Er mit hjerte alligevel fucked?

Da jeg var 17, begyndte jeg at døje med nogle mærkelige "bump" i brystet. Det føltes som et hårdt slag fra regionen ved hjertet, og derefter et ophør. Indimellem føltes det som et flimren, en slags kort rysten, som til tider slog lidt af luften ud af mig.

Jeg kom til lægen, fik tjekket hjertet med EKG, fik taget blodprøver, urinprøver, fik foretaget en såkaldt "tilttest", hvor man er spændt fast til et bord, som tiltest x antal grader bagover, (jeg kender ikke formålet, det er mange år siden og jeg fulgte bare trop). Jeg fik sågar en måler på hjertet i 3 dage.

Men intet viste noget - for der var ingen symptomer overhovedet, imens disse prøver og undersøgelser stod på.

Med årene blev det mere udtalt. Oftere. Længere perioder ad gangen. 

Jeg havde nogle episoder med besvimelser, meget pudselig, men stadig ingen påviselige resultater - for symptomerne udeblev ved undersøgelserne.

I sommeren 2014 lå jeg på maven i min seng, og så en film på min daværende computer. Jeg var fuldkommen 100% afslappet og hyggede mig.

Med ét strammedes et usynligt bånd om det nederste af mine ribben, langsomt strammere og strammere, og det gjorde simpelthen så ondt!

Det begyndte at trække om i ryggen og op i halsen. Jeg kunne kun lige akkurat få lidt luft ind, og jeg tænkte for mig selv : "Det er sådan det føles at få et hjerteanfald".

Men så lige så stille løsnedes det hele sig igen, jeg kunne trække vejret normalt, og smerten var væk.

Dette har jeg oplevet nogle gange nu, varierende fra absolut invaliderende smertefuldt og uden næsten at kunne trække vejret, til kortere episoder, hvor det er som om, at smerterne blot begynder, men så går det over.

Jeg snakkede med psyk om det (jeg er jo tilknyttet gennem mange år med diagnoser jadda jadda), og da de utallige EKG'er ikke viste noget (for de blev ikke taget mens der var symptomer), blev det hele kategoriseret som angst. De smertefulde episoder fik navnet "panikangst anfald". (Dette i Randers).

Jeg har så fået det meget værre, og drastisk dalende ,siden foråret. Jeg kom ellers på angstdæmpende medicin sidste år, men det har intet hjulpet. Jeg får også PN - 2 slags, hvoraf jeg kan tage ret meget af den ene, før det skal reguleres - og det virker heller ikke. 

Så jeg hev fat i psyk (nu i Århus, hvor jeg er bor), og klagede min nød, for nu har jeg disse symptomer i hjerteregionen i døgndrift, indimellem afholder det mig fra at falde i søvn lige med det samme, og jeg er meget meget træt hele tiden. Men mest af alt føles det bare så ubehageligt, og jeg har lidt problemer med luften.

Min kontaktperson bad mig udførligt beskrive det hele, og hun vendte det så med min læge derude (på psyk). Han har udelukket at det er angst, og bedt mig udtrykkeligt om at kontakte min læge og få kigget på mit hjerte.

Jamen... suk.

Jeg har så fået en tid Onsdag i denne uge, har måtte vente i en uge, og der er afsat en halv time. 

Det er til en EKG og blodprøver. Jeg har som sagt symptomerne næsten hele tiden, nogle gange så voldsomme at jeg ikke kan trække vejret ordentlig, eller ryster. Men det skulle sateme ikke undre mig, om de udebliver i de 15 sekunder EKG'en kører.

Men jeg insisterer bare på at få en måler på hjem, så den kan registrere i et døgn eller to.

Min kæreste lyttede til min hjerte efter vi fik udelukket angst.

Han sagde det lød som om det havde et ekko. Som om det slog dobbelt.

Men det slår ikke hurtigere, jeg har ikke en hurtigere puls. Men ofte har jeg et rigtig hårdt hjerteslag.

Det er så fucked.

Og helt ekstremt ubehageligt.

Og jeg har sagt det til 0 af mine venner og veninder, for jeg er så skide bange, og jeg magter ikke at nogen som helst skal sidde og tale mig til ro lige nu.

Jeg har min kæreste hos mig, og vi snakker om det når det er nødvendigt.

Han tager med mig til lægen Onsdag og så tager vi den derfra. Det er jo ikke fordi jeg ikke kan ting. Der er ingen forskel på om jeg sidder helt stille og ser film, eller om jeg går en tur. Så jeg går flere ture med kæresten om ugen, og jeg kan mærke at det er godt for tankerne.

Men nu er det snart jul - igen. Og jeg prøver at fokusere på det. Vi har en hyggelig hule herhjemme og jeg kan godt lide min rytme med at få ting gjort :)

Wow, der er sket meget.

Jeg ville rigtig gerne opridse det hele.

Men jeg er bange for at jeg ville glemme noget, og at den eller de ting, ville føle sig udenfor, glemt og ubetydelig,
Jeg ville rigtig gerne fortælle, at der er sket så mange gode ting, at jeg dårligt kan rumme det, at jeg er blevet udstoppet med glæde og kærlighed, og der har været en masse medvind i mit liv, men så er jeg nødt til at lægge vægt på den anden skål og nævne, at der også er sket knap så gode ting.

Jeg bor nu i Århus, sammen med kæresten, og vi har vores egen hule, sammen med drengene. Vores kærligheden er en stærk lim, så gør, at vi trods vores forskelligheder får det til at fungerer, når bølgerne går højt. Dog råder latter og ømhed oftest.

I December færdiggjorde jeg en novelle - eller det er vel en roman - på 92 sider, som tog mig 66 dage at skrive - på mobil. Jeg er faktisk pissestolt af den, og jeg har den til gennemlæsning og rettelse ved min gode ven, L. Jeg har den dybeste respekt for hans evner i den henseende, så jeg har tiltro til hans arbejde med den.

Jeg er blevet trappet ud af antipsykotisk medicin, og det har været en blandet fornøjelse. Jeg har været igennem rigtig mange følelser og tilstande, pt befinder jeg mig i en voldsom karrusel af aggressioner der pludselig tændes og forsvinder på sekunder, og maniske momenter, som kan vare i alt fra minutter til timer. Jeg forsvinder indimellem ind i min egen verden, og lige pludselig kan jeg befinde mig i ekstrem angst.
Men jeg er stædig og nægter at give op og lade mig knække. Jeg vil se om jeg kan holde ud, og se om det jævner ud, så jeg kan få en mere normal tilstand med tiden.

Jeg har tabt mig. Jeg er gået fra 117 til 108 kg i år. Jeg tabte lidt i Januar, og resten er kommet i løbet af Februar og Marts. Jeg er meget meget tilfreds med det, og kan allerede mærke en kraftig forbedring i mit forhold til min krop. Jeg kan lidt bedre lide at skifte tøj, og f.eks at gå i bad. Altså at skulle forholde mig til min krop.
Jeg håber jeg taber mig mere, nu må vi se.

Nu orker jeg ikke at skrive mere.
Med tiden kommer der outburst og brainfarts fra mig. Dette er blot en opdatering.

ciao.