Om oldtids elektronik

Jeg har svært ved at få fodfæste for tiden. Tankerne og følelserne flyver i alle retninger og jeg kan ikke altid skelne fantasi og virkelighed fra hinanden.
Dermed hentyder jeg til min paranoia som prikker til mig ret ofte.

Men derfor vil jeg prøve at skrive om noget helt andet. Fokusere på noget, som ikke har noget med sygdom at gøre.


Jeg husker dengang at VHS bånd var det bedste i hele verden. De var den hellige gral i min verden, de indholdt altid en fantastisk film eller program som jeg slet ikke kunne få nok af.
Da min bror og jeg voksede op, havde vi en udvalgt skare af bånd, som - utroligt nok - ikke blev slidt op, selvom vi så et hver dag.
Star Wars, Star Trek, Så er der Tegnefilm (dem har jeg får brændt over på DVD), Skriget fra Vildmarken ( japansk version), På Eventyr i Fortiden (Japansk dinosaurfilm), Abekongen, Baby - Secret of the lost Legend, Fister og Buller (også kendt som Milo and Otis) og mange flere.
Senere kom Alien og Terminator på programmet og vi slubrede det i os.
Mange af båndene har min mor gemt og senere spillet over på DVD til mig... det er ren og skær fantastisk !

Udover VHS så var Kassettebånd også i højsæde. Jeg husker med glæde da min mor fik overspillet Michael Jackson's "Bad" da den udkom i '87. Jeg fik båndet og det var mit allerførste bånd, som kun var mit !
Jeg har det stadig i dag, og det pudsige er, at på B siden var der Tørfisk. Sjov blanding. A siden med "Bad" slutter meget brat midt i Dirty Diana. "'Cause I forgot the Key......" And that was it!
Senere brugte min bror og jeg vores "optage-bånd" til at lave stemmer på. Jeg havde en lille båndmaskine hvor man kunne indspille stemmer, eller bare optage fra radioen. Det blev brugt flittigt.
Jeg ringede tit ind til Radio Viborg og ønskede sange, afventede om de blev spillet med fingeren fikseret på "record" knappen. Det var en sød ventetid og jeg var helt elektrisk når mit ønske blev spillet. Jeg har sågar en optagelse af mig selv fra 1996, hvor jeg vinder en Michael Jackson koncert konkurrence på Radio Viborg. Det er altid et sjovt genhør.

Disketter. Nøøøøøøj de blev brugt flittigt. I skolen gemte vi vores dokumenter derpå når vi f.eks havde skrevet stil, tog disketten med på kontoret og så printede vi stilen ud.
Det var ikke normalt at have printer derhjemme, så det foregik altid på skolen eller biblioteket.
Biblioteket blev brugt flittigt af mig. Lånte bøger og tegneserier. Især "Vindens Passagerer" fangede min interesse. Det er ærgeligt at de er så dyre i dag.
Men disketter. Jeg husker at vi i min klasse skulle lave et computerspil. Vi lavede tegninger for hver "scene" og så blev de sat igennem et program, hvor de blev til valgmuligheder. Jeg lavede et spil om at gå på opdagelse i Ulstrup, og derfor havde jeg lavet tegninger af veje og steder i byen.
Jeg ved at vores spil blev gemt på disketter, men de er i dag gået tabt. Trist !

Åh ja, nu kommer jeg i tanke om min storebrors Commodore 64. Hold da op vi fik spillet flittigt på den. Senere blev den opgraderet til en Amiga 500. Min mor købte senere også en, så resten af familien også kunne spille lidt.
Det var dog kun tilladt at spille 1 time pr dag pr person. Så man skulle ikke blive alt for opslugt af sit spil.
Men det var gode tider. Når man nu ikke svømmede i venskaber, så var det rart med noget tidsfordriv da man var pre-teen.


Det var lidt positive minder. Minder jeg aldrig giver slip på. Den tidlige elektronik i 80'erne og 90'erne. Dengang det hele var simpelt, men også frygtelig skrøbeligt.

Overskud og indlæggelser

Jeg er nødt til at ridse nogle ting op.

Jeg formår som regel at udstråle overskud og overblik når jeg er sammen med andre mennesker, medmindre de er tæt på mig.
Og det ender som regel med at folk overvurderer mig og min indre kapacitet.

Jeg har haft en 'bumpy ride' den senere tid, men egentlig har jeg haft en nedtur siden Februar.
Det gik ganske fint op til da. Fra min udskrivning fra psykiatrisk afdeling d 20. Oktober sidste år og frem til jul, glædede jeg mig helt vildt til at hygge med familien.
Juleaften var som enkeltstående tilfælde i den periode ret svær. Lidt for meget stress og jag og jeg tabte lidt mig selv.
Men kort efter var jeg på banen igen og havde det fint.
Februar kom og jeg mærkede den velkendte uro og nervøsitet. Den spreder sig altid i mig op til en nedtur. Og mine nedture er ret diffuse. De kan variere fra 1 døgn til måneder. Denne gang blev det måneder.
Dog er jeg den seneste måned tid blevet mere og mere trist. Det passer meget godt med tidspunktet sidste år, op til min indlæggelse.
Men jeg magter ikke helt at blive indlagt igen lige nu. Og når jeg tænker på indlæggelse, så prøver jeg altid at planlægge det.

Og det kan man jo ikke.

En indlæggelse tager den tid det tager. Sidst var jeg indlagt 1 overnatning på grund af selvmordstanker, men jeg lod mig udskrive under et døgn efter, fordi de krævede for meget af mig. Randers Psykiatriske Afdeling har indført motion hver eftermiddag. Og jeg må ærligt erkende at hullahopringe og basketball ikke står øverst på min liste over ting at tage mig til, når livet er for svært. Så jeg tog hjem.

Jeg har siden 2011 drønet ind og ud af psykiatriske afdelinger. Det hele startede da jeg skulle skifte medicin før sommerferien det år, og det gik ikke godt. Faktisk gid det helt af helvedes til.
Medicin gjorde mig fuldtids-psykotisk og jeg så syner og "trippede". Det var som om at jeg havde røget mig patteskæv hver gang jeg tog mine piller.
Jeg prøvede at råbe distriktspsykiatrien op, men der var ferie, så jeg måtte vente.
Til sidst gik det helt galt. Jeg tabte min rationelle sans og blev akut indlagt i en uge.
Jeg spenderede den uge bag indhegnede ruder og med låste døre. Jeg forsøgte stadig at råbe lægerne op, fortælle dem at den medicin jeg fik ikke var god for mig.
Men svaret var hver gang, at de ville vente til min psykiater fra distriktspsykiatrien kom tilbage.
Så jeg måtte vente.

Jeg husker den indlæggelse meget blandet. Jeg lå først på stue med en anden, men hun snakkede i telefon til langt ud på natten og jeg kunne ikke kommunikere med hende. Jeg var simpelthen ikke i stand til at sige fra eller stop.
Så personalet gav mig mit eget værelse.
Dér brugte jeg aftentimerne på at se Jim Carrey film. Ace Ventura var i højsæde og jeg formåede at smile lidt indeni. Normalt skraldgriner jeg.

Efter udskrivelsen fik jeg langt om længe ændret min medicin og jeg fik det lidt bedre.
Den medicin jeg fik før, Abilify, havde ingen mærkbar virkning, udover at jeg i alt tog 55 kilo på.
Jeg fik fra radmager anoreksitilfælde, til det man vel kan kalde fedladen.
Det har været en rigtig svær rejse. Og jeg slås den dag i dag stadig med bivirkning ved medicinen.

Nåh, tilbage på sporet.

Jeg har siden den indlæggelse, som var min første, haft mellem 1 og 35 sammehængende overnatninger på psykiatriske afdelinger.
Det er en helt anden verden.
I den "virkelige verden" tager jeg en maske på, som hende den sjove og smilende pige. Det er ikke fordi det er falsk, jeg smiler ret meget sammen med andre mennesker. Jeg elsker at være sammen med folk jeg kan lide. Men jeg er faktisk bare en usikker lille pige, der bare gerne vil mærke kærlighed.
Jeg ved at det er en kliché, men ikke desto mindre sandt.
Når jeg er indlagt medbringer jeg min indre klovn og laver sjov med det meste. Får folk til at grine. Muntrer dem op. Og taber dermed mig selv i processen, så jeg ikke får den hjælp jeg har brug for.

Jeg er virkelig nødt til at være bedre til at vise de rigtige mennesker, og her mener jeg systemet (kommune og psykiatri), at jeg har det svært med flere ting. Være ærlig. Servere sandheden.

Det er lidt af en kamp.

En helt ny begyndelse.

Så kom den famøse dag.
Den dag hvor jeg vil forsøge at opstarte en blog, der handler om mine lidelser, om hvordan jeg formår at få dagene til at hænge sammen med dem, og hvordan jeg håndtere det sociale og samfundsmæssige aspekt.

Først : Jeg har multiple-diagnoser. Hedder det det ?
Jeg har i hvert fald flere end én, og jeg behandles medicinsk på kryds og tværs.
Jeg lider af Borderline og Skizotypisk sindslidelse. Jeg har angst og kronisk depression og lider voldsomt af paranoia.
That is all.



Det hele handler jo om at være ærlig. Det tænker jeg i hvert fald tit.
Hudløs ærlig - dog uden at skabe bekymring.
Men hvorfor er det, at det er så farligt at andre bekymrer sig for en ?
Jeg spørger tit mig selv om det, og svaret er altid følgende :
"Hvis folk bekymrer sig for meget eller for tit, så trækker de sig væk fra mig".
Men passer det ? Er det den ubarmhjertige sandhed?
Forholder det sig virkelig sådan, at hvis jeg tager bladet fra munden, når folk spørger hvordan det går, og ærligt svarer at det går faktisk overhovedet ikke særligt godt, at de så forlader mig ? Svigter mig ?

Jeg er panisk angst for at blive svigtet, forladt eller  afvist. Det er et kæmpe problem i et samfund hvor et individ ikke kan fylde alt for andre. Medmindre man er forelsket eller besat, men det er ikke det jeg vil skrive om her.
Men et helt liv er det blevet til - eller små 32 år - med frygt.
Jeg blev svigtet fra en tidlig alder, hvilket var et ægte eksempel på svigt. Men sidenhen er flere andre og mildere situationer blevet tolket som svigt. Af mig.
Tit efterlades jeg af følelsen af ikke at være elsket. At være ligegyldig og overflødig. Dette sker ikke kun på grund af familie eller venner, men også på grund af samfundet.
Det er selvfølgelig en længere historie hvorfor, og den kommer helt sikkert en anden dag, når jeg trænger til at lave et flashback.

Først og fremmest vil jeg bare byde velkommen til bloggen.


ADVARSEL :
Hvor afbalanceret og velovervejet denne blog end må virke, så vil de kommende indlæg langt fra ose af det overskud.
Jeg har voldsomme dyk og nedture, psykoser og paranoide vrangsforestillinger.
Jeg kan have dage hvor bare det at sætte kaffe over er for megen aktivitet. Ugerne hvor jeg ikke handler ind eller laver mad. Måneder hvor jeg isolerer mig selv om dagen og drikker mig beruset om aftenen... fordi det er den eneste måde at komme ud på.

Man skal ikke abonnere på denne blog hvis man ikke ønsker den indsigt.
Det var et godt råd fra bag skærmen.



Skizo-so typical er hermed åben.


Sascha.