Beder om ro og mere held.

Okay, nu må jeg nok snart indrømme mit nederlag.
Jeg har rigtig rigtig svært ved at holde hovedet oven vande lige nu. I forvejen har jeg haft kampe med voldsomme hallucinationer og psykoselignende symptomer. Jeg har trukket mig meget væk socialt, fordi jeg ikke føler jeg rigtig forstår mennesker pt. Eller ønsker det.
Og imens jeg isolerer mig sker der selvfølgelig det, at jeg mister min harddisk. Og jeg er dermed nødt til at søge udad blandt andre mennesker for hjælp. Og jeg er glad og voldsomt taknemlig for al den hjælp jeg får. Og støtte. Men jeg havde ikke lige kalkuleret med at jeg skulle igennem det her, når jeg i forvejen balancerer på et knivsæg.

Jeg vil så gerne tage ansvar og gøre noget konstruktivt, men jeg har brugt de sidste 2-3 uger på at ligge på min sofa og glo film. Med Charlie.
Få gange har jeg forsøgt at få fat i mennesker, men jeg kan ikke rigtig fuldføre det. Jeg tager ét nej som et tegn på at jeg dermed ikke skal udenfor.

Og så burer jeg mig inde.

Jeg magter heller ikke denne kamp med at finde kompatibel harddisk og ekstern harddisk til min PC. Det er en jungle og det er efterhånden vokset mig gevaldigt over hovedet. Jeg kan snart ikke holde mig oprejst i det her cirkus mere. Jeg vil bare gerne have det løst og derfor klør jeg på.

Jeg trænger virkelig til omsorg. Det er bare svært at præcisere hvilken form. Måske lidt pleje og at få frataget at skulle træffe så mange valg lige nu. Jeg kan ikke engang overskue at finde noget mad, så jeg spiser knækbrød og grovboller.

Ja, jeg har sgu ondt af mig selv.
Og det føler jeg også gerne at jeg må.
Nu er der sket nok frustrerende og forvirrende ting i mit liv. Internettet der røg og skulle i orden. Og så begyndte telefonen at drille (det gør den stadig). Og nu min harddisk, hvor jeg troede at det "bare" var grafikkortet.


I need a break.

Tomhed og dårlig samvittighed.

Så er der gået lidt tid igen.

I dag har jeg bare været helt tom. Jeg er lidt bange for hvorfor det lige er sådan, men det er jeg hver gang jeg ryger ned på den måde.
Eller "ned" er så meget sagt, for jeg er egentlig ikke ked af det. Bare tom.

Min mund kan slet ikke forme sig i et smil. Og jeg er træt. Mine øjne hænger og jeg føler slet ikke at jeg kan tale. Så tager pt ikke telefonen (der er heller ikke rigtig nogen der ringer, så det er heldigt nok).

Jeg ville så gerne være mere glad for alt det gode der sker omkring mig.
Min efterhånden store føring i Bjørn Wiinblad konkurrence (jeg er pisse taknemlig, jeg er bare ikke oppe at køre over tanken om at vinde pt). Faktisk er jeg bange for at vinde noget, for jeg kan ikke overskue det der ophold man kan vinde. Det er jo på Sjælland. Gys.
Jeg har også haft en helt igennem fantastisk Lørdag aften med et vennepar, og de gav mig så meget - både varme og venskab, men også mad med hjem.
Søndag fik jeg også besøg af en kammerat fra fortiden. Han forsøgte at fikse mit grafikkort med et nyt, men det passede så ikke i min pc. Men han har tilbud mig en anden computer i nær fremtid.

Så jeg er møgforkælet og utrolig taknemlig for det.
Men i dag er jeg bare helt og aldeles tom for følelser - med undtagelse af dårlig samvittighed.
For jeg får ikke vasket op. Jeg vasker kun det op jeg lige skal bruge.
Jeg får ikke støvsuget eller tørret lidt støv af, som jeg burde.
Jeg sover på sofaen, så min seng står helt tom. Det er ikke så smart, for jeg får ikke sammenhængende søvn på min sofa, grundet pladsmangel.
Og så bruger jeg det meste af min tid på denne computer og på Netflix og noget tv. Jeg kan ikke engang overskue at gå hen til min mor.

Så ja, flade dage.

Jeg har ingen aftaler før på Fredag, hvor min bostøtte kommer igen. Og så er næste uge godt fyldt op med ting og aftaler. F.eks skal jeg steriliseres på Fredag i næste uge. Det er jeg blevet lidt nervøs for - altså selve indgrebet. Jeg orker ikke at have ondt, ikke mere end jeg har i fødder og knæ i forvejen. Men hey : så er det overstået og jeg kan komme sikkert igennem livet igen.

Min bostøtte var her i dag. Hun prøvede at lokke mig til at tage opvasken hvis hun hjalp. Og så kunne jeg måske også nå et bad. Eller vi kunne gå ud og handle? Evt tage ind til byen og hente min sprøjte til depotmedicinen? Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke gå ud af min dør. Og da slet ikke gøre mig i stand til at gå ud blandt mennesker.

Det er ret frustrerende, og jeg har dårlig samvittighed over det.

Men jeg fik ryddet lidt op i går og det gjorde godt. Måske jeg tager fat med noget mere i dag.

Tom dag er tom.

That's how I roll.

Det er en af de dage. En af de tomme og opgivende dage.
Det værste er den afklarethed som jeg føler indeni, den som på en måde fortæller mig at jeg (og dem; de høje tanker/stemmerne), hele tiden har haft ret. At jeg ikke burde være her.
Jeg støder tit på spørgsmål omkring min ledighed. At det faktum at jeg går hjemme må være hårdt. "For hvad får du tiden til at gå med?".
Jeg stiller et smil op og forklarer at dagene går med min mor, lidt social omgang med andre (det var kun i weekenderne og kun i forbindelse med druk) og at jeg laver noget kreativt.
Jovist, jeg ser min mor en del. Det er et godt sted at gå hen og få snakket lidt om både det seriøse og det hyggelige. Jeg laver - med flere måneders mellemrum - kreative ting. Det kommer lidt i perioder, men der kan gå langt imellem. Jeg ser ikke andre mennesker, kun min far og mor.
1-2 gange om ugen har jeg bostøtte. På det sidste har hun fulgt mig til en del ting, så da hun var her i går ville jeg bare gerne snakke med hende. Hun sagde jeg virkede til at have det godt, og jeg svarede at jeg var ok. Det var jeg også.

I dag er en anden sag. Jeg har været henne hos min mor, der har passet min niece et døgns tid. Vi hyggede med perler, børne UNO og vi så Sværdet i Stenen. Til aften fik vi pandekager. Jeg burde ikke klage, og det gør jeg heller ikke.

Men jeg kom her sidst på dagen til at tænke lidt for dybt over livet. Det har ikke været godt for mig at være til rehabiliteringssamtale i onsdags. Det var faktisk rigtig skræmmende. Dér sad de; 6 mand stærkt og skulle vurdere mig og fælde dom over min fremtid. Tinne - min bostøtte - var med, og jeg havde det rigtig skidt med at være der.
Der kom en afgørelse som jeg er rigtig skuffet over; jeg skal blive hvor jeg er i de næste 3-4 år. I stedet for kontanthjælp får jeg ressourceydelse, som er samme sats som kontanthjælpen. Det var et rigtig stort slag i maven. Jeg skal ligeledes følge den behandling som lokalpsykiatrien anbefaler. Det værende diætist, gruppeterapi og - tadaa - mere medicinafprøvning.
Super.

Jeg har de her dage indimellem. Nogle gange er det kun et par timer, og det afhjælpes af at sove. Andre gange tager det dage. Uger. Måneder.
Det er de hårdeste ture.
Jeg har haft en rigtig hård tur fra Februar i år til September. Så er det gået sådan ok indtil her den anden dag. Der måtte jeg bare mærke smerten og gjorde det jeg nu engang gør ved mig selv.
Jeg sukker tit over mig selv og mit liv. Hvor er det dog egentlig tomt. Indimellem sker der nogle helt fantastiske ting. Fødselsdage og Jul. En sjov oplevelse. Invitation til biograf eller ud og spise. Eller slet og ret at nogen har købt en lille ting til mig, som gør mig rigtig glad.
Det er de små ting, og det er de store ting.
Men når jeg sidder her, som jeg gør nu, og funderer bare det mindste over mit liv, så bliver jeg virkelig trist.
Jeg opnåede aldrig de ting jeg ville. Dyrepasser eller oversætter. Måske advokat. Og ved siden af ville jeg have et sommerhus i Sverige, hvor jeg ville skrive noveller og romaner. Og digte. Ej at forglemme digte!
Jeg ville opnå ægteskab og børn. Indtil jeg rent faktisk blev gravid, ønskede jeg mig et halvt fodboldhold.
De drømme er der ikke mere. Den sidste jeg havde må være det med børn. Dét lys slukkede i 2009 efter at jeg gav afkald på det.

Ak ja. Jeg har vel lige brug for at lette mig hjerte. Jeg gør det nemlig ikke i hverdagen. Jeg kan godt nævne overfor venner og familie at et eller andet er 'træls' eller 'irriterende'.
Men de helt store problematikker og følelser kommer ikke ud.

Jeg er altid blevet svigtet rigtig meget når jeg er sårbar og viser det. Så derfor er det blevet bygget en stor skal som jeg ikke ønsker at bryde ned.


I think these pills will make a balance to infinity
That's how I roll.

Afklaring på vej?

Taget fra Facebook :

Er helt rundt på gulvet. I går ringede kommunen om, at jeg skal møde torsdag (i morgen) kvart over ti. Dette blev bekræftet i dag efter lidt usikkerhed. Jeg skal møde op i morgen. Problemet er at hverken min kontaktperson i psykiatrien eller min bostøtte kan tage med mig med så kort varsel. Og det er ikke et hvilket som helst møde... Det er det møde hvor kommunen og et udvalg ad eksperter vurderer om jeg skal i arbejde/uddannelse eller indstilles til pension.
Jeg har dårligt sovet i nat, og den kommende nat bliver vist ikke meget anderledes.... Jeg. Er. Så. Nervøs.

Det er faktisk et rigtig vigtigt møde - for mig. Jeg vil vædde med at det er standard procedure for kommunen, og det ender med garanti med en afgørelse på, at jeg skal afklares ift arbejdsmarkedet, eller i gang med en uddannelse.
Fordi jeg er ung.
Fordi de ikke vil tabe mig på gulvet.

Men det er lang tid siden at jeg blev tabt. Allerede i skoletiden gav man op overfor mig. Ingen ønskede at gå i dybden med hvad der var galt med mig. Min indlæring var perfekt, men det sociale fungerede ikke. Faktisk aldrig. Selv i den lille og trygge gruppe jeg var i med Jannie og Betina, Peter og Helle Merete, blev jeg tit sur og skabte mig. Ene og alene fordi to af dem måske sås en dag efter skole - UDEN mig! Det affødte at jeg følte mig skubbet til side og droppet. Og jeg tror måske det er under disse forhold at min nuværende paranoia begyndte at spire. Mit sind var indviklet fra en tidlig alder, og når ingen af skolepersonalet, eller skolepykologen som jeg gik ved kort, ville gøre noget ved det, så blomstrede det i ren substral.
Derfra trak jeg mig mere og mere ind i min egen verden. Især teenageårene husker jeg som ensomme. Når de andre tog i byen eller til fester, så blev jeg derhjemme for det meste. Jeg klippede kendte og idoler ud af bladene og lagde dem i plastiklommer og skuffer. Madonna og Michael Jackson kom i mapper, for dem var jeg rigtig vild med.
Med tiden kom jeg da mere ud af min skald, men det skal ikke være en hemmelighed at jeg aldrig har følt mig tilpasset til nogen situationer.

Anwyays, nu kommer det store møde jo i morgen. Lige siden opkaldet kl 14, har jeg været helt ude og skide. Toppen var, da jeg tog fra min mor kl 16:15 og skulle i kiosken efter tobak og et bybusklippekort. Jeg havde penge på mit kort (Visa Electron) men hæveautomaten (Nordea) var ude af drift. Jeg gik ud fra at de tog mit kort i kiosken og gik derind. 
De så IKKE mit kort i den kiosk. Jeg prøvede - af uklar årsag - at forklare damen at jeg kun havde de 240,- på kortet og jeg skulle handle for præcist 240,-. Dvs at en anden hæveautomat ikke ville hjælpe, for så kunne jeg kun hæve 200,- - 40 for lidt !
Jeg fik ikke sagt det hele, konstaterede vist bare mest for mig selv at jeg var i fedtefadet.
Jeg SKULLE have tobak og jeg SKULLE have et klippekort til bussen til kommunen i morgen.
Så jeg begyndte at græde. Lige dér, midt i kiosken. Damen bag skranken så rådvild ud og jeg forlod kiosken i hast.
Ude på gaden løb tårerne ned over kinderne på mig, jeg havde ingen tobak eller klippekort, jeg kunne ikke overskue at gå hjem. Så jeg gik tilbage til min mor.
Det hele endte med at løse sig. Jeg kunne hæve de 200 og låne 40 af min mor. Simpelt når alt kommer til alt, så det er ikke pointen at tingene ikke lige gik op i første omgang.
Pointen er, at når jeg er presset, når jeg er stresset og når jeg psykisk er uligevægtig, så kollapser verden. Små ting, langt mindre end turen i kiosken i dag, kan bringe mig helt ud af fatning.
Jeg er kommet hjem, og har både klippekort og tobak. Det var ufatteligt pinligt at skulle tilbage til kiosken 45 minutter efter mit lille stunt. Men hun kommenterede det ikke, og jeg var taknemlig.

Jeg regner med, på en eller anden måde, at skrive lidt stikord og sætninger til i morgen. Bare for at forberede mig lidt mentalt. Få et overblik over hvad jeg selv gerne vil have at de skal vide.
Tinne, min bostøtte, tager med mig. Hun fik rokeret rundt i nogle aftaler, og det lykkedes dermed at få en med, som er "på min side".
For ja, jeg ser det som en kamp, en krig jeg skal i. Det er helt klart meget forkert indstilling at have, men jeg er virkelig virkelig bange for det møde i morgen.
I aften tager jeg en beroligende og prøver at få noget søvn.
Min forundersøgelse til sterilisation i dag gik faktisk ok, selvom gynækolog-lægen ville overtale mig til at få spiral i stedet.
NEJ! Jeg vil ikke!
Det tog i alt 3 timer på sygehuset, så jeg var i forvejen fuldkommen smadret da "Rikke" ringede på vejne af "Pia" og indkaldte mig til mødet.

Bah.