig træt af det sociale. Det er alt for svært, og jeg tænker at trække stikket og holde en pause, ligesom jeg gjorde i halvanden måned i efteråret.
Det er altid mig, som spørger folk. Og 9 ud af 10 gange får jeg et nej.
Jeg har aldrig været særlig god til at få et 'nej', så jeg er efterhånden ret tyndslidt.

Og det er svært.
Jeg savner at der er nogen som spørger MIG om hvordan det går. Jeg har gudskelov en kammerat ,som er god til at spørge til mig og have samtaler med mig. Men det er gået op for mig næsten alle jeg kender faktisk slet ikke kender mig eller ved hvad der rører sig i mit liv.

Og jeg er ærlig talt fyldt op af afsavn efter at være interessant for andre.

Så stik - træk ud!

Og så savner jeg gode samtaler - også om de svære ting i livet. Der har jeg gudskelov en veninde, som jeg deler meget med, og vice versa.

Pt dur jeg bare ikke til at være overbærende. Det føler jeg altid at jeg er. Og min lunte er alt for kort nu til at klare flere kolde skuldre eller bare afslag.


Kære storm - du bringer sgu ikke ret meget godt med dig!

Forskellen på syg og at være sig selv.

De folk, som er tætte på mig ved, at jeg er gået igennem en forandring det sidste halve år. Denne forandring er stadig i gang.
Men jeg er nået til et punkt hvor jeg sætter spørgsmålstegn ved nogle ting.

Jeg er diagnosticeret med Skizotypi og Borderline. En sindslidelse og en personlighedsforstyrrelse.
(Derudover er jeg kronisk depressiv, men det har ikke noget med denne blog at gøre)

Jeg er pt i et limbo af tanker om, hvorvidt er min sygdom eller "bare" mig, der udspiller sig i forskellige situationer. Jeg har virkelig svært ved at skelne, og så tænker jeg om jeg overhovedet skal skelne.
Der er problematikker som jeg ikke har kunnet placere i mange år. Og i dag, da jeg snakkede med min kontaktperson i psykiatrien (som btw er ved at afslutte mig uden at have informeret mig om det), sagde hun at jeg - og jeg citerer - "til tider gjorde tingene værre end de var".
Så spørger jeg mig selv : Er det ikke et sygdomstegn ift mine diagnoser? Eller er jeg et intrigant NORMALT menneske? Er jeg overhovedet syg? Er jeg slet ikke så syg som jeg/andre troede?
Hvad er egentlig mine problemer, og gør jeg det overhovedet rigtigt, når jeg prøver at håndtere dem?

Mest af alt, når jeg skal være ærlig overfor mig selv, så lever jeg i en parallelverden. En verden hvor jeg primært lever i en boble for mig selv. Indimellem sætter jeg et ydre op, som passer til omverden. Simpelthen for at passe ind og at prøve at forstå andre.
Jeg er ikke en people-person, selvom jeg ofte søger udad. Jeg observerer mere og tager indre notater. Dog møder jeg folk som jeg passer bedre med, og så kan jeg godt åbne mig lidt op. Og være mig.

Men hører jeg egentlig til i psykiatrien? Er jeg overhovedet så syg som jeg troede, eller er jeg bare anderledes?


Mine dage for tiden går mest med at ligge på sofaen og se Venner. Eller sove. Eller også spiller jeg Farmville 2 på facebook. Jeg har slet ikke lyst til at komme ud, besøge nogen eller få besøg.
I aften skal jeg prøve at tage med min mor til banko. En fritidsinteresse jeg fik for mange år siden, og som jeg har dyrket i perioder. Jeg elsker banko. Overblik, koncentration og hukommelse. Tal, selvom jeg ikke er god til tal. Jeg har mine egne små systemer i hovedet. Bare det at finde et tal for at lægge en brik på, har sit helt eget system. Og jeg er hurtig til det.
Jeg kan også godt lide at der er præmier. For det meste er det penge.
Når jeg er afsted, så er jeg bare mig - helt alene, trods at der sidder mange andre omkring mig. Jeg drikker kaffe og ryger smøger, og dyrker mine systemer.
Og det er også når jeg fokuserer på ting, som f.eks banko, at jeg kan tænke over andre ting. Så bliver der analyseret og fundet kasser og pladser til tingene.


Men alt i alt : Er jeg eneboer og sær, eller er jeg omfattet af en(flere) psykiatriske lidelser. Det finder jeg måske aldrig helt ud af.

Det der med selvmord + noget af det gode.

Jeg sad her til morgen, ramt af efterveer fra en dejlig aften med en veninde, og læste en artikel med 'Tønderpigen'. Det var en lang artikel og det omhandlede det års tid i hendes liv.
(http://politiken.dk/magasinet/interview/ECE2499595/toenderpigen-jeg-har-det-som-om-jeg-bliver-holdt-kunstigt-i-live/)
Artiklen ramte mig. Hun beskriver bl.a. om flere forsøg på selvmord med piller.
Før i tiden, når jeg virkelig ramte bunden, så var det piller jeg tænkte på. En enkelt gang talte jeg dem op jeg havde og lagde dem foran mig. Men alle tankerne om hvad piller kan gøre ved en, og frygten for at ende som en grøntsag i steder, afholdt mig fra at gøre det.
Og Charlie.
Det er ikke nogen hemmelighed at Charlie var min livsnerve, og at jeg ikke kunne forestille mig et liv uden ham. Så alle mine selvmordstanker gennem tiden er blevet afværget af hans blotte tilstedeværelse. Med tiden begyndte jeg dog også at involvere bekymring for min familie, i grunde til ikke at gøre det.

Men så døde Charlie.

Den dag han skulle aflives var jeg helt overbevist om, at nu var det slut. Denne sorg kunne jeg ikke være, og vil aldrig komme mig.
Jeg er sikker på at jeg aldrig kommer mig helt over tabet af ham. Jeg kan den dag i dag stadig græde over savnet.
Men der skete jo så det, at min veninde, som jeg havde fået Charlie af i 2007, tog med mig og min far ud til dyrlægen. Og hun valgte at tage med mig hjem og sove om aftenen.
Havde stjernerne bare stået en smule anderledes, og jeg i stedet havde været alene, så havde jeg ikke været her i dag.

Så når jeg læser sådan en artikel, om tabt livslyst og udelukkende lysten til at dø, så kan jeg nikke genkendende til det.
Sådan havde jeg det i mange år.

Men nu skriver vi d. 4. Januar 2015. Og jeg har ikke haft selvmordstanker siden d 21. November 2014. Det er det længste jeg nogensinde har gået uden de mørke tanker.
Jeg tilskriver en del af æren til mine nære venner og min familie. Mest fordi de har ladet mig snakke om det og græde ud ved deres skuldre. Det har hjulpet helt enormt på at få følelserne ud.

Og så er der Marley.
Han er godt nok et stort lyspunkt i min verden nu. Det der før var så mørkt og koldt, er nu lyst og varmt.
Og jeg er velsignet med et hold fantastiske veninder og venner, som er der for mig, og som jeg også ønsker at være der for. Tingene er kommet meget mere i balance. Jeg er vægt af stjernetegn, og endelig er der ligevægt i mit liv.
Jovist, der er svære udfordringer som f.eks problemer med psykiatri eller kommune fra tid til anden. Konflikter med folk. Jeg har også stadig mine psykiske problematikker, som hjemsøger mig.
Men det er blevet meget nemmere at håndtere.

Og så hviler jeg meget mere i mig selv.

Egentlig, trods alt, er livet ok nu. Og det må det gerne blive ved med at være.