Om at skrive dagbog og forklaring på hvorfor.

Det hele startede i 1994 da jeg til jul fik en dagbog i gave af min mormor. Den var pink og lyseblå med et hestehoved på, og der stod "Dagbog" med guldbogstaver. Bogen blev holdt lukket med en lille lås og der fulgte en nøgle med.
Jeg tror jeg skrev første side nytårsaftensdag det år. Jeg ville oprindeligt begynde med at fortælle at det altså var nytårsaften om få timer og at jeg glædede mig, men det endte med at jeg nedgjorde mig selv. Jeg omtalte mig selv i lidet flatterende vendinger og understregede hvor stor en taber jeg var.
Jeg var 12 på det tidspunkt.

Det blev en tilbagevendende begivenhed at jeg skrev sådan. Andre gange skrev jeg frustrationer ud over mennesker omkring mig. Andre gange skrev jeg om de ting som jeg interesserede mig for.
Min dagbog bar meget præg af at jeg var 12, men også at jeg havde et tungt sind.

Jeg fortsatte med jævnligt at skrive dagbog, og snart skulle jeg have bog nummer 2. Det blev et kladdehæfte fra "Harley Davidson" med en motorcyklist-herre-model på forsiden. Her skrev jeg en anelse mere modent, hvilket passede fint, da jeg efterhånden var 14.
Bogen blev også fyldt op og snart efter fik jeg den lysblå bog i kunstpapir med delfinen - OG lås igen.
I 1999 fik jeg en af de store kinabøger. Navnet siger måske ikke mange noget, men det er de store sorte bøger med røde hjørner og linieret papir i.
Og jeg begyndte at skrive hver dag. Det var i den periode hvor jeg gik i 10. og snart skulle på gymnasiet. Jeg fik min første kæreste og min første piercing, som var en tungepiercing. Jeg begyndte at drikke alkohol - mere end 1 drink på en aften. Der skete meget.

Så fulgte lidt tid fra starten af 2000 til efteråret samme år, hvor jeg ikke rigtig skrev. Det var simpelthen for kaotisk. Jeg kom på gymnasiet men måtte droppe ud i foråret 2000. Dengang blev det kaldt "uspecificeret mobning", men den reelle grund, kan jeg se i dag var, at jeg blev paranoid for fuld skrue. Jeg så vitterlig fjender og sammensværgelser alle steder. Musik blev som en barriere mellem mig og verden omkring mig - hvilket den altid havde været, men nu omfavnede jeg den.
Jeg kom på produktionsskole og lærte at bruge en symaskine til andet og mere end pudevår. Jeg begyndte også at ryge fede, og det dulmede mit verdenshad.

I August 2000 kom jeg på HF, for at prøve at få en studentereksamen på en eller anden måde. Jeg havde på det tidspunkt skidt i nælderne overfor en nær veninde, som jeg også skulle gp i klasse med. Så det blev pinefuldt ikke at snakke med hende mere, men samtidig at skulle dele klasseværelse.
Jeg begyndte at hænge med et par hippier, og røg atter en masse fed. Jeg blev mere og mere distanceret fra skole, hverdagen og problemerne.
Og så en dag, midt i en matematiktime, hvor jeg intet forstod af hvad min lærer forklarede, fik jeg en psykose. Min første reelle psykose.
Jeg trak mig fra timen. Rejste mig slet og ret bare op og gik. Kom ud i fælleshallen og satte mig på et bord. Jeg tog en blok frem, skrev lidt linjer ned, som endte med at være mit første sygdomsforløbs-digt. Dette startede mit dagbøgsskriveri op igen. Jeg forlod HF den dag og kom aldrig tilbage i uddannelsessystemet igen.

Tilgengæld skrev jeg igen. Denne gang blev det dog råt for usødet. Jeg lagde kortene på bordet i skrift og beskrev de ting der skete så godt jeg kunne. F.eks omtalte jeg min paranoia - som jeg dengang ikke vidste at det var - for "skyer".
Skyer som flød over himlen, mørke og truende og med masser af fortvivelse og ondskab. Og jeg blev helt fyldt op af sorg og selvhad.
Jeg forsøgte så godt jeg kunne at beskrive de ting som foregik, men dengang kunne jeg ikke sætte ordentligt ord på det.

Så fulgte nogle stille år. Jeg skrev et par dagbogsblade som breve. Men ellers kæmpede jeg selv med mit uvejr. Da jeg kom ud for en mindblowing oplevelse i November 2004, hvor mit daværende største ønske gik i opfyldelse (at møde Rammstein), begyndte jeg at skrive igen, denne gang som en novelle. Jeg blandede egne erfaringer og fiktion sammen og fik dermed skrevet "Lana", en historie på 139 sider. Det var en milepæl for mig. Jeg havde aldrig skrevet meget fiktion, men denne historie blev skelsættende for mig i forhold til at skrive. For med den fulgte en 9 år lang skriveblokade overfor fiktionsnoveller.

I 2005 begynder jeg i terapi i Randers. Gruppeterapi. Og der bliver revet op i rigtig mange ting. Jeg slås og jeg bearbejder mange ting, og samtidig med det skriver jeg en del digte. Og så påbegynder jeg dagbog igen, denne gang bare et Word dokument på min computer.
Senere på året melder jeg mig ind på Blackmarket og lærer en helt anden verden at kende. Siden er et forum og online værested for alternative mennesker. Primært er det folk fra København, men jeg nyder at skrive frem og tilbage med nye og spændende mennesker.
Mine dagbøger på det tidspunkt bærer stærkt præg af min sygdom, som nu er i fuld - og ukontrolleret - flor. Men jeg beskriver det bedre og lærer faktisk en del af det.

Jeg ender med at flytte til København for en kæreste jeg har fundet gennem Blackmarket. Jeg river simpelthen alt op med rode, smider et halvt liv væk i materielle ting, og rykker østpå.
Jeg bliver meget mere aktiv på Blackmarket og skrive mange blogs. Ikke særlig velovervejede blogs og jeg ender mere og mere i uføre i forhold til andre brugere. Jeg kan slet ikke begå mig i dette universe: dagbøger - eller blogs - som pludseligt ligger til offentlig skue. Men jeg skriver ufortrødent videre, selvom jeg får mang hug fra de folk som mine blogs berører.

Jeg bliver single, jeg flytter rundt på må og få, jeg kan ikke slå rødder. Men mine blogs følger mig på Blackmarket og stadig med mere og mere modvind.
Jeg gemmer i den periode mine blogs, og jeg har dem stadig den dag i dag.

I 2007-2008 kulminerer mit manglende fodfæste med situationer og verden generelt. Jeg får kortvarigt - men intenst- en kæreste som kommer til at forandre mit liv. Jeg skriver først om alt det gode. Men det ender efter 4 uger, da vi til en nytårsfest rager uklar. Også dette beskriver jeg i mine blogs. Jeg beskriver også situationer og udtalelser med andre mennesker omkring mig og ham. Det hele ender i ragnarok, da jeg - slået helt itu og uden nogen form for tillid - skriver det hele ud på Blackmarket. For første gang berører jeg emnet "selvmord", og det tolkes som et ønske om at begå selvmord. Det kommer fyren for ører og han sender politiet ud dagen efter for at se til mig.
Det blev en brat opvågning for mig. Jeg havde skrevet mig ind i et hjørne, hvor folk var blevet bange for mig, for hvad jeg kunne finde på at gøre, hvad jeg kunne finde på at sige og skrive.
Jeg indså at jeg langsomt havde gravet min egen grav. Så jeg slettede mig fra Blackmarket og skrev lidt dagbog på computeren igen.

Jeg vendte dog tilbage, stadig lige kaotisk, men lidt mere velovervejet i forhold til de emner jeg bragte op. Stadig skød jeg med skarpt efter andre, og jeg kom tid med slet skjulte hentydninger til negative opfattelser af folk omkring mig.
Jeg havde mange læsere, men også rigtig mange konflikter. Jeg forstod bare ikke hvorfor folk ikke kunne se at det handlede om MIN opfattelse af tingene. Det var ikke ment som at hænge ud.
Men sådan var det jo. Jeg hængte jo folk ud, og jeg måtte virkelig tænke mig grundigt om.

Det blev dog ikke mærkbart bedre de næste år. Men jeg kom til at kende flere gennem disse sociale medier. Og jeg fandt langsomt håndgribelige emner at skrive om. Især min "kunst" (jeg bryder mig ikke om at kalde mine papirklip kunst, men det er heller ikke 'bare' en hobby) affødte positiv opmærksomhed og positive reaktioner. Jeg slubrede det i mig og nød det.

Jeg stoppede ikke med at skrive blogs. Men de seneste par måneder har jeg rykket mine dybere tankers nedfældelse over til dette format - online blog, som ikke er afhængig af et forum med brugere. Her på blogger/blogspot føler jeg, at jeg kan skrive frit. På samme måde som at sidde og snakke med sig selv. Jeg ved der er folk som læser med, og det er fint. Jeg er glad for at nogen kan finde interesse for mine skriblerier. Det er en positiv trøst.
Men jeg gør det for mig.
For første gang i mit liv skriver jeg blog for min skyld. Fra jeg var 12 år og indtil nu har jeg skrevet med henblik på at det skulle læses. I mange år anså jeg det for at være mit eftermæle - en forklaring på begrebet 'mig' når jeg ikke var her mere. Fordi jeg altid havde - og har -  en stærk følelse af, at jeg ikke blive så gammel. Men så konkluderede jeg, at det var på tide at vende bøtten og efterlade en mere positivt epilog på mit liv :)

So, there you go.

Et trip down memory lane....

I 2008-2009 lavede jeg modelarbejde for en nystartet dansk side, der på mange områder mindede om Suicide Girls. Altså alternative piger med tattoos og piercings, som mere eller mindre afklædte fik taget billedeserier, som kunne købes på siden gennem medlemsskab.

Jeg blev model for denne side med intentionen om at "make it big". Eller i hvert fald at få lidt fokus på mit arbejde som model (som amatør).
Jeg fik lavet 2 soloserier og 1 med ejeren, der også fungerede som fotograf og model.
Så langt, så godt.
Man skrev så under på en kontrakt for hvert shoot, hvor man overdrog billederne til ejeren af siden, men ellers måtte man arbejde for hvem man ville ved siden af.
Man måtte bruge billederne til videre eksponering af siden, dvs med vandmærke eller navnet på websiden på.
Jeg oprettede mig på utrolig mange sider med relation til miljøet og kaprede "kunder" til at komme og være med på siden.
Jeg gjorde faktisk en rigtig stor indsats.
Jeg var i forvejen blevet advaret mod denne kvinde. Hun havde også tidligere udtalt sig rigtig beskidt om mig, men naiv som jeg var ville jeg give hende en chance til. Der måtte jo være noget godt i alle mennesker.
Det kørte faktisk på skinner. Stille og roligt kom der flere og flere modeller til, og hjemmesiden, med forum og gæsterbøger, billeder og videoer skred frem. Jeg var dog ikke voldsomt aktiv på selve siden, selvom det var forventet at man skrev med fyrene privat derinde. Jeg ønskede ikke at gå den vej, da det for mig mindede for meget prostitution og salg af ens personlighed. Men jeg var der da.
I løbet af 2009 kom jeg ud i en voldsom krise der ændrede alt. Jeg blev gravid og skulle tage stilling til rigtig mange ting. Jeg vidste jeg måtte gå igennem en abort, og dermed skyde min drøm om børn i sænk. Det blev et stort vendepunkt i mit liv.
Jeg undlod at fortælle ejeren af dette site om detaljerne i min krise, men gjorde det klar at jeg havde brug for en pause. Og så brød helvede løs.
Jeg orkede ikke at svare på de 3-4 mails der løb ind om dagen, og forholde mig til ting jeg "skulle gøre" for fortsat at være med. Til sidst blev jeg smidt ud i "bad standing". Jeg tror der var gået 2-3 uger med inaktivitet.
Jeg fik en mail om at jeg skulle slette AL reference mellem denne side og mig. Alle bannere, alle profilbilleder og gallerier og navnnævnelse af siden. Jeg var i en døs af sorg, så jeg var ikke hurtig nok på aftrækkeren. Der var et par af siderne jeg havde reklameret på, som jeg ikke kunne få adgang til pga manglede password og forkert email.
Men min forklaring om at det altså var rigtig svært lige nu, hjalp ikke. Jeg blev haglet med med trusler om dit og dat. På facebook blev jeg hængt ud af flere omgange som psykopat og "dopet på psykofarmaka". Jeg blev anklaget offentligt for at give seksuelle ydelser for at folk skulle tage mit parti i den efterhånden MEGET offentlige sag.
Jeg prøvede at undgå mudderkastningerne, men det tog virkelig hårdt på mig og til sidst tog jeg bladet fra munden og skrev en blog på Blackmarket om, hvad der var sket. Og jeg brugte navn og uddybede nogle ting.
Jeg fik slettet det jeg kunne af  billeder og referencer til siden. Jeg syntes mange af billederne var rigtig gode af mig, men ejeren af det famøse site sendte hele sagen til advokat og jeg blev pålagt at fjerne dem inden en uge - allesammen ! Jeg gjorde mig bedste og undgik dermed et sagsanlæg.
Flere piger meldte sig pludselig på banen - de var også blevet smidt ud for at sige fra, og blev nu også hængt ud på det groveste. Ejeren af siden havde en personlig - offentlig - blog, og alle kunne læse med. Smædekampagner startede på facebook fra både hendes og hendes mands profiler, og jeg blev udsat for grov chikane online - både på min personlige profil og på min modelside. Så jeg lukkede modelsiden ned og blokerede hvad jeg kunne på min egen profil. Det var faktisk rigtigt hårdt at være udsat for så mange angreb konstant.
Det kom så en journalist fra Ekstra Bladet for øre hvad der foregik. Den omtalte webside var slået ret stort op med online reklame, og han var faldet over hele krigen på nettet.
Han spurgte så mig, og et par af de andre piger, om vi ville være med i en artikel, som skulle munde ud i en konfrontation af ejeren af siden.
Vi endte med at takke nej, der skulle ikke koges mere suppe på den historie, eller kastes mere brænde på bålet.
Jeg prøvede at lægge låg på det hele, men skaden var sket.
Jeg kunne derefter ikke få nogle modeljobs og endte med at stoppe helt i 2010.

Jeg har kopier af mails, screenshots og dokumenter fra hele misæren. Det gør stadig ondt på mig at læse de ting, der blev skrevet om mig. Uanset hvad jeg gjorde over en periode på 1½ år, blevet kommenteret online flere steder, og aldrig i positive vendinger.

Ejeren af siden endte med at melde mig til SKAT og hun prøvede at melde mig for socialbedrageri til kommunen 3 gange. Kommunen bad om en redegørelse, og jeg fremviste mails og dokumenter fra chikaneforløbet. Og sagen blev frafaldet.
SKAT måtte jeg betale til, da jeg ikke kunne dokumentere at jeg ikke havde tjent nogle penge på jobbene.

Jeg er rigtig rigtig glad for at være stoppet og være "pensioneret" indenfor modelbranchen.
Ikke nok med forvrængede kropsidealer, stoffer og ulækre udnyttende fotografer, så er der masser af psykopater der bare venter på at køre hetz mod en, hvis man ikke danser efter deres pibe.
Og de kommer til at have masser af oplysninger på dig, plus de har billeder - både de gode og de dårlige af dig, som de kan bruge som de vil, til hvad de vil...

Tænkt rigtig grundigt over det, hvis du ønsker at være nøgenmodel eller erotisk model. Der er 1000 gange så mange faldgruber som der er opture.

Det var alt for nu.

Time out

Jeg er blevet ret glad for at tage time outs.
Denne weekend har jeg også spenderet hos min far på landet, og det har gjort mig godt.
Vi har lavet noget havearbejde, været ude og besøge min bror og hans familie i Århus, hygget med tv og spist nærende mad.
Jeg har nydt timerne med solen ind af vinduerne, og fået sovet det jeg trængte til.
Tankerne har selvfølgelig myldret lidt, som de plejer, men mest om at få gjort noget med mit liv. For jeg er søbet godt hen i ingenting.

Jeg har for det første fået en god kontakt med min gamle bostøtte, Johnny. Vi aftalte da han stoppe, at vi skulle beholde kontakten. Så vi var på café i Tirsdags og hyggesnakke. Samtalen faldt på at jeg ønsker mig en bedre telefon i fødselsdagsgave her om 2 uger (præcist i dag), og så foreslog han at jeg kunne arve hans tidligere telefon. Han havde kun brugt den i knap et år, og han havde været glad for den. Så nu har jeg overtaget hans Nokia Lumia 610. Den er lige et par takker bedre end min HTC Wildfire S, så jeg er godt tilfreds. Jeg behøver ikke det nyeste af det nyeste :)

Samtidig har selvsamme Johnny snakket med en kunstner her i byen, som udstiller og formidler kunst. Johnny tog en del af mine papirklip med sig den anden dag, og i går fik jeg så at vide, at denne kunstformidler er interesseret i at udstille nogle af mine klip. Jeg kan slet ikke få armene ned !!!
Så jeg er utrolig spændt på at møde denne mand og se hvad det bliver til :)
Papirklippene er helt klart min force. Det er der mit rigtige talent ligger.
Jovist, jeg kan skrive og tegne, men det er slet ikke på højde med den energi jeg kan lægge i papirklip. På det punkt tør jeg godt rose mig selv :)

Derudover, så skal nogle lokalpolitikere til at kigge på min sag. De kan ikke gøre noget ved min sag specifikt, men de kan bruge den som eksempel på hvor dårligt langtidssyge, som ikke er berettiget til pension, bliver behandlet.
Og så vil jeg i forlængelse af det hele søge pension - alligevel.
Det gjorde jeg også i 2009, men efter 4 års tovtrækkeri, hvor kommunen ikke engang var færdig med at indhente oplysninger, gav jeg op. Det var en sej kamp som ikke gav noget resultat. Jeg var til flere samtaler og udredninger, og alt pegede på at jeg skulle have en pension. Men så fandt kommunen nye ting at søge oplysninger om, og det trak i langdrag.
Suk.
Så jeg trak stikket på mit København-eventyr, og drog tilbage til Jylland, hvor jeg er nu.

Så der er lidt at se til, og jeg glæder mig til at opleve mere af den slags.
Min kampånd har stort set ikke været til stede i lang tid. Gav mere eller mindre op.
Men nu er der folk som tror på mig og støtter mig, og jeg håber at det hele i sidste ende medvirker, at jeg finder ud af hvilken hylde jeg hører til på :)

Jeg var på rekreation... og jeg ville ikke bytte for en million!

En lille omskrivning af en klassiker.
Men sandt skal det være, at jeg trængte til det. Og jeg holdt mig fest- og alkoholfri.
Det var faktisk rigtig rart at smide den maniske trang til fest og farver til side, og bare hellige mig samværet med min far. Vi fik set en film Fredag aften, og Lørdag tog vi til stort kræmmermarked i Viborg. Vi fandt dog ikke noget af interesse, der var heller ikke ret mange boder. Især ikke med krimskrams som jeg elsker at kigge igennem.
Lørdag aften så vi Olsenbanden går i Krig og derefter Zodiac med Jake Gyllenhal og Robert Downey Jr.

Jeg fik sovet godt igennem og nydt at jeg ikke havde ansvar for andet end mig selv.
Charlie passede sig selv derhjemme, godt pakket ind i mad og vand og en ren bakke.

I dag kom jeg så hjem. Charlie tog energisk imod mig og min far gik med op for at kigge på min opvasker. Den endte dog med at spytte vand udover gulvet fra et endnu ukendt sted, så den kommer ikke til at blive brugt til noget foreløbig - hvis nogensinde.

Det var de håndgribelige ting.

Jeg har haft helt ro på, kun enkelte prik af angst og et par enkelte mikropsykoser. Så det har været ret stille ift hvordan min verden normalt ser ud.
Komplikationer, spekulationer og kontroverser blev efterladt i Randers, og dem tager jeg en anden dag. I dag skal jeg nemlig hygge mig med at læse lidt af mine gamle noveller, så jeg måske kan skrive videre på dem
Glæder mig til at få blæk til min printer, så jeg kan printe "Patient 1914" ud og læse det der allerede er skrevet. Og måske få inspiration til at færdiggøre den. Det er en uhyggelig noveller om en kvindes fortid med en gyselig far, og hvordan hun kæmper med minderne, da han pludselig kommer ud fra en lukket psykiatrisk afdeling og jagter hende.
Spændende, ikke sandt ?
Den påbegyndte jeg i 2005, og den kunne godt klare at blive støvet af og skrevet færdig.

Jeg er rigtig rigtig rigtig glad for at have fået ladet batterierne op. Min far er fantastisk til tage hånd om mig, og vi nyder virkelig tosomheden når jeg er ude ved ham.
Og roen ! Fred og ro og masser af natur omkring mig. Lidt for mange insekter dog. Især edderkopperne skræmmer mig fra tid til anden. Så en på 7 cm på en vindueskarm udenfor i går aftes >_<
Gik desværre glip af nordlyset, da jeg var alt for træt til at holde mig vågen til det.

Udstrakt, afbalanceret og egentlig ret glad for at mærke at jeg (tilsyneladende) har været savnet i Randers.

Lad bare ugen, med sit stress og jag, komme an !

Alkoholiker

Jeg ved ikke om jeg er alkoholiker.
Jeg tror det ikke, for kan sagtens gå flere dage uden alkohol.
Men jeg er helt klart partyholiker. Jeg har rigtig svært ved at klare 3-4 dage uden fest. Og når weekenden trænger sig på, så kribler det i mig.

Jeg lovede mig selv mandag aften - og lavede en pagt med en kammerat - at jeg ville stoppe med at feste og drikke for en tid.
Jeg vil se om det kan lade sig gøre at tage mig på den måde, for alle andre forsøg er fejlet. Og jeg drikker en del om ugen ifm fester og byture. På en almindelig uger jeg nok på druk 2-4 dage. Og jeg holder ikke igen med de våde varer.

Så nu må det være! Jeg vil gerne se resultater og det eneste jeg ikke har forsøgt mig med, er boycut af alkohol.
Det er faktisk allerede svært. Alle jeg kender her i Randers, ser hinanden ifm druk. Og det er selvfølgelig på von Hatten det meste foregår. Og jeg har hægtet mig på og giver gas med dem. Det er blevet den måde hvorpå jeg ser folk.

Så nu skal jeg finde nye projekter. Har lånt 2 lydbøger af min mor, så jeg kan lytte til historier imens jeg laver papirklip.
Jeg har fundet en MASSE gamle håndskrevne noveller frem og er begyndt at rette i dem, imens jeg skriver dem ind.
Det er også blevet bestemt i mit hoved, at jeg vil gøre mere herhjemme. Det praktiske. Men det er godt ok svært at motivere sig selv.
Selvom det er PISSEsvært ikke at tænke på fest og byture, så VIL jeg se resultater. Jeg VIL afprøve min teori.
Jeg vejer små 115 kilo, og det er ... klamt. Jeg føler mig i hvert fald ikke særlig lækker mere.

Så kryds fingre for mig, og ønske mig held og lykke - Im gonna need it !

På tynd is.

Min psykiske tilstand er stadig skrøbelig. Jeg kan godt mærke at mange indtryk påvirker mig stadig. Især negativt.
Lige for tiden vipper jeg imellem at have det fint (og at være manisk), og over i at være introvert og putte mig væk.
I dag har været en putte-mig-væk dag.

Dynen, sengen og sofaen er mine gode venner. Og Netflix og film. Charlie er det eneste selskab jeg reelt ønsker i dag. Og det passer mig fint. Jeg har været meget på de sidste 3 dag, så nu skulle stikkes trækkes. Byture både Torsdag, Fredag og Lørdag. Mennesker over det hele. Alkohol. Mange timer på farten.
Jeg vil SÅ gerne have en pause fra det liv, men jeg kan ikke. Jeg har virkelig svært ved at lægge druk og fester på hylden, for at pleje mig selv. Min motivation for at tabe mig og få det bedre er virkelig lav, men drømmen lever.
Er det ikke det de kloge siger ? Et mål uden plan er blot en drøm ?
Men hvordan lægger man så en plan ? Jovist, træning og diætist vil være smart, men jeg vil gøre det selv. Jeg magter ikke at stå til ansvar overfor nogen som helst for tiden. Jeg vil bare gerne klare det selv. Men min ryggrad er tynd og eftergivende som vådt bølgepap. Så jeg må nok se langt efter resultater.

Jeg ser ret meget "Allertiders Barnepige" på Netflix. Det var en af de serier og programmer som jeg forsvandt ind i, i 90'erne hvor jeg var meget for mig selv. Ricki Lake var også et af dem. Og Naboerne på Tv3.
Det var først da jeg blev gammel nok til at gå til fester og i byen at jeg slap de fleste beroligende ting. Tænk engang, jeg har været aktiv i bylivet i snart 15 år. Få uger er gået uden druk. Det er godt nok .... sørgeligt. Alle de penge. Al den negative indflydelse på mig og min krop. Alle de kontroverser ift det sociale.

Jeg burde trække stikket på druk og få et andet liv.
Nemlig!

Jeg har feber i dag + forvreden min venstre tommeltot. Og så har jeg lidt tømmermænd. Jeg er uendelig tørstig hele tiden, men kan ikke slukke tørsten.
Faktisk, så synes jeg ikke jeg fik det bedre af at skrive denne blog.

I aften er sådan en aften. hvor jeg ville ønske at jeg havde en sovepille at falde i søvn på. Tankerne flyver og jeg er utilpas.

At være ovenpå og nogle gange manisk

Tiderne skifter sammen med årstiden og jeg har det bedre. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig kæmper hver dag. Lige for tiden er jeg en blanding af "ovenpå" og "manisk".
Når jeg er ovenpå så kan jeg ting. Rydde op, tage opvask og andre opgaver herhjemme. Jeg har nemmere ved at gå ud af mit hjem og være ude.
Når jeg er manisk er jeg her, der og alle vegne. På en absolut ikke særlig rar måde. Jeg higer efter et fix konstant. Når det første er opnået, så skal jeg videre til næste.
Mine fix består tit og oftest af fester. Det gør min tid også, når jeg er nede. Men når jeg er manisk, så er jeg helt ude af kontrol. Og jeg opnår ofte drama og usmarte bemærkninger og udtalelser. Hvorefter jeg skammer mig til døde. For hvor siger jeg dog mange enormt ucharmerende ting.

Indimellem får jeg behovet for at være midtpunkt. Og når jeg opnår det, så fyldes jeg af et ubehag. For jeg dur ikke til at være midtpunkt. Jeg bryder mig slet ikke om det. Og meget af stræben efter at være "center of attention" handler om, at jeg prøver at være sjov. Nedgør som regel mig selv, eller tilegner mig nedgørende holdninger om mig og andre.

Jeg burde snart lære at tøjle mig selv. Få lidt mere kontrol over mig selv, når jeg omgås andre mennesker. Jeg er også rigtig dårlig til at få sagt ordentlig tak, til at spørge pænt og til nogle gange bare at tie stille og lade andre komme til.
Men alkohol har som regel den virkning at alle begrænsninger og grænser flyttes.

Så i dag, efter endnu en omgang druk, sidder jeg med følelsen i maven af at være en idiot.


Men men, man skal jo rejse sig ved det træ man er faldet. Så jeg vil snarest forsøge at være social igen, og øve mig i at tænke mig bedre om, inden jeg åbner munden. Det vil helt sikkert gavne min venskabers og bekendtskabers levetid.

Svigt og tillid.

Jeg kan godt mærke at jeg er blevet svigtet og skuffet meget i mit liv.

Især af mænd.

Det hele er vel startet med, at min biologiske far forlod min bror og jeg da vi var små. Og derefter viste han ingen interesse for at have noget med os at gøre. Vi har dog været heldige at få en anden og bedre far, men det har helt klart sat nogle spor hos mig.

Mænd svigter.

Den tanke har floreret i mit hoved i mange år efterhånden.

Jeg husker min første forelskelse. Jeg gav ham et kærestebrev og han kvitterede med at vise det til sin klasse, som efterfølgende latterliggjorde mig resten af det skoleår.

Min første rigtige kæreste, som jeg var sammen med i knap 2 måneder, var mig utro med 9.

Jeg endte flere gange med at være "den anden kvinde", for fyre i forhold.

Ofte blev jeg lovet guld og grønne skove af disse fyre, men i stedet endte jeg med sure kærester på nakken.

Jeg er blevet lokket til nøgenbilleder og sex, blot ved at fyren sagde og gjorde de rigtige ting. Når de havde fået det de gik efter, hørte jeg aldrig fra dem igen.

Og hver gang var jeg overbevist om, at det helt sikkert var den helt store kærlighed. For mig.

Det har så affødt en masse bitterhed. Mange har gennem årene opfattet mig som kølig og afklaret med tilfældige sex og skiftende partnere.

Det har aldrig rigtig været noget jeg har været okay med.

Ofte - rigtig ofte - har jeg siddet tilbage, grædende, med følelsen af at være udnyttet.

Jeg blev mere og mere sikker på, at med alle de frøer jeg skulle kysse, så måtte der snart komme en prins til mig. Men det gjorde der ikke.

Nu må du, kære læser, ikke få det indtryk at jeg har trukket mig fra kærlighed og er bitter og kold nu.

Det er jeg ikke.

Men jeg er ikke så blind og naiv mere. Jeg holder kortene tættere ind til kroppen og ønsker ikke at involvere mig for hurtigt. Med nogen som helst. Jeg er skeptisk og paranoid til tider. Jeg stoler ikke rigtig på nogens motiver for at være sammen med mig. Dog mest gældende mænd.

Jeg husker også, dog med gru, min omtale af mig selv på en anden blog, efter enden en omgang brændte naller. Jeg omtalte mig selv som en spermdåse. En affaldscontainer.

Jeg gav så meget, alt for meget, og fik så lidt igen. Men det skete fordi jeg satsede hele butikken på den dårligste hest i stalden.

Jeg var så utrolig naiv og troede på det allerbedste i alle.

Det er nu ikke fordi at jeg ikke kan se det gode i folk jeg møder mere. Det kan jeg godt. Men jeg ser bare også ret hurtig fejl, som jeg lige skal fordøje. For mig er det ofte faresignaler på svigt og udnyttelse. Det er som regel de tanker der dukker først op i mit hoved, når en person afviger fra en aftaler, eller hvis de skifter mening.

Men med tid kommer råd, og jeg skal nok få genopbygget min tillid til andre mennesker igen. Det tager bare tid, og ... tid tager tid.

Men jeg er optimist for det meste.

Det skal nok blive bedre.

Fanget i systemet.

Jeg har modtaget offentlige ydelser siden jeg fyldte 18. Fra jeg var 19-20 arbejdede jeg et års tid på en fabrik. Ellers har jeg fået kontanthjælp i snart 14 år.
Det er med tungt hjerte at jeg skriver denne blog. For i dag viste systemet sig igen fra sin grimme side.
Jeg får - udover min kontanthjælp - boligstøtte og paragraf 34. Sidstnævnte er en støtte til ekstra høje boligudgifter.
I denne måned fik jeg den ikke udbetalt. Så nu går mine alarmklokker i gang.
Er der kommet nogle oplysninger ind ift min boligsituation, som fjerner støtten ?
Har jeg klokket i det et eller andet sted, så jeg ikke kan få den mere ?
Er det blot en lille fejl som kan blive rettet når jeg ringer til kommunen i morgen tidlig?
Er der tidsbegrænsning på paragraf 34?
Og hvis nu den bliver taget fra mig, hvad gør jeg så ? Så har jeg dårlig nok penge til at betale mine udgifter. Og jeg kommer til at stå uden penge til ret meget andet end havregryn.

11 sammenhængende år har jeg nu fået kontanthjælp. Det startede i september 2003 da jeg blev ledig.
Siden da har jeg kæmpet med næb og kløer for at få tingene til at hænge sammen. For nogle år siden overlod jeg det økonomiske til min mor, idet jeg stiftede for megen gæld og ikke kunne holde styr på pengene, så alt kunne blive betalt. Det var en klog beslutning, og den ordning kører stadig.
Det skal dog nok lige tilføjes, at hvis min mor pludselig dør, så fortsætter mine penge med at løbe over på hendes konto, og vil derfor blive medregnet som en del af min mors formue. Og dermed vil min bror være arveberettiget til halvdelen af mine penge. OG jeg kommer ikke til at kunne røre mine egne penge (betale regninger og leve) før min mors bo er gjort op.
Men der er ingen andre muligheder for økonomisk værge, så den tid - den sorg.

Men altså. 11 år på skideren.
Jeg har, siden jeg blev 20, ikke kunnet deltage i ret mange aktiviteter med mine venner og bekendte. Tog ikke på ferie med nogen. Ikke engang med i sommerhus, for kunne ikke give penge til maden eller få råd til at bus til stedet. Jeg har ikke rigtig været i biografen. Eller på café. Eller ude at spise. Jeg har ikke været ude og se ting, som koster penge i indgang. Jeg har ikke været ret meget udenfor den by jeg har boet i, da det ville koste for meget.

I flere år boede jeg i København, hvor jeg spenderede det meste af min tid i min lejlighed.
Jeg ville gerne, i de år hvor jeg formåede at komme ud til ting, have gået på aftenskole eller taget et kursus som jeg ville have fået glæde af. Ting som kommunen ikke støtter.
Men kontanthjælpen er ment som en midlertidig støtte, og det er helt fint i min optik. Det er sådan det skal være. Men når man pludselig finder sig selv på kontanthjælp på snart 12. år, så er der noget galt.
Jeg har forsøgt at søge pension. Sagen blev trukket i langdrag og henlagt flere gange. Til sidst måtte jeg give op og flytte tilbage til Jylland til min familie, da jeg simpelthen ikke havde råd eller psykisk overskud til at blive i København.
Nu er jeg i gang med et "ressourceforløb". Dette går ud på at afdække styrker og begrænsninger ift uddannelse og arbejde. Og det er godt tiltag. Bestemt. Men jeg blev i Kbh vurderet til ikke at kunne varetage et job eller tage en uddannelse, og ej heller ville komme til det. Dette bliver ignoreret, da lovgivningen omkring førtidspension er strammet så meget som de er.

Så nu fornemmer jeg lidt,at ressourceforløbet skal holde mig på kontanthjælpen, indtil at jeg kan komme på pension. Måske for at spare penge ?
Som jeg kan forstå så betaler staten tilskud til den kontanthjælp som kommunerne udbetaler. Hvorimod pension udelukkende hænger på kommunernes skuldre.

Næste skridt i mit liv og i mit forløb bliver, at søge hjælp udenfor systemets fire vægge. Om det bliver medierne, en advokat, en lokalpolitikker - det vil tiden vise.