Hvad gør man når alt brænder sammen?

Hvor henvender I jer?
Når alting bare er for meget at håndtere, når følelserne sidder udenpå tøjet, når man er svimmel bare ved tanken om at trække vejret.
Hver en muskel og hvert et led gør ondt. Sengen råber og skriger på en. Ansvar lægges bag sig, men afføder en massse dårlig samvittighed.
Når hænder ryster og man kun kan se tunnelsyn. Når munden ikke vil smile og når alt hvad der omfatter andre mennesker, skræmmer livet af en.

Jeg er pt ikke tilknyttet psykiatrien med nogen fast kontaktperson. Min sidste kontaktperson fungerede jeg ikke med, og det hele er gået i hårknude og er kulmineret med nogle ret voldsomme møder med både kommunen og bostøtte på lokalpsyk. Seneste i går. Ingen vil tage ansvar for mig og min situation. Jeg er en kastebold i systemet. Den ene side vil gøre mig jobparat. Den anden side vil ikke hjælpe mig mere, da det ikke er hensigtsmæssigt at presse mig yderligere. Alt er ventetid på "at se tiden an". Det har jeg gjort i 11 år nu. Gået hjemme, haft mine problemer alene.

Jeg trænger til en rigtig endevendende snak. En der kan få al den dårlige betændelse ud af min sjæl.
Alle de ting der i forvejen kører rundt i mit hoved, stress over et stykke papir min læge skal underskrive, men der er over 14 dages ventetid, og papiret skal være i hænden inden den 10. Tandlæge der presser på for at jeg skal få en tid. Hudlæge der ikke har styr på recepter, så jeg skal ringe igen. Og dermed skal jeg også overholde en cremekur på 2 måneder. Jeg kan ikke engang overholde at børste tænder hver dag.
1 aftaler om ugen med min bostøtte. Det alene er nok til at jeg er fyldt op.
Følelsen af svigt fra alle kanter. Lysten til at råbe og skrige, men man putter sig i seng og gemmer sig for alle.
At skulle håndtere at man faktisk ingen fremtid har, og dermed at skulle forholde sig til folks forventninger om, at man skal se lyst på tingene og [i]skabe[/i] sig en fremtid. Nederlag.


Og her sidder jeg så på min kontorstol, som drejer rundt om mig, selvom jeg bare sidder stille. Jeg bliver kvalt af ingenting og tårerne lurer lige under det nederste øjenlåg hele tiden.
At være glemt og gemt - min nemesis. Mit mantra.
Ansvar jeg ikke kan overholde. Frygten for at miste besindelsen fuldstændig. Og den smule rest af rationalitet der er tilbage, smuldrer mellem fingrene.

Lige nu har jeg virkelig svært ved at forholde mig til at være til.


Hvad gør I?

Underbevidst bearbejdelse af kønsidentitet og overgreb.

Jeg har meget at tænke over og bearbejde for tiden.
Mine drømme afspejler dette.

Jeg drømmer meget seksuelle drømme. I dem får jeg afløb og svar på nogle ting, som derefter ofte forvirrer mig når jeg er vågen.

Jeg har i dag sovet 3½ time - bare fordi. Og jeg drømte at jeg forsøgte at skære min egen penis af. Men jeg kunne ikke komme længere end 2mm ind hele vejen rundt, og det var ca 4 cm fra roden. Jeg tænkte - i drømmen - at det måtte være et fint sted at fjerne den fra.

Og jeg drømte om mænd. Mænd jeg gennem årene har været interesseret i eller tiltrukket af - på min egen forrykte måde. Og de var der. 4 styks. Og i virkeligheden kender de ikke hinanden.
Min roommate Torben Lucas fra Nørrebro. Han var "the evil genius" i gruppen af fyre. Daniel, min genstand for besættelse i 3 år, som lokkede mig til at lave pornografisk materiale med ham. Og to brødre, hvoraf den ene findes i virkeligheden, og den anden er en helt anden person. Men i drømme var de to mørkhårede brødre. De var faktisk alle 4 mørkhårede.

Jeg mødte dem, hvoraf jeg (i drømmen) kun kendte den ældste af de to brødre. De var rigtig søde, og den ældste bror flirtede kraftigt med mig. Vi gik hen ad vejen og de gik fjollede rundt om mig, som ulve i brunst. Jeg følte mig usikker, men smigret.
De ender med at overtale mig til at tage med dem på den "fedeste nye restaurant og bar" i Århus. Vi kommer dertil, og de viser vejen dertil gennem nogle snuskede gader.
De finder stedet og vi går ind. Det er små båse med egne døre, og vi klemmer os sammen om det bord vi skal sidde ved. Det ligner ikke den "fedeste nye restaurant og bar i Århus". Men jeg er i godt humør og bliver.
Vi bestiller mad. Jeg havde på forhånd fortalt dem at jeg ingen penge havde, og de afbrød mig og sagde, at de selvfølgelig betalte.
Maden kom på bordet. Jeg skulle have blæksprutte. Jeg kunne ikke lide blæksprutte. Jeg spiser noget af det andet på tallerkenen og stemning er... speciel.
Pludselig låser "geniet" for døren og drengene passer mig op i et hjørne af den minimale sofa.
De siger at jeg skal have sex med dem på skift, så slipper jeg for selv at skulle betale for den (vamle) mad jeg havde spist af. Jeg går i panik. Tankerne flyver rundt i hovedet på mig. Jeg har en kjole på, som er ret kort, og mine underbukser hænger under min mavedelle. Så da jeg presses op i hjørnet glider min kjole lidt op og afslører dellen. Jeg føler mig blottet, truet og i panik.
Jeg kommer kun på 1 ting at sige.
Jeg skubber dem nænsomt til side, og indikerer vel på en måde, at jeg giver efter. Jeg rejser mig op mod døren for at "retter mit tøj". I stedet kigger jeg koldt op på dem, mens de sidder der med spændte kroppe og forhippede øjne. Jeg siger :
"Jeg har en ragekniv i mine trusser. Jeg er ret god til at bruge den. Jeg synes I skal lukke mig ud nu!"
Det var bluff.
De overraskes og giver efter for mit ønske. Og iført kjolen oppe på maven og bare tæerne, løber jeg tilbage til Randers....


Der skete mere før og efter denne sekvens. Men de to dele af drømmen jeg har beskrevet giver mig meget stof til eftertanke. Seksualiteten. Overgrebene. Kønsindentitet.

Jeg glæder mig til en nat uden psykologisk trawling.