Når drømme går i vasken

Eller hvordan man nu kan forklare det, som jeg føler lige nu. 


Siden vi fandt sammen har vi haft den store drøm om en dag at bo sammen. Vi har 

skrevet 

os op i boligforeningen i hans by, og senere udvidede det også med min by.

Langsomt - her på det sidste især - er det begyndt at hælde mod min by. Og i 

særdeleshed mod min lejlighed som midlertidig bolig, indtil vi får noget her i byen. 



Men her til aften tog vi en ærlig snak. Og ingen af os er rede til at flytte fra vores

 respektive fødebyer - ergo flytter vi ikke sammen. 

Og dét var ellers drømmen som virkelig holdt mig kørende. 

Drømmen om at bygge den fremtid op, som jeg har ønsket med ham, siden vi mødte 

hinanden. Nu er der ingen umiddelbare planer om at flytte sammen. Og jeg har bare lyst 

til at tude. Og det gør jeg så. 

Øv for pokker. 

Vi afsluttede pænt samtalen, men jeg har lyst til at skrige højt, at det er 

pisseuretfærdigt. At nu var det hele kørt så meget i stilling, at det ikke er fair at det ikke 

bliver til noget. Ikke endnu. 

Jeg ved udmærket godt, at det er et first world problem, men for mig er det en stor ting. 

En stor, nederen ting.

 

Det var det, der gjorde mig så glad :-/


Så nu skal jeg egentlig lede efter en ny lejlighed - kun til Marley og mig. For jeg har ikke 

råd til at 

blive her i det lange løb.

Det bliver hårdt. Jeg kan heller ikke låne pengene af kommunen til indskud, eller få 

dækket flytteomkostningerne.

Så det er faktisk helt og aldeles umuligt for mig at gøre noget som helst. 

Og når jeg tænker over alt det jeg så skal - søge og undersøge og tage stilling til en hel 

masse, så får jeg lyst til at lægge mig i fosterstilling og bare gemme mig.

Men det hjælper jo ikke på noget.

Og jeg føler virkelig at jeg blive kvalt når jeg tænker på det hele. Virkelig. Kvalt.



Det hele er godt nok gået i skuddermudder.

Jeg ville ønske vi bare kunne holde os til planen - der er ikke noget jeg hellere vil

end at bo med ham snart :-/