Om den evindelige ensomhed

Jeg har altid levet med en voldsom ensomhed i og omkring mig.
Fra jeg var barn til nu, har jeg næsten i hvert vågent øjeblik ønsket mig, at der var nogen som tænkte på mig, og som tog den tanke og gjorde den til en hjertelig handling.
Jeg savner ofte det nære i et venskab. Jeg synes selv at jeg er god til at spørge ind til folk. Spørge folk om at ses og dets lige. Jeg gad virkelig godt at være i et venskab med en pige, hvor man snakker med hinanden ret ofte om alt og ingenting. Det er en helt unik følelse at være en person som andre interesserer sig for.

Men selv når jeg har været sammen med nogen i flere timer eller over et døgn, og jeg er træt og brugt efter at have været 'på', så bliver jeg hurtigt bange for ensomheden igen. Og den kære tomme følelse lader ikke vente på sig særlig længe. Som regel kan en person tage hjem, og inden for en time er jeg ensom igen. Jeg overlever jo fint, men det påvirker helt klart min opfattelse af andre omkring mig. Forstået på den måde, at når jeg ikke hører noget fra andre, så føler jeg mig glemt og til side sat. Og det er godt nok ikke en fed følelse.

Jeg aner dog ikke hvordan jeg formidler dette behov. Egentlig bygger det - og andre tanker og følelser - sig op, og jeg bliver mere og mere påvirket af det. Mere og mere desperat efter kontakt og mere og mere såret over ikke at opnå den.

Så pt pakker jeg mig ind i filmens verden og søvnen. Jeg har - igen - mistet interessen for Skyrim og de fleste andre ting, så jeg er ret tom og prøver bare at passe på mig selv.

Men kors hvor jeg savner en god girltalk fra tiden til anden.

Bah.

En heldig kartoffel.

Jeg sidder i min stue. Den stue med computeren og den dæmpede belysning. Jeg overvejer at sætte mig ind i den anden stue - den med spisebordet og barskabet - og feste med min gæster.
De synger og skåler og jeg vil gerne tilbage til dem. De får mig til at føle mig velkommen. Og her føler jeg mig hjemme.
Jeg vil gerne åbne en øl med dem, eller blande en drink, skåle i shots og synge med på "That don't impress me much". Ingen bytur, det gider vi nemlig ikke!

Problemet ved hele dette scenarie er, at her ikke er nogen. Det stærke ønske om ikke at være alene i aften har givet mig fornemmelsen af, at der kunne have været nogen her. Altså hvis jeg selv skabte dem.


Det var månedsdag i går for Charlies død. Jeg har vænnet mig til at han ikke er her og at Marley nu er den store del af mit liv. Jeg kan ikke leve uden en bedste ven, i fysisk form af en kat. Det gør livet lettere at sluge.
Men det var først i dag at det rigtig slog mig, at der nu er gået 4 måneder siden Charlie døde. Jeg får nu tårer i øjnene og må trække vejret dybt en ekstra gang. Hold kæft hvor har det været hårdt. Og dyrt, på den følelsesmæssige konto. Jeg har lært min lektie, at man kan miste det mest dyrebare i et splitsekund. Det samme gælder for Marley en dag.
I menneskeår blev Charlie 42. Marley er 12 nu. Stadig bare en (møg)unge der er ude på ballade, og som elsker at prøve grænser af. Men han er ved at være godt opdraget. De fleste unoder laver han nu, når jeg afviser ham eller er optaget af noget andet.


Kærligheden giver mig ro. Troels er min klippe. Vi har dog ikke prøvet et stormvejr endnu, men lige med ham føler jeg, at vi nok skal klare os igennem det, når det kommer.
Dog er mit humør og mit sind pt meget ustabilt, men han tager det pænt. Jeg giver også ham plads til at snakke, og til at trække sig hvis han får brug for det. Jeg vil ikke belejre ham. Vi har dog en god balance iogmed at vi er vilde med vores kontakt med hinanden.
Nu skriver jeg "vi", for jeg er sikker på at alt det jeg føler og tænker er gengældt.
Vi vil det samme, vi er samme sted følelsesmæssigt, vi drømmer begge om vores fremtid og snakker om den.
"Vi".

Jeg glæder mig til at forkæle ham i morgen. Det er "Bøf og blowjob dag" og det betyder en del for ham at prøve det.
Jeg har sørget for et par overraskelser udover det åbenlyse. Og jeg er ret sikker på at han vil synes om det ^^

Jeg har haft en god uge, synes jeg. Hygget med mor, besøg af en veninde, set Troels (og igen i morgen). Jeg er blevet forkælet med rare ting og ord. Og jeg skal ikke klage.

Men hver weekend ender jeg i den samme suppedas, at jeg føler at nogle afviser mig. Jeg burde lære at lade være med at spørge folk om at ses ifm weekend og festivitas. Jeg bliver så bitter og såret, når så mange siger nej. Hver weekend.
Jeg bliver jo god igen og kan sagtens sætte mig i deres sted. Men en aften som i aften hvor jeg trænger til at reagere udad, så er det altså svært at være skubbet til side.

Og så tror jeg også at jeg lægger for meget i de fleste relationer.
Jeg savner bare tilhørsforhold. Samtaler. At blive spurgt ind til af nogle af de mennesker som jeg interesserer mig for.

Dog er jeg velsignet med et vennepar, som jeg har kendt i mange år. De er der i en ruf når jeg har brug for det, og jeg er simpelthen bare så glad for dem! Kvinden i forholdet kan jeg være 100% mig selv med. Uden at blive målt, vejet eller dømt.
Manden har jeg 1000 emner at snakke med om, bl.a. skriver vi pt en historie hver i sær, på baggrund af nogle fælles retningslinier vi har stillet op.
Det er super spændende hvad det bliver til!


Så selv i går var træls og i dag er lidt værre, så er jeg heldig.

En heldig kartoffel.

Om tarme, kræft og blodpropper.

Okay, jeg vil lige ridse noget helbredsmæssigt op.

Jeg har i mange år døjet med mit fordøjelsessystem. I November eskalerede det med smerter i venstre side, så jeg dårligt kunne rette mig op. Gik til lægen, hun mærkede noget hårdt, konkluderede forstoppelse og jeg blev ordineret Movicol mod forstoppelse.
Jeg havde ikke forstoppelse, og Movicol'en ændrede ikke på noget. Efter 4 dage gik det over. Men min mave var stadig øm til tider når jeg skulle det ene eller andet på toilettet.
I Januar var det ok det meste af tiden. Jeg fik dog stadig nogle jag i maven omkring livmoder og tarmen, når jeg virkelig skulle tisse.
I Februar søgte jeg til min læge, og nu er jeg så i gang med en gluten kur, hvor jeg skal spise hvid brød hver dag, til og med d 13. Marts, hvor jeg skal have taget blodprøver. Hun (lægen) mistænker lidt at jeg lider af cøliaki (glutenintolerans). Så nu prøver vi det.
Og min mave bliver hele tiden værre og værre. For nyligt kom der en - og nu skal man nok ikke læse med hvis man er sart - en kugle ud. Helt rundt og ikke den farve den skal have fra dén exit.
Jeg blev lidt nervøs, men slog det hen.
Nu er jeg dog nervøs igen. For hvad i alverden var det for en kugle? Der kommer indimellem også ufordøjet mad ud. Det tegner sgu ikke godt, synes jeg.
Jeg burde dog få svar indenfor de næste 3 uger.

Hvis det IKKE er cøliaki, så vil min læge have mig undersøgt for knuder i tarmen. Cyster om man vil. Og celleforandringer. Celleforandringer kan være forstadiet til kræft.

Og det får mig så til at tænke på den der idé jeg har, om at jeg altid har været sikker på at dø før mine forældre. Jeg kan ikke rigtig forestille mig livet uden dem. Især min mor, som jeg er utrolig tæt med. Hun holder også styr på nogle aspekter af mit liv, som jeg ikke selv kan varetage.
Da jeg var teenager var jeg sikker på at dø inden jeg blev 21. Da jeg så rundede 21 var det en meget underlig følelse. At "overleve" på en måde. Senere var jeg sikker på at jeg ikke ville blive 30. Og nu er jeg 32.
Og selvfølgelig, så sidder jeg nu med en klar overbevisning om, at jeg ikke bliver 40. Jeg kan på ingen måde forestille mig at runde et skarpt hjørne mere. Og jeg har altid været sikker på, at jeg går herfra af én ud af to mulige grunde.
Selvmord.
Eller kræft.

Selvmord tror jeg ikke det bliver. Jeg har ikke nosser til det, og mine nedture er som regel kortere end de var for bare 1½-2 år siden - og før det.
Jeg er også blevet bedre til at glæde mig over de gode ting, og skubbe noget af det negative syn på alting væk. Det går måske ligefrem fremad.

Men kræft. Det er ikke særlig udbredt i min familie, så det er ikke specielt rationel at tro det bliver dén exit jeg får.
Det er langt mere udbredt at få blodpropper i min familie. Rent faktisk er de fleste gået herfra pga blodpropper. Og min mormor, morfar, onkel, moster, mor,og min bioligiske far har haft blodpropper. Halvdelen af dem er døde af det. Det er faktum, så jeg skal nok ikke stikke mig selv blår i øjnene.


Men men, de fleste ting må man tage når de kommer.
Jeg glæder mig over en god fornemmelse mht min kæreste, at jeg har en dejlig og tilsyneladende rask kat, mad i køleskabet og tivolistænger i skabet.
Og selvfølgelig : Skyrimfeber!

Ca en måned senere

27 dage for at være helt præcis. Det er den tid, som er gået siden mit sidste indlæg.

Der er sket enormt meget, og det er primært godt. Der har helt klart også været kampe, og nogle tårer, men alt i alt går det bedre end i et stykke tid.

Jeg vil dog starte med 2 drømme jeg har haft, som har freaket mig ud.

Den anden dag drømte jeg at min mor gav mig en masse æg. Bakker med æg, nogle hårdkogte æg og nogle spejlæg. Nogle var for gamle, men de fleste var ok. Jeg skulle bare selv tjekke dem.
Jeg vågnede fra drømmen og undrede mig.

I nat har jeg så drømt noget meget forvirrende. Lige for at få det med, så er jeg steriliseret. Og jeg var gravid kortvarig i 2009. Men i nat drømte jeg, at de maveproblemer jeg slås med for tiden, og min udspilede mave, viste sig at være en graviditet. Jeg blev indlagt med mavesmerter og en læge fandt ud af at jeg var ved at gå i fødsel. Jeg blev så lagt på en stue helt alene. Og så lå jeg der og kiggede på min høje mave. Min mor kom forbi med en pose med "godter". I drømmen var det indbefattet med Guldkorn og müslibarer. Sygeplejersken sagde, at Guldkorn var det bedste til en fødsel.
Jeg blev så ført over i et stort rum hvor der var MANGE gravide, og de var alle sammen meget yngre end jeg. Vi var nok 15 kvinder/piger.
Min veninde Betina kom forbi i drømmen og tog mig med ud at gå for at afhjælpe smerterne. I drømmen tænkte jeg, at barnet nok var dødt, siden det gjorde så ondt.
Vi gik ned af nogle gamle gader og de var tomme. Der var kun os. Vi kom forbi en fin butik med rigtig fine tallerkener og glas. Betina gik ind og købte et sæt tallerkener i gennemsigtig grønt glas. Stor tallerken, lille tallerken og dyb tallerken. Og så fik jeg også en glasskål/askebæger.
Vi kom tilbage til fødestuen og mange var færdige med at føde, andre var i gang. Jeg blev lagt i en seng og min mor stod atter ved min side. Hun fortalte mig at nu når jeg ikke havde fået noget som helst til babyen af barnevogn, babytøj og så videre, så ville min bror og svigerinde (som har 3 børn) donere al deres babyudstyr til mig.
Jeg var ret glad i drømmen. Lettet og afklaret med, at jeg trods alt skulle have et barn. I drømmen var jeg også steriliseret, men jeg var blevet gravid INDEN indgrebet og fostret havde overlevet. Men da jeg ikke vidste at jeg var gravid, så havde jeg været på drukture og røget en masse smøger. Men jeg glædede mig rigtig meget, og var helt afklaret med at mit liv skulle lægges om. Helt om.
Jeg går så i fødsel.

Og så vågnede jeg.


Jeg går op i drømmetydning, så jeg tydede både æggene og graviditeten her til morgen. De symboliserer ca det samme. Forandring, især med kroppen. Et nyt blad vendes. Fast materie kommer ud af kroppen til fordel for let og luftig input.
Så jeg er spændt på om det betyder at jeg vil tabe mig. Jeg har taget 1½ kilo på den sidste 1½ uge, så det er ikke specielt godt. Jeg må op på hesten - og cyklen - igen!



Jeg har slåsset med mavesmerter (i virkeligheden) siden November. Det startede et par uger efter sterilisationen og omkring den tid jeg mistede Charlie. I December fik jeg så store smerter at jeg måtte få en akuttid ved min læge. Hun mærkede efter og sagde at jeg havde "nogle knolde" i tarmen og jeg blev bedt om at tage en movicol kur (afføringsmiddel). Men det hjalp ikke en dyt. Der sad ikke noget i klemme, så alt var normalt på dét punkt.
De gik så over nogle dage senere, De blev til en svag trykken når jeg skulle tisse. Som om at noget sad og var i vejen.
I løbet af Januar fik jeg en tur til med smerter. Og her for lidt over en uge siden kom det igen. Ganske pludseligt. Jeg har haft trykken og jag i maven flere gange, men deciderede smerter havde jeg ikke haft i noget tid op til sidste søndag.
Søndag lå jeg mere eller mindre flad på sofaen og havde det elendigt. Følte mig oppustet som en Zeppeliner. Jeg gik i seng søndag aften og sov det meste af døgnet mandag og tirsdag. Tirsdag aften gik det pludselig over, og trætheden forsvandt. Jeg var ellers nået dertil at jeg var ved at falde i søvn midt i en telefonsamtale med min mor.

Men jeg var så ved læge i onsdags. Min læge tænker det kunne være gluten intolerans så nu skal jeg æde hvidt brød hver dag, så jeg d 13 Marts kan få taget blodprøver og få tjekket det.
Det er bare ikke særlig fedt at skulle æde hvidt brød, når jeg nu lige havde fået det ned på et absolut minimum. Tykmælk tog over som morgenmåltid og snack, så ja. Jeg føler lidt pt at jeg har tabt ift min omlægning af kost.
Nu må vi se.

D 9. Februar havde jeg en date med en fyr, som jeg kortvarigt (men intenst) havde skrevet med på et datingsite, mail og skypet med.
Vi mødtes på neutral grund, men det var elektrisk. Kemien sprang imellem os, gnisterne fløj i rummet og the sexual tension var til at skære igennem.
Så i dag er vi det som de unge kalder "kærester". Nede med de fede!
Og jeg er glad. Jeg er afslappet, jeg er tilfreds og jeg er slet ikke bange. Mit forsvar plejer at begynde at finde fejl og mangler på dette tidspunkt og min hjerne plejer at gå i alarmberedskab.
Dette er slet ikke sket.
Jeg er meget tilfreds.


Jeg er i gang med at skrive en historie sideløbende med en kammerat. Vi har lavet nogle basiske oplysninger om historien som vi begge skal bruge, resten er fri leg. Og så skriver vi hver vores historie ud fra de punkter. Jeg er ikke kommet så langt, da jeg har været ret ophængt. Men jeg har skrevet lidt og glæder mig til at skrive mere. Der er dog lang vej endnu!


Nu vil jeg fortsætte min morgenkaffe og sikkert spille MERE Skyrim!